Hun kommer ned ad trappen, som altid. Hende Prinsessen. Så vil hun gå rundt mellem os, og kæfte op om alle de ting hun får givet af folket og af hendes far. Kongen. Sådan et naivt fjols. Gør i blinde alt hvad hans elskede datter befaler ham. Mig og mine medfanger vil bare sidde og ryste på hovedet af hende.
   Ja. Du hørte rigtigt. MedFANGER. Jeg sidder i slottets fangehul. Et koldt, ulækkert sted fyldt med dem som Prinsessen ikke gider at se på gaden. Ikke fordi hun overhovedet opholder sig andre steder end på sit smukke slot. Hun aner ikke hvad en rigtig forbrydelse er. Jeg er blevet dømt for at stjæle et sølle brød. Jeg skal sidde her længe. Jeg har levet på gaden med min familie hele mit liv. Jeg er en mestertyv, af en pige på min alder at være, og en ren Robin Hood når det kommer til bueskydning. Vi skulle jo få skaffet kød på en eller anden måde. Det indgik også i min dom. At jeg jagede på kongens marker. Hmpf. Han kommer der aldrig, det bugner med rådyr og alligevel er vi, der sulter, ikke tilladt at komme der. For Prinsessen vil ikke have os der.
   Hun elsker at komme over til mig, fordi jeg er en pige på hendes alder. 16. Så kæfter hun op om alt det som hun har, og jeg ikke har, og aldrig vil få. Jeg har efterhånden lært at ignorere det. Hun snakker og snakker i timevis, indtil hun opdager at ingen af os lytter. Så råber hun af os og går op til sin farmand.
   Alle i de andre celler er 20 eller ældre. Jeg er den yngste, men alle i 'Hullet' snakker fint med hinanden. Selv Gamle Joe som er 60. Han sidder eftersigende inde for mordet på en højtstående officer.
   Jeg savner friheden. Meget. Savner den friske skovluft, gadernes mylder og ikke mindst min familie. Min mor, far og mine 3 brødre. I tænker nok at det er sært når man har 3 brødre, at det så er pigen der skal jage. Men jeg gør det af fri vilje. Jeg vil kunne klare mig selv. Mine brødre hjælper mig altid med enten jagt eller småtyverier.
   Prinsessen står nu foran mig. Nu begynder hun. Hun vifter overdrevent med sit gyldne hår for at vise mig det. For at gøre mig jaloux, men jeg har aldrig tænkt over noget så dumt som hår. Mit længste hår er måske 15 cm. Der er ikke tid til at filtre hår ud af grene når man flygter fra et vredt vortesvin. Jeg kan lige se det for mig. Den snobbede Prinsesse, i sin tøsede lyserøde kjole, prøve at filtre sit latterlige hår ud af en gren, mens vortesvinet tonser frem mod hende. Ha ha.
   Hun stirrer intenst på mig med sine dybe brune øjne. "Du gætter aldrig hvad der lige er sket." Jeg himler med øjnene. "Nej, hvad er der sket?" Jeg orker ikke at lyde interesseret, men hun er ligeglad. "Jeg skal, vent på det," Hun holder en kort spændingspause, "Jeg skal mødes.. Med en RTIGTIG PRINS!!!"
   Alle kommer med sløve kommentarer. "Tillykke. Godt klaret. Du fortjener det." Ironisk, selvfølgelig. Hun fatter det bare ikke. Hun hopper rundt som en anden kanin og bruger sine hænder som vifter. Åndsvage tøsebarn. Jeg sætter min albue på mine korslagte ben og hviler min hage på håndfladen.
   Hun stopper med at hoppe og ser fornærmet på mig. "Så smil dog, for Guds skyld!" siger hun. "Du får rynker af at se så alvorlig ud."
   Jeg himler med øjnene og sukker dybt. Tænk at jeg skal trækkes med det her. Alle de andre har lagt sig tilbage i deres cellesenge og prøver at lukke Prinsessens skingre lillepigestemme ude.
   Jeg falder om på ryggen med et højlydt bump. Prinsessen kommer hen og glor på mig. "Tænk at du vil være så barnlig at ignorere mig! Man kan godt fornemme at du kommer fra gaden. Din familie har ikke opdraget dig godt."
   Jeg rejser mig op. Ikke opdraget godt?! Fra gaden?! I vrede løber jeg hen til tremmerne, griber fat i Prinsessens åndsvage pink kjole og trækker hende ind til mig. Hun giver et fortabt hyl fra sig og det tiltrækker alle de andres opmærksomhed.
   Jeg stirrer hende ind i øjnene med et blik fyldt med af had og foragt. "Du har ingen anelse om hvad en god opdragelse er, vel?! Du har altid kunnet pege på alt det du ville have og bare få det! Vi, i dette rum, i disse celler, har brugt hele vores såkaldte 'barndom' på at skaffe mad til dem vi holdt af, mens din far og dig bare ragede til sig! Vi skulle være glade for at få et æble. At dele! I smed bare jeres mad ud til svinene! Så kunne de sidde og æde sig mætte i det som kunne have afholdt alle på gaden fra sultedøden! Jeg har aldrig haft en barndom. Da jeg var 4 fik jeg en bue i hånden og var på min første ulovlige jagt!" Mit greb løsner sig langsomt af udmattelse. Hendes ansigt fortrækker sig i en blanding af overraskelse og frygt, men jeg fortsætter.
   "Jeg har aldrig haft tid til at tænke på hvordan mit hår nu sad, eller hvordan mit tøj så ud. Jeg skulle holde mig varm og mæt. Så var jeg glad. Men du! Du er aldrig glad, før du får alting præcis som du vil have det! Hvis du får 4 gule blomster i stedet for 5, går du amok og klager til din farmand! Du skal ikke tale om at være barnlig!"
   Jeg skubber hende hårdt fra mig, og hun falder om på stengulvet. "Så, nu kan du gå op og klage til din papa som den lille skidtvigtige prinsesse du er. Og så kan du leve lykkeligt. Ligesom i alle dine latterlige eventyr!"
   Hun ser på mig som om jeg er en heks der vil æde hende. Hun rejser sig hurtigt og spæner op af den snoede trappe.
   Jeg sætter mig ned på gulvet og lader det kolde gulv køle min vrede ned. Et enkelt akavet klap, starter ved Gamle Joe i den fjerneste ende af Hullet, og bredder sig hurtigt indtil jeg ikke kan høre mine egne tanker. Jeg kan mærke smilet bredde sig på mine kinder.
   Men det varer ikke længe. Vi kan ane lyden af metal der falder ned af trappen. Vagter. De stiller sig op på deres uhyggelige lige rækker, og kongen træder frem. Prinsessen gemmer sig bag sin farmand med sort farve under øjnene.
   "Det var hende, papa!" råber hun. "Hug hovedet af hende!"
   Jeg spærrer øjnene op, og alle i Hullet giver at forskrækket gisp fra sig. Halshugges. Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen. Jeg kan fornemme kongens skræk for hans datter.
   "Som..." Han synker sit spyt. "Som du vil, mit barn." Han ser på nogen af vagterne. "Luk pigen ud og før hende ud til byens torv."
   De træder frem, låser min celle op og river mig ud. Jeg er for overrasket til at gøre noget og kan ikke andet end at se på det smørrede smil Prinsessen har om munden. Forkælede lorteunge.
   Jeg kaster et sidste blik på alle dem i Hullet. De er lige så overraskede som mig. Vagterne slæber mig hen ad gulvet som om jeg er en eller anden dukke. 'Jeg vil ikke! Jeg kan godt komme ud. Ud i friheden. Ud i verdenen jeg er blevet holdt indespærret fra!' Jeg vrider mig ud af vagternes kolde metalgreb, og løber ned af de uhyggelige stengange. Jeg kan høre vagterne råbe efter assistance. Jeg fniser for mig selv. De må veje mindst et ton.
   Jeg ser mig tilbage efter dem, men mit hoved ramler ind i noget hårdt, og det sidste jeg ser, er en kold metalkæmpe der ser på mig med sine usynlige onde øjne.

Lyset brænder i mine øjne, da jeg ser solen for første gang i uger, måneder. Torvet har allerede hørt nyhederne og folk strømmer til for at se den farlige forbryder blive halshugget. Farlige. Det er vagterne der er farlige. Det er dem som dræber os. Lader os sulte i rendestenen.
   De trækker mig op på 'podiet', hvor jeg snart skal ende mine dage. Jeg inspicerer med en blanding af foragt og nysgerrighed guillotinen. Den skære majestætisk op over torvets plads. Den har haft meget blod på dens skarpe sølvklinge. For første gang i mange år føler jeg noget, så frygteligt at det får mine ben til at ryste under mig. Frygt. Frygten for guillotinen. Frygten for døden.
   Jeg ser himlen for mig. Porten der langsomt bliver åbnet, så jeg, i glæde, kan løbe Vor Herre i møde. Han vil give mig et varmt knus, som kun kan føles hos en der virkelig elsker en. Han vil give mig vinger så hvide at de blænder mig med deres skønhed.
   Jeg bliver revet tilbage af vagterne der, stramt, binder mine hænder sammen, så jeg ikke kan gøre noget. Rebet bider i mine håndled. Jeg havde set folk blive halshugget før. Det var dét der samlede byens befolkning. At se et liv blive taget af Satan selv. Folkene stiller sig nærmest i kø for at se mig. Jeg føler mig som et udstillingsdyr. Et ynkeligt dyr, som folk kan købe for penge. Jeg kan heldigvis ikke se min familie. Så skulle de ikke se mig græde.
   De ligger mit hoved i hulningen. Jeg stirrer lige ned i den flettede kurv der om få minutter, sekunder, holder mit afhuggede hoved, der bliver sovset ind i mit eget blod. Gråden bryder frem inden i min hals, og vil for alt i verdenen ud. Det er første gang i mange år, jeg har følt en tåre løbe ned ad min kind. Jeg kan høre at vagterne stopper. De har set at jeg græder. Det gør mig vred. Som vagt har man ikke tid til medlidenhed.
   Jeg kan mærke de ord der hviler i min hals. "Hvad er der galt?! Har I aldrig set en pige græde før?! I er den største grund til at jeg græder. At alle i byen græder. I stjæler med arme og ben, så vores elskede konge og prinsesse kan få de dyreste gaver og vine. Mens vi kan side med vores halvrådne brødstumper! Tænk at I kan holde jer selv ud! Se nu at få det overstået, så jeg kan slippe for at være i jeres nærvær. Jeg afskyr jer!"
   Jeg kan høre de overraskede gisp og den stille snak jeg satte i gang. Det skal være det jeg giver videre. Eftertanke. Jeg lukker mine våde øjne og tænker på min familie, vagterne, kongen. Prinsessen. Forkælede lorteunge.