"Ashley." Mit hjerte hoppede op i halsen på mig.
   Hans fingre borede sig ind i min hud. Jeg kunne stadig lugte metallet fra den pistol han havde holdt i hånden for mindre end en time siden. Han lod den anden hånd glide ned af min arm. Jeg klynkede da han strejfede et gammelt blåt mærke. Han stirrede mig direkte i øjnene, men jeg drejede hovedet væk med brændende kinder. Det føltes som om luften i mine lunger var blevet til en tyk grød.
   "Du er en skuffelse." hviskede han. Det var lige før hans næse strejfede min kind, og jeg kunne mærke hans ånde imod min hud. Hårene i min nakke strittede. Det var ikke godt når han hviskede. Slet ikke godt. Når han råbte og slog til ting, fik han hurtigt afløb for sin vrede.
   Jeg prøvede at se rundt i den lille lejlighed. Blank væg, nusset tapet, fugtpletter. Et slidt køkken med knækkede kanter, beskidte tallerkener og to tomme æsker med thaimad. To slidte madrasser. På den ene lå der en bog, og på den anden et par håndjern.
   Han drejede mit ansigt tilbage med unødig voldsomhed. Mine knæ bævede.
   Pludselig rettede hans øjenbryn sig ud. "Ashley, jeg er din ven. Jeg er den eneste grund til at du ikke stadig er bag lås og slå i en mørk, kold kælder. Omringet af folk der giver dig så meget bedøvelse at du ikke kan vrikke med tæerne." Brandvarme tårer vældende op i mine øjne. Hvis bare han ikke havde lukket mig ud... hvis bare han ikke havde...
   Jeg prøvede at synke den klump jeg havde i halsen. "Det.. det ville have været... bedre... hvis jeg-" Hans øjenbryn rynkedes igen, og jeg følte ordene fryse til is i halsen på mig. Nu gjorde han det igen. Så på mig med en isnende kold skuffelse. Spændt i kæben, på den der specielle måde. Isblå øjne. "Ashley..."
   Mine øjne flakkede uvilligt imod vinduet. Jeg havde lyst til at rive mig løs af hans greb, vende mig om og flygte. Springe ud af vinduet, hvis det var det der skulle til. Men til min rædsel havde jeg lige så meget lyst til at kaste mig i hans arme og undskylde. Bede om tilgivelse.
   "Jeg sørger bare for at du ikke spilder denne henrivende... færdighed du har." Han løftede sin hånd, langsomt. Jeg undertrykte trangen til at vige tilbage. Hans slanke fingre strøg mig langsomt ned over kinden. Mit hjerte sprang et slag over, og mine hænder blev fugtige. Mine øjne flakkede igen.
   "Det forstår du godt, ikke?"
   Hans hånd gled langsomt om bag min nakke. Følelen af hans øjne var lige så stærk som følelsen af hans fingre imod min hud. Jeg viste ikke hvad der var værst. Skuffelsen, vreden og de blå mærker eller denne pirrende sitren.
   Jeg klemte øjnene hårdt sammen, inden han trak mit ansigt tættere på sit eget. Jeg måtte træde et skridt frem, for ikke at snuble.
   Det var utroligt at de kolde, hårde øjne og de varme, bløde læber tilhørte den samme person. Hans hånd faldt til ro imellem mine skulderblade, og selvom jeg havde lyst til at gribe fat i ham, lykkedes det mig at stå helt stille. Jeg talte mine hjerteslag. Et, to, tre. Fem, seks. Syv.
   Der hvor jeg havde kysset ham et øjeblik før, lå nu et selvtilfredst grin. Han slap mig og slikkede sig om læberne. Han var stadig alt for tæt på. Jeg kunne stadig mærke følelen af hans hårde muskler, af hans kradsende skægstubbe.
   Jeg vidste at han manipulerede mig. Det var det han var bedst til.
   "Det er din sengetid. Du har en stor dag foran dig i morgen, Stockholm." Jeg krympede mig, inden han greb fat i mig, og løftede mig op i luften. Jeg gispede, til hans underholdning, da han svang mig rundt som om jeg ingenting vejede. Han lagde mig forsigtigt på min madras og trak dynen op til min næse. Mine øjne var så store at jeg var bange for at de ville poppe ud af deres huller. Han kyssede mig blidt på panden, uden at se på mig, og forvandt ud i køkkenet.
   Kane havde fanget mig i en nusset lejlighed, gav mig utallige skrammer og blå mærker, og tvang mig til at bruge min evne til at skade andre imod min vilje. Han pressede mig til jeg balancerede på vanvidens rand, udsatte mig for psykisk vold. Han hjalp mig ud af et privat fængsel, kyssede mig, stod op om morgenen for at lave morgenmad til mig. Fortalte mig historier når jeg havde mareridt.
   Jeg havde ikke lyst til at forlade ham, nogensinde.