Sommeraftenen var lun. En let brise dansede i trætoppene, mens han guidede pigen hen af stien med alle roserne. Kvinder elskede den slags pjat, vidste han.
   Hendes lille hvide sommerkjole blafrede let om den spinkle krop og dekorerede hendes sjæl. Lys, ren.
   De satte sig på en bænk, hvor han forsigtig lagde en arm omkring hende, mærkede hende.
   "Du ser skøn ud i aften." Han smilede blidt til hende. "Din kjole er virkelig smuk."
   Kuløren i hendes ansigt skiftede langsomt farve, så hun for et kort øjeblik, næsten gik i et med rosenbedene bag bænken. Hun rettede forsigtig på kjolen.
   "Tak," mumlede hun genert.
   Han vendte sig på bænken og plukkede den mest blodrøde rose fra bedet
   "En smuk rose til en smuk sjæl."
   Han mærkede blodet pumpe i tindingerne. Hun så et øjeblik forvirret ud, men smilede så til ham og tog imod gaven. Han så direkte ind i hendes dybe blå øjne. Så helt ind i hende.
   Det gav et lille gib i hans højre ben, det var tegnet. .
   Han rystede ubemærket med hovedet, for at få pulsens banken til at forsvinde. Tiden var ikke inde endnu.
   Han rejste sig og førte pigen med sig op på sin venstre side. De spadserede videre mellem roserne.
   Ikke så langt endnu, tænkte han. Ikke så langt endnu.
   "Her er smukt, synes du ikke?" Han mærkede byrden i lommen, og fik en lille sammentrækning i hånden.
   "Jo." Hun smilede atter til ham med sine blå gennemsigtige øjne. "Men det er begyndt at blive lidt køligere, skal vi måske snart vende om igen?"
   Kjolen var også begyndt at flagre lidt voldsommere om hende, som om den vidste hvad der skulle ske.
   Han kiggede på hende.
   "Lige lidt endnu," sagde han opmuntrende. "Jeg har noget ganske særligt jeg vil vise dig."
   Byrden i hans lomme begyndte at brænde på låret. Han kunne snart ikke holde pulseringen i tindingen ud mere.
   "Er der noget galt, du ser så bleg ud," lød det pludseligt bekymret fra hende.
   "Nej." Svaret kom nok lidt for hurtigt.
   "Nej slet ikke." Han tvang et smil frem på læberne.
   Hun så mistroisk på ham og øgede, måske ubevidst, afstanden mellem dem.
   Han måtte redde den. Det var vigtigt at han havde hendes fulde tillid.
   "Men vi kan da ikke have at du fryser." Han strøg hende blidt på ryggen. "Og jeg vil meget gerne nå at vise dig min hemmelighed, inden vi vender om, så kan vi sætte farten lidt op?" Denne gang lykkedes hans smil bedre, hun slappede af igen og smilede tilbage.
   De nærmest småløb det sidste stykke af stien indtil han endelig genkendte træet. Ved synet af den begyndte hans hånd at ryste så voldsomt at han måtte putte den i lommen. Han tog hårdt fat om den brændende genstand dernede.
   "Vi skal ind her."
   Han greb fat om hendes håndled. Hun fik et skræmt udtryk i ansigtet, men nu var han ligeglad. Nu skulle det bare holde op med at banke i hans hoved.
   Pigen begyndte at gøre modstand, hun peb også lidt nu. Lige hvad der manglede! Han trak hende med længere ind mellem træerne. Hun begyndte at råbe.
   "Pis," han vendte sig mod hende. Han havde været lige hurtig nok denne gang, men det forbandede hoved, og benet der hele tiden gibbede. Det skulle bare høre op.
   Han så atter ind i hendes øjne, kjolen blafrede som aldrig før. Han måtte have den, måtte have hendes sjæl, som trådte så tydelig frem. Byrden i lommen brændte som aldrig før, han knugede hårdt om den.
   Pigen blev ved med at skrige nu, hvad skulle han gøre. Hvad hvis nogen hørte hende. Han trak hende hårdt ind til sig, strøg håret væk fra hendes øre og lagde sine læber imod.
   "Du er alt for højlydt min ven," hviskede han. "Det kunne gå hen og blive din død."
   Hendes råben blev til klynken, hun troede ham.
   Han smed hende under et træ et godt stykke fra stien. Han kunne ikke gå længere. Det hamrede overalt i hans krop. Hans hjerteslag overdøvede skovens lyde og mørket trykkede sig om ham. Det eneste han kunne se klart, var pigens sommerkjole, der lyste ham lige i øjnene og blændede ham.
   Det var tid.
   Han kravlede helt hen til hende og tog forsigtig genstanden op af lommen
   "At dø under korsets tegn, frigiver ens sjæl."
   Hendes øjne blev store, og hun klynkede nu højere.
   Han holdt det brændende kors op over hendes bryst, jog det med fuld kraft ned i hende. Pigen skreg af smerte. Han løftede det igen, lod atter hånden falde i brystet på hende. Endnu et skrig
   Han fik fråde i mundvigene. Pulsen blev hårdere. Igen, igen, igen hamrede han korsets spids i den spinkle krop.
   Endelig var der huller nok. Han rettede sig op og åbnede sin skjorte. Arene på hans overkrop trådte tydeligt frem. Han jog korset i sit mellemgulv tre gange. Tilførte sig selv endnu tre ar.
   Hendes klynken var blevet til rallen, da han forsigtigt lagde sig over hende og spændte grebet om hendes hals.
   Mens han klemte mærkede han, hvordan pigens sjæl vandrede ud af hullerne i hendes krop og videre op i hans. Han lukkede øjnene og slappede af i hele kroppen. Pigen lå stille nu. Nu måtte han bare vente. Vente og se om det havde virket denne gang.

Trætoppene delte solens stråler og spredte dem ud over jorden. Han rejste sig forsigtigt. Pigen lå bleg og livløs. Kjolen var rød og stiv. End ikke vinden kunne få den til at blafre. Han smilede for sig selv. Måske var det lykkedes denne gang.
   Han spredte sine hænder ud foran morgensolen, som stille legede med dem og dansede rundt mellem hans fingre. Dansede de for ham? Det ville tiden vise. Nu måtte han bare skynde sig hjem. Hjem foran spejlet.
   De første par skridt jog som syle gennem hans mellemgulv, men det var snart ovre. Det skulle bare lige hærdes, tænkte han og gik videre mellem træerne. Han tog ikke stien hjem, det var for risikabelt. Han kunne allerede høre de morgenglade pensionister lufte deres hunde. Han væmmedes ved tanken om de firbenede vandaler, der gik og sked i rosenbedene og gjorde verden uren.
   Han hastede videre hen over skovbunden. Solen glimtede mellem træerne og gjorde det svært at se, men nu var der heldigvis ikke langt.
   Endelig stod han uden for lejligheden. Han rodede i lommerne efter nøglen, fandt den og låste sig ind. Han smed hastigt sko og jakke i gangen før han begav sig ind i stuen for at klæde sig helt af.
   I det fjerneste hjørne stod spejlet. Lige nu var det dækket til med et lagen, der var ingen grund til at minde sig selv om det hvert dag. Han gik forsigtigt over mod det, tog en dyb indånding og hev blidt i lagnet, til det lå for hans fødder.
   Han løftede blikket, ville se hvad spejlet reflekterede.
   Han var stadig udtryksløs, intetsigende.
   Han følte blodet stivne i kroppen. Han havde været så sikker denne gang. Så sikker på at han endelig havde fået en sjæl. Lyset havde oven i købet danset med hans fingre.
   Men de brune øjne i spejlet, stirrede stadig tomt ud på ham. Huden var stadig mørk og grim. En sjæl var lys og mild, hvorfor kunne han ikke opnå det?
   Han åndede nænsomt på det blanke spejlglas. En lille fugtig plet dannedes og dækkede hans hoved.
   Han havde været så sikker.
   Han tog atter en dyb indånding, rankede op i sig selv og dækkede spejlet til igen.
   Hullerne havde nok ikke været dybe nok, tænkte han. Men den fejl ville han ikke komme til at begå igen. Han gik beslutsomt hen til klædeskabet og fandt et sæt rent tøj at tage på. I de smidte bukser fandt han korset og puttede det i lommen. Han kiggede en sidste gang mod det tildækkede spejl inden han forlod lejligheden.

Gaden lå rolig hen, da han slentrede ned mod byen. På det modsatte fortov spottede han en ung kvinde. Pulsen i tindingerne begyndte at banke hårdere.
   Hendes øjne var dybe og blå, og hendes sommerkjole blafrede stille i vinden og snoede sig saligt omkring hendes krop.
   Han følte byrden i lommen blive tungere. Måske er jeg heldig næste gang tænkte han, og smilede søgt til hende.