Jeg løb gennem skoven. Han havde bedt mig om det, så jeg kunne ikke andet. Han havde lovet at holde dem tilbage. Så ville han finde mig igen. Han lovede det. Mine fødder blevet revet til blods af alle stenene og grenene i skovbunden. Jeg frøs. Jeg savnede ham allerede. Jeg savnede hans rolige stemme, der skulle fortælle mig at alt nok skulle ordne sig. Hans stærke og varme favn. Jeg faldt i tanken. Jeg lå i skovens våde bund. Min kjole var sønderreven. Jeg græd. Jeg vidste at jeg ikke skulle, men jeg kunne ikke stoppe. Mit syn blev sløret, så jeg ikke kunne se noget. Men jeg prøvede stadig. Jeg havde også lovet ham noget. At jeg ville overleve. Så skulle vi stikke af sammen og leve lykkeligt til vores dages ende. Ligesom i et eventyr. Det havde jeg altid drømt om. Mig, en prinsesse på et stort og flot slot, og min prins. Ham. Adrian. Min helt. Vi skulle stå på balkongen og danse i de sene stjerners skær. Lade os drage af den fuldente musik. Være til stede i vores egen tid, hvor ingen af os nogensinde ville forsvinde eller dø. Vi ville leve evigt. Lykkeligt og evigt. Det var mit største ønske. Det var vores ønske. Jeg ville ikke lade mig overvinder så let. Jeg kom op på mine ben. De vaklede. Jeg tog et skridt. Og så et til. Og et til. Jeg fortsatte sådan indtil jeg løb af mig selv. Jeg skulle overleve. Ligegyldig hvilke udfordring jeg ville blive udsat for, så ville jeg overleve. Så jeg kunne få min prins. Så vi kunne leve sammen for evigt. Ligesom i et rigtigt eventyr.

Jeg holdt mit sværd standhaftigt foran mig. Jeg skulle holde dem tilbage. Jeg skulle finde hende igen. Jeg skulle overleve. De var mange. De slog, rev og bed mig. De Dæmoniske Bæster. Fra et sår i panden blokerede blodet for mit syn. Men jeg kæmpede. End ikke disse bæster skulle holde mig væk fra hende. Jeg kunne se hende for mig. Hendes smukke sorte hår der blafrede i den milde sommerbrise. Hendes smaragdgrønne øjne. Og ikke mindst hendes perfekt formede læber. Jeg blev slået omkuld i mine tanker. Jeg havde været ukoncentreret. Bæsterne overmanede mig, men jeg nægtede at give op. Jeg svingede med mit sværd, men til ingen nytte. De slog det ud af hånden på mig. Jeg havde lovet at holde dem tilbage. Jeg havde lovet at finde hende. Så kunne vi leve som vi altid havde ønsket os. Vi ville finde os et sted at bo, og leve lykkeligt til vores dages ende. Ligesom i et eventyr. Derfor kunne jeg ikke dø her. Med al min kraft smed jeg dem af mig. De gav nogle fortabte hyl fra sig. Jeg kom op at stå på mine vaklende ben. Jeg tog et skridt. Og så et til. Og et til. Jeg greb mit sværd. Det var indhyllet i dæmon Bæsternes blod. Jeg huskede da jeg første gang holdt sværdet i mine hænder. Jeg fik det af kongen. Han overrakte det selv til mig. Det i sig selv var en stor ære. Det var også første gang jeg så hende. Hun stod bag sin far og overværede de to største øjeblikke i mit liv. Da jeg blev ridder. Og da jeg fandt den ægte kærlighed. Prinsesse Ekstensia.

Mine ben bead mig om at stoppe, men trods smerten blev jeg ved. Jeg kunne høre hyl faldne i det fjerne. Han klarede det. Han kom snart. Det fik mig til at slappe af. Jeg faldt igen. Men denne gang var jeg ikke så fortvivlet. Jeg græd også nu. Men mine salte tåre faldt ikke i smerte, men af glæde og udmattelse. De trillede stille ned ad mine kinder og ramte de visne blade under mig. Men jeg kunne ikke ligge her og græde, selvom det var det jeg helst ville. Jeg prøvede at rejse mig, men forgæves. Jeg faldt sammen i bladende under mig. Jeg kunne ikke gå, så jeg trak mig frem i mine arme. Jeg måtte fortsætte. Jeg så på mine fødder. De var revet til blods. Blodet havde dannet et langt spor bag mig. Jeg måtte videre. Jeg greb fat i trærødderne foran mig, og trak mig fremad. Jeg huskede tydeligt den nat. Jeg lå og sov. Hørte ikke at de kom. Først da de smadrede min dør og løb ind på mit værelse. Den Sorte Dæmons Hær. De greb mig og kastede mig i mit eget slots fangekælder. Der sad jeg mens jeg kunne høre skrigende fra alle dem på slottet. De blev dræbt. Jeg kunne høre dæmon soldaterne grine. De grinte af 'de svage mennesker.' Men et af disse mennesker havde de ikke regnet med. Adrian. Han tog sit sværd og satte sit liv på spil for at redde mit. Vi stak af fra slottet. Det var med største modvilje at jeg skulle forlade mit folk. Men det blev jeg nødt til. Vi løb ud gennem en hemmelig gang, og flygtede ud i skoven. Han holdt om mig, og sagde at jeg skulle forsætte. Jeg ville ikke. Jeg ville ikke også forlade ham. Han lovede han ville finde mig. Han lovede at holde dem tilbage. At der ikke ville ske mig noget ondt. Vi kunne høre et hyl i mørket. Dæmon Bæsterne. Han skubbede mig ind mod skoven og jeg løb. En lyd afbrød mine tanker. Et hyl. De var tæt på.

Jeg løb gennem skoven. Jeg skulle finde hende. Jeg var ikke i tvivl om at hun levede. Jeg kunne mærke det. Mine sår blødte og jeg kunne mærke kraften svinde for hver dråbe. Men jeg måtte ignorere det. Jeg klamrede mit til hvert et træ jeg kom forbi, for at holde mig oprejst. Jeg skulle finder hende. En lyd fik mig til at se ligefrem. Dæmon Bæsterne. Der var flere. Jeg glemte alt om min smerte. Jeg løb frem. Jeg havde kun en ting i tankerne. Ekstensia. Flere hyl brød stilheden i skoven. Mit hjerte bankede hurtigt og kraftigt. Jeg løb. Hurtigere. Hurtigere. Jeg skulle finde hende. I samlet flok hyllede Dæmon bæsterne højt. Mit blod frøs, men ikke min krop. De havde fulendt deres jagt. Jeg fulgte den retning lyden kom fra. Der var en underligt lugt i luften. Lugten af blod. Men ikke mit eget. Frem for mig lå en bylt pakket ind i hvidt silkestof. Jeg kunne ikke tro det. Det var slut. Jeg faldt på knæ ved hendes side. Ekstensia. Hendes hud var bleg. Hendes læber blå af kulde. Og hendes grønne livløse øjne stirrede frem for sig. Mit syn blev slørerede af mine tåre. En rigtig kriger måtte ikke græde, når krigen rasede. Men jeg kunne ikke stoppe det. Det regnede. Tårende faldt. Naturen græd. Jeg strøg hendes kind. Hun var stadig varm. Jeg lukkede hendes øjne. En død prinsesse. Det var hvad jeg så. Jeg kyssede hendes læber og ventede. Jeg kyssede dem igen. Igen. Jeg lagde mig ved hendes side. Jeg så alle vores drømme for mig. Os, der dansede. Det slot vi skulle bo på. Alt viste sig for mig. Jeg trak mit sværd. Da jeg fik overrakt sværdet havde jeg svoret at beskytte kongeriget. Og i mit hjerte havde jeg svoret at beskytte prinsessen med mit liv. Jeg havde ikke fuldendt denne opgave. Jeg skar begge mine pulsåre og ventede. Ikke alt ender som et eventyr.