Der var engang en lille pige, som hver dag gik hen til kanten af stregen. De voksne havde tegnet den og sagt hertil og ikke længere lille ven, man ved aldrig, hvem der kan gemme sig på den anden side. Men hun vidste det godt, selv om hun kun var ganske lille. De kunne være overalt, og hun så tydeligt, hvordan de voksne altid var på vagt. Selv om det jo bare var Antons far eller Mias fætter eller endda hendes egen far, så kunne man jo aldrig vide. Nogle gange når hun stod dernede og så op på pædagogen Helle, mens hun knugede sin fars hånd, bemærkede hun, hvordan Helle holdte øje med hendes far. Hendes far skuttede sig lidt og slap hendes lille hånd, så han kunne tørre håndfladen af i bukserne.
   "Årh Anne kan du ikke hente hende i dag?" havde hendes far spurgt i morges.
   Anne var hendes mor, men det kunne hun altså slet ikke nå, så far var blevet nød til det.

En dag stod hun igen på kanten af stregen. Hun vidste godt, at det var strengt forbudt og absolut forkert at tage skridtet hen på den anden side. Nogle gange lod hun hurtigt skoens snude røre ved den anden side af stregen men kun meget hurtigt. Det var på sådan en helt almindelig dag, hvor hun stod og udfordrede skæbnen, at noget meget uventet men alligevel helt ventet, for det var jo derfor, stregen var der, skete. Pludselig så hun en trold. Hun kunne genkende den med det samme, selv om det måske for nogen lignede en helt almindelig mand. Han havde sådan en lang frakke på. Hun havde hørt de voksne snakke om den slags frakker. Under sådan nogle frakker fandtes der ting, som kunne ødelægge synet på små piger som hende. Trolden bevægede sig tættere og tættere på hende, så hendes lille hjerte galoperede af sted. Hun ville ikke løbe sin vej, nej hun ville være den modige lille pige. Det var synd for de voksne, de skulle gå og være så bange for troldene, nogen burde gøre noget.
   Det var sådan, at hun besluttede sig for at fange trolden. Flere skridt kom nærmere og nærmere, indtil trolden til sidst stod stor og mægtig lige foran hende. Med store øjne så hun direkte op på ham. Han bukkede sig ned og satte sig på hug foran hende, så hans øjne også så direkte ind i hendes. Hans øjne var milde og rare, og han mindede hende om onkel Allan, men hun måtte ikke lade sig snyde. Bag disse øjne boede en trold.
   "Hej lille ven" Han smilte, mens han udtalte ordene.
   "He-e-e-ej" fik hun fremstammet, mens hun smilte tilbage. Altså ligesom bare for at snyde ham.
   "Kan du godt lide bolsjer?" spurgte trolden, og den lille pige gav et lille hvin fra sig.
   Nu var hun helt sikker, slik i lommen var et stensikkert tegn. Frem fra sin lomme fremtryllede han et lille sort bolsje i blank indpakning. Åh hvor havde den lille pige lyst til at sige ja, lakrids var hendes yndlingssmag næst efter jordbær, men hun måtte være stærk. De voksne havde fortalt om, hvordan disse bolsjer kunne trylle de små børn kæmpe store. Så store at de ikke længere kunne gå i børnehaven, og hun havde bestemt ikke lyst til at forlade hverken gyngestativet eller sandkassen. "Nej tak jeg kan ikke lide lakrids." svarede hun på den mest artige måde, hun havde lært.
   "Nå det var en skam... Hvor gammel er du lille ven?" Spurgte manden så.
   Hvad skulle hun svare? Hun vidste at små piger, var troldenes livret. Hvis hun fortalte ham, at hun blot var 5 år, ville han måske æde hende i en mundfuld.
   "Jeg er en meget stor pige. Så mange år." Sagde den lille pige så og viste begge sine hænder med alle fingrene udstrakt, for det måtte være meget gammel, tænkte hun.
   Manden lo, og den lille pige sukkede dybt. Hun havde snydt trolden to gange nu, men hun havde stadig ikke fanget den.
   "Kan du sige mig lille ven, om der går en pige, der hedder Sofie i denne her børnehave?"
   Den lille pige kendte godt Sofie. De legede tit sammen. Nogle gange kom de op og slås, fordi de altid ville have den samme barbie. Hende som kunne bøje benene. Ikke som de andre barbie dukker, som havde strakte ben, hvilket så ret dumt ud, hvis de for eksempel skulle sidde på den lyserøde barbie stol. Et kort øjeblik overvejede den lille pige, om hun skulle finde Sofie. Hvis trolden fik fat i Sofie, kunne hun have barbie dukken helt for sig selv hver eneste dag. Men Sofie var alligevel ret sej og havde lært hende, hvordan man gynger rigtig højt, og hun havde også vist hende de gode gemmesteder.
   "Nej der går ikke nogen Sofie her." svarede hun så til sidst meget bestemt.
   Manden løftede brynene og rejste sig så op, så han igen stod stor og mægtig foran hende. Åh nej bare han ikke var på vej væk. Hun måtte ikke lade trolden undslippe hende. I en meget hurtig bevægelse, slyngede den lille pige sig om benet på trolden.
   "Fanget!" skreg hun så højt hun kunne, så højt at trolden holdte sig for ørene.
   Pædagogerne kom farende. De fik straks øje på trolden og så hende, og hun kunne se, hvor bange de var. Måske havde de misforstået det hele og troede, at det var omvendt - at det var trolden, der havde fanget hende. Den lille modige pige smilte bredt over hele hovedet. Nu skulle de leve lykkeligt til deres dages ende i børnehaven uden nogensinde at frygte trolden længere.