Hans fingre danser over hende. De kærtegner blidt hendes velklædte krop i sort og hvidt. Han ved præcist, hvor han skal røre hende for at få hende til at skrige af nydelse.
   Hans øjne forlader hendes krop og finder mine øjne i stedet. Han stopper hendes skrig. Han bliver ved med at kigge på mig. Han tror, han har os begge. Men jeg ved det ikke passer. Han har mig! Jeg elsker ham! Hun elsker at se mig lide... Se de tårer, jeg ikke viser verden. Høre de skrig, min pude sluger, når han er sammen med hende i stedet for mig. Og det er han tit. Han elsker hende så højt, at han ikke ser, at hun ikke elsker ham tilbage. Han kan ikke se. VIL ikke se. Hvorfor vil han ikke se? Hvorfor vil han ikke se at jeg er her. Hun elsker ham ikke. Hun vil ikke elske ham. KAN ikke elske ham.
   Han kigger op på mig, som en lille dreng, der er blevet taget i noget, han ikke må, men alligevel er stolt af. Det blik får mit hjerte til at slå flickflack og forvandler mine knæ til gelé.
   "Kom?" Han rækker hånden ud efter mig. Han vil have, at jeg skal hjælpe ham med at kærtegne hende. Jeg trækker mig lidt væk. Hans ansigt falder og ser nu fortvivlet ud.
   "Hvorfor vil du ikke hjælpe mig?"
   "Fordi du ikke rører ved mig på samme måde..." Min stemme knækker. Gråden slipper fri i et kæmpe hulk, og mine ben svigter. Jeg falder til jorden med hovedet i mine hænder, for ikke at skulle se hendes triumferende smil. Hun vandt. Hun vinder altid. Hun kan vinde. Hun VIL vinde. Der går præcist ti sekunder før han er hos mig. Han skulle lige tjekke, at hun kunne klare sig, mens han trøster den svage kvinde i hans liv. Hende, der er der når han har brug for hende. Hende, der kun er brug for, når hun ikke gider ham.

Han holder mig stadig ind til sig. Jeg ved ikke, hvor længe vi har siddet her. Han holder mit hoved mod hans bryst. Jeg kan høre hans hjerte banke. Det banker i takt med hendes latter.
   "Mit hjerte banker kun for dig" siger han, men jeg ved, det er løgn. Det er bare noget, han siger for at få mig til at stoppe med at græde, så han kan komme hen til hende og lege videre. Han trækker mit hoved op så vores øjne mødes.
   "Jeg elsker dig!" Han holder mine øjne lidt, for at spørge om tilladelse. Han spørger aldrig hende om tilladelse. Hende rører, danser og ler han med. Jeg løfter mine læber op til hans og de smelter sammen i en smuk symfoni. Hun griner stadig, men jeg er ligeglad. Han er min. Om det så kun er for et par minutter. Så er han min. Jeg vandt. Jeg vandt over hende. Jeg ville kunne nyde sejren, hvis ikke det var, fordi hun hvisker til mig: "Du vandt en gang. Hvor mange gange har jeg vundet?" Han hjælper mig op og ind i seng. Hans fingre kærtegner mig, som de har kærtegnet hende. Han klæder mig af, som han har klædt hende af. Men han kan elske mig. Han VIL elske mig. Efter han har klædt mig af lader han mig tage hans tøj af. Da vi begge er nøgne, tager han mig i sin favn igen.

Jeg vågner alene i sengen. Han er væk. Mine ører opfanger lyden af hendes skrig. Han gik hen til hende efter vi... Tårerne strømmer over mine kinder. Hvordan kunne han?! Efter han elskede så sødt og blidt med mig... jeg elsker ham. Jeg vil elske ham. Men jeg er i tvivl om, jeg KAN elske ham. Jeg går ud på badeværelset for at tage et bad så jeg kan slippe for hendes syngende latter. Vandet skyller alt smerten og sorgen væk for et øjeblik. Men kun for det ene lykkelige øjeblik.

Efter mit bad går jeg hen til vinduet. Skyerne danser over himlen i oceaner af farver. En orange sky sniger sig ind foran solen og forsvinder så igen, himlen går fra blå som violerne, til lilla som sommerfuglens baskende vinger i sommerens skær, til rød som en rose, til orange som tigeren på rov, farlig, men elegant, til en eksploderende gul, som om solen forsøger en sidste gang at kæmpe, inden den giver op og lader sig sænke ned i nattens mørke hænder, taget til fange af de dunkle skygger. Der er stadig lidt lys på himlens lærred til minde om solens tapre kamp, men så slukkes også det. Jeg står lidt og kigger efter solen, måske har himmelbuen glemt dens dyst mod det dystre, men det har jeg ikke. Jeg tror altid solen vil bryde frem af mørkets nat, men lige nu er den sunket i skjul, for at slikke sine sår. Jeg smider mig på sengen igen og begynder at græde, mens skyggernes krogede hænder langsomt kvæler mig.

Jeg vågner med et sæt, da han kravler tilbage i sengen til mig. Han tager mig i sin favn og holder mig til sig.
   "Hvorfor græder du nu?" Han kysser mit hår. Jeg vil svare, men lyden af hendes grin overdøver alt andet. Hun er tavs nu, men hendes latter hjemsøger mig stadig. Hendes klare stemme jager mig som en leopard efter sit bytte. Fortæller mig, jeg skal tie, så det gør jeg. Jeg ryster bare på hovedet. Han holder mig ind til sig. Hårdt. Fast.

Han er væk igen. Jeg vågner, da mine hænder ikke finder ham i sengen ved siden af mig. Jeg sidder og lytter lidt, men nej, hun griner ikke. Hun skriger ikke. Han kærtegner hende ikke. Men hvor er han?
   Jeg går ind i stuen. Ind til hende. Hun er meget tavs, men hendes tænder et sat i et smukt smil. Hun vil ikke le af mig hvis nu han skulle komme tilbage.
   Mine ben fører mig hen til hende, og mine fingre kører over hendes sorte og hvide kjole. Hun smiler over min berøring.
   "Kan du mærke, hvorfor han elsker mig. Har du lige så blød hud som mig? Nej? Det tror jeg heller ikke!" Hun smiler sit onde smil, det hun kun smiler, når han ikke er her. Hun rækker mig sedlen, hvor der står, hvor han er henne. Der står, at han er ude efter en læge til hende. Hun har det ikke så godt. Hun hoster. Og det er slemt. Så han er ude for at finde en, der kan hjælpe med at rede hende. Hun smiler til mig og jeg ved, at det bare er skuespil. Hun er ikke syg. Hun har det perfekt. Hun har det vidunderligt, for hun har bevist at, uanset hvad vil han altid gøre, som hun vil have. Hun vil vise mig, at han elsker hende højere end mig, til hvis jeg nu havde glemt det... men hvordan kunne jeg det? Han er altid sammen med hende. Han elsker at få hende til at skrige og grine og hvine. Og hun elsker at gøre det for ham. For hun elsker at se mig lide. Det er det eneste, hun vil. Jeg rører hende stille, og hun skriger stille. Jo, måske er der noget galt alligevel. Et hak i hendes overflade. Hendes nydelsesskrig bliver en anelse skævt, da jeg rammer et bestemt sted. Jeg trykker igen. Hårdere denne gang og hun skriger uharmonisk. Jeg smiler for mig selv.
   "Er du blevet syg?"
   "Ja... og hvem plejer mig?" Mit smil blegner, mens hendes bliver bredere. Hun begynder at le. Højt. Det skriger i mine ører. Jeg hamre hånden ned i på hendes ømme sted. Hun skriger igen. Jeg vender om og er på vej ind på vores værelse, men hun stopper mig.
   "Han elsker heller ikke mig..." Hendes udbrud stopper mig, "han elsker os ikke. men... vi elsker hinanden. Skal vi ikke forsvinde sammen? Måske vil han da lære at elske os!"

Tårerne triller over mine kinder, men mine læber er sat i et stort modelsmil. Hun griner ikke mere. Hun ligner mig mere og mere. Hun græder også. Hun smiler også. Han elsker ingen af os. Det ved vi nu. Det ved vi begge. Jeg sætter mig ved siden af hende. Jeg aer hende stille, og hun sender en lille nervøs lyd tilbage. Hun ved, hvad jeg vil gøre. For vi har talt om det. Hun ved, det er nødvendigt. Hun rækker mig rebet og fortæller mig ironien i, at det var min ide at anskaffe hende. Ikke hans.
   Jeg spiller "en pige gik i enge" på hende. Det er første gang, jeg spiller på hende, siden vi købte hende i butikken. Jeg har ikke turdet før. Men nu kan jeg. Nu VIL jeg. Hun har hjulpet mig videre, videre til den næste verden. Jeg ved ikke hvad, der venter på den anden side. Om det er koldt, klamt og mørkt. Om det er kedeligt og hvidt, eller om det er smukt og farveridt. Alt jeg ved er, at hun vil være der og følge med mig. Hun vil holde min hånd, så jeg ikke føler mig alene. Hun er min eneste ven. Hun elsker mig.
   Jeg tager hammeren, hun har holdt, mens jeg har spillet. Hæver den op, så jeg kan ødelægge hendes smukke sorte og hvide kjole. Den falder ned, og hun skriger, men hun er ikke helt død endnu. Jeg hæver hammeren igen. Hun skriger igen. Og igen. Og igen.
   Hun vil ikke stoppe. Selv da hun er blevet knust til træstumper, og tangenterne skriger, griner hun stadig. Hun stopper ikke. Kan ikke stoppe. VIL ikke stoppe. Hendes klare stemme hjemsøger mig.
   "Du lovede!" hvæser hun, "Du lovede, at du ville følge efter mig! Det var aftalen! Du lovede!" Og det gjorde jeg. Jeg lovede ikke at forlade hende, ligesom hun lovede, hun ikke ville forlade mig. Det lovede vi hinanden. Så jeg tager rebet fra jorden og går hen i hjørnet. Hun griner af mig, mens jeg binder knuden og hænger rebet op. Hun griner stadig, da jeg binder rebet fast og stiller mig op på taburetten. En stemme langt væk kalder på mig, men den bliver opslugt af hendes latter.
   Jeg ser ham først, da hendes latter bliver kørt over i et skrig, fordi han løber over resterne af hende for at komme hen til mig. Han kalder på mig igen, lige inden han når mig. Han tager fat i mig og får mig ned fra taburetten. Jeg prøver at komme fri, men han holder godt fast. Han lægger mig ned oven på hende.
   "Jeg lovede hende det!" skriger jeg af ham.
   "FORRÆDER!!!" skriger hun til mig.
   "Shh..." Han hiver mig op i sine arme, "Det er okay. Jeg har dig. Hun kan ikke røre dig mere. Hun kan ikke komme i mellem os mere... jeg elsker dig. Jeg elsker dig, skat" Han holder mig ind til sig og græder sammen med mig, mens han kysser mit hår.
   "Jeg lovede hende, at hun ikke ville være alene..." hvisker jeg mod hans bryst.
   "Hun er ikke alene. Hun har fundet et nyt hjem at plage. Hun kan ikke røre dig mere..." Jeg vil gerne tro ham, men jeg kan stadig høre hendes skrig. Hun smiler stadig. Hendes sorte og hvide kjole danser stadig rundt og håner mig.
   "Hvordan kan han elske dig? Du har slået hans eneste kærlighed ihjel!" Hun hvæser. Hun kan ikke andet for jeg har dræbt hende. Jeg har dræbt hende. Tårerne begynder at løbe over mine kinder, men de føles fjerne. De kærtegner mine kinder. Lader mascaraen løbe. Slår mine øjne så de hæver og bliver røde. Han holder ind mig til sig. Så jeg ved jeg ikke er alene. Hun løj ikke. Jeg er ikke alene...

Det er nu to år siden, hun hjemsøgte mig. Hun gør det stadig, men ikke så meget mere. Han er der til at holde hende på afstand. Jeg kunne sige at hun ikke kan røre mig mere, men det ville være løgn. Hun rører mig stadig, men jeg lytter ikke til hende mere. Jeg tager mig til maven og mærker vores lille pige sparke. Hun er livlig, vores datter, men vi kan klare det.
   Han sidder ved det nye klaver og spiller smukt. Klaveret griner af mig. Hun griner af mig. Men jeg er ligeglad. Jeg vil være ligeglad. Jeg KAN være ligeglad.