Jeg får en klump i halsen. Et øjeblik holder jeg op med at trække vejret. Lige nu kan jeg kun tænke på alt andet, end at vi burde gå ind til dansktimen. Ellers bliver lille, spidse fru Blomme, med den underlige krumryggede positur, rasende på os.
   Jeg mærker, hvordan den isnende kulde bider i kinderne, og de krystalklare snefnug er endnu en gang begyndt at dale ned fra himmelen.
   'Som om vi ikke har fået nok sne her i vinter', tænker jeg lidt bittert.
   Men de mange snefnugs rejse fra himmelen til det nøgne fortov er nu alligevel så forunderlig at iagttage, at de med sikkerhed fanger alle, der vil værdige dem et blik.
   Alle de tanker og følelser, der farer forvildede rundt oppe i mit hovedet gør, at jeg føler det beroligende at sidde og kigge ud på sneen, der har lagt sig som en dyne over skolens arealer.
   Jeg kan næsten høre, hvor det knager i mit hoved og mærke, hvordan mine blodårer pumper den varme, røde væske rundt i mit system for at holde mig kørende.
   Jeg fylder mine lunger med den kølige, friske luft, famler lidt efter min Zippo og finder den i min ene bukselomme.
   Jeg tænder endnu en cigaret og mærker, hvordan hver inhalering gør mig roligere og roligere. Yndefuldt og elegant, laver jeg mine knæk med kæben og beundrer de perfekte ringe, jeg tegner i luften med den lette røg.
   Endelig kan mine fingre holde sig lidt i ro igen, og den ellers markante rysten aftager efterhånden, som jeg gentagne gange mærker cigarettens filter, der til sidst vil blive varmt, møde mine bløde, fugtige læber.
   Julie sidder og betragter mig med trøstesløse øjne et øjeblik. Det kan jeg se ud af øjenkrogen. Jeg kender Julies holdning til mit forhold med Daniel, og hun påskønner det bestemt ikke, men hun vil også gerne være der for mig, som den gode veninde hun er. Når jeg virkelig har brug for det, er hun der.
   "Der er ikke så meget at gøre længere, søde. Du ved, hvad du bliver nødt til. Men jeg lover dig, at jeg vil hjælpe dig igennem. Engang vil du kigge tilbage og vide, at det var for det bedste."
   Hun rejser sig fra den blå bænk, der ikke er helt så blå længere, men mere misfarvet af solen, og slidt ned efter mange års flittig brug. Hun udstøder et sagte suk og griber min forfrosne hånd.
   "Vi burde gå ind til time nu. Den begyndte for ti minutter siden. De undrer sig nok over, hvor vi bliver af"


* * *
   'Av mit hoved', tænker jeg, da jeg opgivende prøver at løfte min tunge krop i forsøget på at nå min mobil, der larmende minder mig om, at en ny dag er begyndt. "Åh gud..." udstøder jeg, tager mig til mit dunkende hoved og gnider mine øjne, der knapt kan åbnes.
   Til sidst får jeg kæmpet mig op af min forførende seng, der ikke vil slippe mig.
   Jeg kan høre min mor pusle rundt ude i køkkenet, og pludselig strømmer duften af ny brygget kaffe op gennem mine næsebor.
   Jeg råber på hende og spørger, om hun også vil lave en kop til mig.

Jeg begiver mig ud på badeværelset, og med sløve bevægelser får jeg gledet badekåben ned om skuldrene og tændt for det pibende brusehoved, der sekunder efter lader vand strømme frem under rusten, der begyndende tegner sine spor. Lugten af kalk blandet med shampoo og badesalt fylder mine næsebor. Jeg betragter mig selv og vandet, der legende løber ned ad min nøgne krop.
   Da jeg er færdig og velduftende, slukker jeg for bruseren, står ud, og tørrer den fremtrædende dug af spejlet.
   Ivrig efter varmen og nydelsen i at mærke den bløde silke mod min hud får jeg listet min lækre og elegante kåbe omkring mig igen. Jeg får gåsehud, ved at mærke den kolde vind ramme mit ansigt, da jeg åbner vinduet for at få luft igennem badeværelset.
   Jeg tænker på, hvordan det stadig er mørkt og trist udenfor, og ser grenene fra træerne svaje let i vinden. I vinduet har en edderkop valgt at lave sit bo, og det smukke spind lyser helt op i mørket, fordi den hvide sne har sat sig i spindet og fremhæver det lille dyrs værk.

Jeg lister ind på mit værelse for at lede efter min mobil, da jeg har på fornemmelsen, at jeg har travlt og nu desperat mangler et ur at kigge på. Den ligger selvfølgelig på værelset, sunket helt ned i hovedpuden, som jeg savner mod min kind. Mine øjne skal stadig vænne sig til det skarpe lys, tænker jeg, da jeg retter mit blik mod den lysende skærm.
   Ti ubesvarede opkald og tre beskeder fra ham. Fra Daniel.
   Han lyder desperat i at få fat i mig, tænker jeg og ved, at jeg må mødes med ham senere i dag, selvom det er risikabelt at mødes, efter alle de rygter der går om os.
   I samme øjeblik strejfer mit blik toppen af skærmen, og jeg opdager klokken.
   "Shit!" Udbryder jeg og skynder mig at tage tøj på - makeuppen må være ligegyldig i dag!
   Dørklokken kimer, og min mor råber på mig. Småirriteret og stresset, begiver jeg mig ned ad de knirkende trappetrin. Jeg åbner døren, griber min taske i forbifarten, og smækker den efter mig igen.
   "Nå, der er du så," siger Mads og smiler sit kække, skæve smil, som jeg egentlig altid har følt ekstremt belastende og naivt, "møjs?" Spørger han, et kodeord for en smøg, jeg synes er lidt latterligt. Han rækker en til mig.
   "Jo tak, det trænger jeg til..." svarer jeg lidt kejtet.
   Der går lige et par minutter med en halv-akavet tavshed, indtil Mads åbner en samtale. Samtaleemnet finder jeg dog ikke væsentligt at konversere om. Ikke med ham. Ikke med Mads.
   Egentlig, kommer det slet ikke ham ved. Alligevel vover han at spørge, Mads, der er kendt for at være den nysgerrige sladrekælling på vores årgang.

"Du Stine, jeg bliver nødt til at spørge dig, hvad det er for nogle rygter, der går om dig... burde man være bekymret?"

Selvom jeg udmærket godt ved, hvilke rygter der er tale om, vælger jeg at agere som om, at jeg ikke aner, hvad han fabler om.
   "Hvilke rygter?" svarer jeg ligegyldigt
   "Du ved, om dig og ham der lærervikaren... åh, hvad er det nu, han hedder... nå jo, Daniel!"
   Mit hjerte banker pludselig meget hurtigt, og jeg kan mærke irritationen over folks tendens til at snage i ting, der ikke vedkommer dem.
   Jeg svarer meget hurtigt og kortfattet, at jeg ikke er interesseret i rygter og sladren på skolen, og at jeg helst bare vil blandes udenom det, der foregår.
   Jeg kan mærke på ham, at han allerede havde sit svar og bare havde brug for bekræftelse.
   Bekræftelse, han indirekte, men utvivlsomt fik, på min skælvende stemme og alt for hurtige åndedrag, da han nævnte det navn.
   Efter en pinefuldt lang skoledag med upassende tekst om mig og "D" på tavlen i klassen, kommentarer på gangene, og dømmende og mistroiske blikke fra både lærere og elever - selv fra 3.g'ere jeg ikke anede fulgte med i 1.g'eres rygter og sladren, er jeg helt igennem udmattet.
   Jeg får lyst til at ringe til ham, og kommer i tanke om de mange opkald og beskeder fra ham.
   Vi aftaler at mødes i aften, efter mørkets frembrud, og jeg finder på en troværdig undskyldning jeg kan stikke mine forældre, om at skulle mødes med Julie for at lægge sidste hånd på en fremlæggelse.


* * *
   Jeg sætter mig ind i hans varme bil, der er parkeret tre gader væk fra mit hus. Jeg bliver altid glad, ved synet af det store smil og de lysende øjne jeg møder bag snavset, når jeg kigger ind ad den beskidte bilrude.
   Men denne gang så jeg tomme, blanke øjne i stedet, der stirrede stift ud i luften.
   Gaden, der nu henfalder og indsvøbes i skæret fra de mange gadelygter, kaster deres grelle gullige lys ud over den nøgne gade. Alting er lukket og låst. I butiksvinduet på gadens ydmyge steak house hænger det lysende iøjnefaldende "lukket"-skilt, bestående af lysdioder i forskellige farver. Restauranten sygner hen, som ét hav af mørke, der gemmer sig bag det fremtrædende skilt i døren.
   Lyden af en kat der spinder, er det eneste, der høres i det dunkle mørke.
   Skimter op mod nattehimlen, anes et par stjerner strålende om kap på den dunkle himmel.
   Sænker man blikket en smule, kan man se de mange mørke vinduer i lejlighederne på denne gade, med deres gardiner trukket for, hvor sovende børn og trætte forældre befinder sig bag dette virvar af gardiner i forskellige farver og former.
   Nu retter jeg mit fokus og min koncentration mod ham igen. Han sidder der, en halv meter fra mig. Jeg kysser ham på kinden, der synes fugtig efter tårer. Jeg undres og vender hans ansigt mod mit, så jeg kan kysse hans mund i stedet. Han virker underlig. Han virker forkert, og det forvirrer mig grænseløst.
   "Daniel," hvisker jeg, "hvad tænker du på?"
   Der går et øjeblik, før han svarer.
   "Os..." siger han så, lettere køligt. "Jeg talte med skoleinspektøren i dag." Han kigger mig nu i øjnene, mens han siger: "Stine... jeg fik en fyreseddel."
   Det føles som om, et lyn slår ned i mig. Jeg bliver først sur. Så forvirret. Så føler jeg mig skyldig, og til sidst vælter min verden, og jeg bliver ked af det. Tusinde tårer løber ned ad mine kinder. Han lægger armen om mig, kysser mig i håret, mens han mumler, at mit hår dufter fantastisk.
   Jeg bliver sur på ham.
   Hvad er det for noget at nævne i dette øjeblik? Fuldstændig ligegyldigt og uvæsenligt.
   Men jeg ved udmærket godt, hvad han prøver på.
   Jeg sidder i en halv time, uden at sige mere end meget få ord.
   Til sidst, da jeg snart ikke har flere tårer tilbage, udbryder jeg: "De kan da ikke stoppe os! Alder betyder ingenting - fatter de ikke det? I vores samfund i dag, har folk så travlt med at dømme. De burde bare 'mind their own god damn business'!"

Jeg plaprer løs, men ved godt, at det ikke er til nogen nytte. Hele skolen er blevet informeret, måske mest, for at skræmme andre elever til at kontroversiel opførsel imellem lærere og elever ikke tolereres. Inspektøren har formentlig også underrettet mine forældre.
   Daniel var også blevet ristet over en sagte ild, og man kan ikke sige, at han fik en sober afsked.
   Han er stemplet nu. Jeg håber af hele mit hjerte ikke, at jeg har ødelagt hans karriere. Han er jo ung endnu. Ni års forskel betyder intet, når det handler om kærlighed... og kærligheden er der...


* * *
   Den følgende dag, da jeg kommer hjem, til hvad der føles som et fængsel, er begge mine forældre solidt plantet i vores sofa, og de stirrer stift på mig, da jeg træder ind ad døren. De vil have en snak med mig og fortæller, at de har siddet længe i sofaen og ventet på mig, mens de har drøftet, hvad de ville sige til mig, når jeg kom. De tøver lidt, og leder efter ordene til at starte samtalen op. Min far rømmer sig og begynder brummende med at sige, at han er skuffet.
   Min mor fælder en tåre og tørrer den hurtigt væk med en finger.
   En lang og emotionel samtale følger.
   Følelser og tanker blandes med ophobende vrede og afsky. Tårer bliver fældet, grænser brudt. Alle emner bliver kastet på bordet. Jeg får gentagne gange at vide, at det ikke duer, ikke at se realiteterne i øjnene.
   Realitet min røv!
   Det ender i drama.
   Skrig og skrål, og jeg rejser mig fra den blomstrede lænestol, der er placeret overfor sofaen, hvor min mor og far sidder i. Lænestolen min mor er så glad for.
   Jeg spytter på den, stormer ud ad hoveddøren og råber af mine lungers fulde kraft, så ordene ville blive hængende i rummet lang tid efter, de havde forladt mine læber:
   "Som om I kan stoppe mig!"