Husker du, min kære, når vi elskede i skæret fra tusinde stjerner, mens månens stråler rakte ned og kærtegnede vores sammensmeltede kroppe?
   Husker du, det dugvåde græs og lyden af vindens hvislen i trækronerne så højt over os?
   Jeg husker. Jeg mindes.
   Engang bildte verden mennesket ind at fortid og minder gør ondt. Heldigvis levede vi udenfor denne verden. I en verden kun for to. Et sted hvor smerte ikke fandtes, og hvor hver dag var en sprudlende forårs fest.
   Men glæden ved dig forlod mig.
   Husker du, min kære?
   Dagen da ulykken fandt sted. Hvor du fortalte mig, hvem du virkelig var. Lod mig sidde i kørestolen, mens du blot vandrede forbi mig.
   Vores verdens boble bristede, min kære. Viste mig verden udenfor. Viste mig, hvad du derude ville bringe mig.
   Derude blev du hård og kold.
   Langsomt gled meningen med vores sammenhørighed fra mig og slukkede månen og stjernerne. I stedet brændte solen mig hårdere for hver dag der gik, og en sveden krop, har for megen smerte til den tætte elskovs berøring.
   Jeg ved at folk tænkte, "Nu har hun ikke længere noget liv." Men de tog fejl, min kære. Du blev hos mig. Mindede mig hver dag om, hvor hård og brutal du kunne være.
   "Livet er ikke længere værd for hende at leve," var der også nogle der sagde. De havde måske ret? Jeg skulle have lyttet mere til disse mennesker.
   Men du havde før været så god ved mig. Inden den trygge boble sprang og delte sig ud over resten af verden, havde jeg ingen grund til at tro andet end godt om dig. Jeg indser nu, min kære, at jeg var ung og naiv.
   Det hænder at jeg tilfældig falder over disse stykker af sprængt boble, som minder mig om din tidligere godhed. Så bliver dagene lyse og jeg føler atter din gavmildhed. Men lige så pludselig, som jeg falder over den gavmilde del af dig, lige så hurtigt svinger dit humør over til uretfærdighed og jeg sidder atter i kørestolen alene og forladt.
   Så sidder jeg og tænker tilbage på de gode tider, vi havde sammen. Ikke kun i de måneklare nætter, selvom det var der, jeg følte dig bedst. Men også på de kolde vinterdage.
   Dagene hvor frosten bed så hårdt i kinderne at man ikke kunne være i tvivl om at du var der, og bare ventede på dit næste eventyr. Eller de varme sommerdage på stranden, med solen i ryggen og vinden i håret og dig som redningsvest, hvis jeg gik længere ud end til navlen.
   Jeg var lykkelig i dit skød. Så ikke verden omkring os, kun verden i os.
   Var det det du ville fortælle mig på den skæbnesvangre dag, min kære?
   Der var andre, der havde brug for dig, men jeg ville ikke slippe trygheden. Ville ikke slippe uvidenheden.
   Du måtte lære mig det på den hårde måde.
   Men ak, min kære. Det var stadig for sent. Jeg havde vugget mig i din trygge favn for længe. Haft øjnene lukket så længe at solen nu blændede mig på stranden. Vinden sled i mit hår, strømmen tog fat om mine ben. Stranden blev nu et usikkert sted, for jeg vidste aldrig, om du var der til at holde mig oppe eller ej.
   Selv på de varmeste vinterdage frøs jeg. Forkølelse og influenza trykkede min nakke ned i skødet, hvor det fandt trøst fra den store verden.
   Der gik efterhånden længere og længere imellem de små stumper lykkelig boble. Jeg måtte have brugt dem op, eller også var andre end jeg faldet over dem. Verden var jo pludselig stor nok til andre mennesker, og hvem vidste, hvad de rendte og faldt over.
   Men trods det, var jeg dig stadig tro, min kære. Husker du?
   Hver dag bad jeg dig inderligt vende tilbage, med det store smil jeg kendte så godt. Med retfærdighed i hjertet. Men det hjalp ikke. Det var, som havde du efterladt smilet et sted og derefter glemt hvor. Men du er jo også ved at være gammel, min kære. Ældre end jeg kan tælle, selv dengang.
   Hvis det var problemet skulle du bare have sagt det min kære. Jeg havde med glæde suset ud i verden for at hjælpe dig med at lede.
   Men dit smil forblev borte, og du blev uudholdelig og tung.
   Du skal dog vide at jeg tilgiver dig min kære.
   Jeg har nemlig sidenhen forstået, hvorfor du kun mødte mig med sure miner. Jeg var ikke længere sjov at være sammen med, vel? Men bare rolig, jeg havde nok gjort det samme. Alt jeg kunne, og stadig kun kan, var at sidde ned. Hvad sjovt er der i det.
   Du ville stadig have eventyr og spænding, det er det, der gør dig ung og glad. Men den tid var ovre for mig.
   Det har jeg siden indset, min kære.
   Det tog lang tid, selvom du var så ihærdig efter at få mig til at forstå det. Men nu ved jeg at du ikke længere havde brug for mig. Det var derfor du var så hård ved mig, ikke? Endnu engang skulle jeg lære på den hårde måde. Endnu engang hjalp det intet, - ikke i lang til i hvert fald.
   Første gang du ville være min læremester gik det galt. Jeg lærte, at du i den store verden er hård og brutal, men på grund af kørestolen du lod mig lære det fra, lærte jeg aldrig at leve i den. Derfor kunne du ikke længere bruge mig, Vel?
   Men, min kære. Det vil glæde dig at høre at det nu er gået op for mig. Jeg vil nu endelig forlade dig. Lade dig smile igen. For måske er grunden til at du ikke længere smiler, simpelthen at jeg sidder på det. - Smilet altså.
   Døden er en del af det liv du er, min kære. Det har jeg altid vidst.
   Jeg vælger nu døden, og lader en anden udleve dig..