Solen brændte i Outtown. Nogle svært bevæbnede mænd havde med overlegne mine stil sig op foren på Olsens Bar! Heri var Jack Watergun, der henvendt til Olsen sagde
"I want a sodavand. En rød - thank you"
Han satte sig ned og slog næven i bordet - for at markere sig. Men da
der intet bord var, ramte han sit knæ - hvilket fik ham til at bande og svovle i adskillige minutter. Så tog han en slurk af flasken. Men da bartenderen havde "shaked" den røde sodavand voldsomt, fik Jack det halve i fjæset.
En skummelt udseende mandsperson satte sig på den anden side af bordet. Vedkommende foreslog et spil poker.
"Jeg sætter 50 dollar på denne," ræbede den skumle - thi han havde siddet og fyldt sig med Giraf-øl fra Odinsea.
"Ditto her." Jack W ræbede også.
De bestilte en gul sodavand til hver - og så begyndte de. Watergun var i klemme lige fra starten - og det på trods af, at han faktisk levede af pokerspil og Enogtredive. Efter tyve minutter have han som overmoden gråpære givet tabt.
"Du snyder, dit vortesvin!" råbte han og hældte sin gule sodavand ned over den skumles skallede isse.
Den skumle - som i virkeligheden hed Buddy Peddersen - var dog ikke sen til at gøre noget lignende. Dog på Waterguns bukser, så det så ud som om han havde ladet vandet i utide. Snart opstod der en vild kamp i saloonen. Jack tog resolut en hakkedreng fra en tallerken og smurte den ud i åsynet på den skumle Buddy Peddersen. Efter denne havde sundet sig, tømte han en skålfuld æblekage ned i nakken på JW. Men Jack kunne ikke undgå at vinde, da han jo er helten i den fortælling. Så derfor kunne han rolig og adstadig tage ti spegepølsemellemmadder med remoulade og rå løg, som han én for én lod falde ned bag den skumle skjortebryst. J. Watergun klappede ham til sidst på maven og brystet.
Buddy Peddersen trak nu sin 28 cylinderes revolver - men Jack halede hurtigst ... Watergun var i det hele tage så rask på aftrækkeren, at tiden af og til gik baglæns.
Derpå sagde han "undskyld ulejligheden", og ilede hastigt afsted på sin 77 HK ganger ... Det er logisk nok en selvmodsigelse at en heste skulle have 77 hestekræfter. Men Jack Watergun var så snarrådig, at han af og til var i stand til at ophæve de logiske følgeslutninger.
Skumringen var nu ved at trænge frem. Og snart ville månen være at skue på himlen - hvis det da ikke var nymåne. Det er dog sagen uvedkommende, og JW red uanfægtet videre - indtil han nåede sin hytte på prærien. Den var var lavet af søfyrbøder-eg - hvad det så end skal betyde.
"Det kunne være, at man skulle få sig en kone," tænkte han, dan han var trådt ind i sit temmelig smudsige køkken. Han ville tænde for det elektriske komfur, men kom så i tanker om at han befandt sig i 1800-tallet, hvor el-komfuret endnu ikke var opfundet. Det kunne dog ikke undgå at irritere ham - og for at komme over sit traume satte han 12 guldbajere til livs. Men han, den raske mand kunne tåle mosten - selvom det altså ikke var æblemost. (Nu vil læseren måske undre sig over, at vor helt så havde drukket sodavand i saloonen. Men det skyldtes at han af princip aldrig drak uden for hjemmet).
Han følte sig søvnig og lod sig falde ned i sin hængekøje - og snart var der drømmebilleder med smukke barpiger. Da han favnede den tredje skønhed, hørte han hestetramp uden for sin bolig. Han rakte i hast ud efter sin revolver. Da han lukkede døre op, opdagede han fire maskerede mænd samt en ung smuk kvinde, som de havde bundet med kraftig reb.
"Så er det ude med Den, kære Jack Watergun!" sagde den mest maskerede af mændene. Han var maskeret således, at han lignede Fedtmule. "Sorte Calurifax har sendt os ud for at kille Dem. Men først vil vi se Dem lide pinens pilsner - øh! Pinens Pinsler.
Jack Watergun var dog ikke for ingen ingenting helt i beretningen. Og med ét råbte han pegende på nattehimlen: "SE! Der er en flyvende tallærken." - Dette fik alle fire banditter til at kigge op - og resolut sendte Jack en kugleregn igennem. Inden de havde nået at tælle til hundrede og blevet levende igen, havde han befriet den yndige kvinde og skudt dem hver én gang mere - så de nu skulle tælle til 200, hvilket ingen af dem magtede. De var nemlig både analfabeter og talblinde.
Jack Watergun var så venlig, at han tilbød den befriede kvinde overnatning - hvordan denne gik for sig, er jeg for generet til at berette om.
Jude, som kvinden hed, forklarede næste morgen, at hun hed Highgetting til efternavn, og at hun var blev kidnappet af Culurifaxbanden, fordi hendes fader var en rig bankier. Banden forlangte 50.000 dollars for at levere hende tilbage i levende tilstand. Af gode grunde mente de dog, at de først måtte gøre det af med den tapre og dristige Jack Watergun, for at forehavenet kunne lykkes.
Den spændende western er nu ved at nå sit dramatiske højdepunkt, og Jack red da også til Outtown for at opspore Calurifaxbanden. Jude fortalte ham, hvorhen han muligvis kunne ride for at finde dem. - Men en mellemmand havde opstillet et koncertflygel midt på hovedgaden for at sinke Jack - der dog bare lod om ingenting, og red beslutsom her imod det.
Han kom dog snart til at erfare, at det ikke var så klogt. For inde i flygtet var fem medlemmer af banden, der sprang op for med håndvåben at standse mr. Waturguns vejrtrækninger for bestandigt. Han skød straks to af mændene, men kom selv til at glide i en henkastet bananskrald - og en af de andre banditter fik lejlighed til at såre ham i numsen, hvilket medførste at Jack blødte voldsomt - alt imedens Calurifaxbanden atter strøg af med strøg af med den dame, som han senere ville komme til at befri - det står i kontrakten.
Jack Watergun blev herefter indlagt på hospitalet Jens Ottos Minde på stue 8 - hver der i et hjørne sad en irriteret undulat og sang: "Dengang jeg drog afsted" og Schuberts Forellekvintet - med remoulade. Dette kommer dog ikke sagen ved, så derfor slog undulaten sig ned som rødbedeluger på Færøerne - hvor den nu er øernes agtede kapacitet i den for sit fag - hvilket fremgår af Loegstoer Daily News den 33. sepergust samme år. For at begrænse smerten under fjernelsen af projektilet gav overlægen, en rund mand ved navn Raptus Ildefransen, Jack en dosis i form af en halv flaske Lysholmersnaps, just importeret fra Norge. Daflaske Derfor mårteoverlæge i stedet anvende et afmålt slag fra en til lejligheden anskaffet indianer-telthammer.
Men Watergun kedede sig bravt på hospitalet - bl.a. var der hverken telefon, radio eller fjernsyn. Og hans tanker var hele tiden hos den smukke rigmandsdatter Jude. - Med en motivering om at ville studere en sjælden kaktus, der fandtes i hospitalets atriumgård, slap han ud - dog først efter at have bestukket portøren Cole Porter med en ti dollarseddel - hvilket var meget dengang i 1800-tallet. Han fandt sin hest tålmodigt siddende på en bænk på Storetorv med en bog - indøvende sig på en rolle i et hørespil, bygget på en roman af Fjodor Dostojevski. "Forbrydelse og sundhed", var navnet på stykket, og handlet om et overlagt drab på en sagesløs gulerod og to ærtebælge. I det hele taget var Jacks hest meget belæst - og blev derfor kaldt Læsehesten (The Readig Horse).
Nærværende beretning nærmer sig nu sin dramatiske og højspændte afslutning. Og slutningen er skrevet i samarbejde med Himmerlands Elektricitetsforsyning. Ved hjælp af forskellige forespørgsler hist og her, og hid og did, kom Jack Watergun overens med oplysninger om Calurifaxbandens nuværende opholdssted. Og efter en støre middag med torskerogn, harpun, granatæbler og helsteg okse med kalv, drog han ved godt mod og med hen for at gøre regnskabet - jf. westernroman HOPALONG KLATSKID GØR REGNSKABET OP (dansk 1954). - Til orientering for de læsere, der har fulgt med i de seneste års skattepolitik, handler det dog ikke om momsregnskabet, som min bedstefar, gårdejer A. Poulsen, Mosbæk, har måttet svede over de sidste tre år.
Hesten kom pludselig i tanker om, at den behøvede noget humle for at bære hr. Watergun ud ad den støvede landevej. Her var der sat nogle fod- og hovspor, som kun kun stamme fra de skumle medlemmer af Calurifaxbanden. Men på grund af hestens tørst var de nødt til at stoppe op ved den sidste beværtning i byen, og få hvad hesten ønskede. Det var en 12-års whisky i konfirmationsalderen.
Kroværten var en mand i sin bedstes alder, og Jack spurgte om der redet nogle skumle personer forbi ind for den sidste time og en gråpære ... Men nu hørtes der larm ind fra krostuen ved siden af. Og Jack bad hesten om at gå udenfor og vente til han var tilbage.
Hos cykelbørsen lånte han en langejohn med lad. Og i en fart af 35 sømil i timen entrerede han krostuen. Der tog han i farten en delikatesse af røget med med mayonnaise, og spredte det rund i lokalet, så Calurifaxbanden hverken kunne høre eller se. Så cyklede Watergun efter en lokumsspand hos det lokale latrinære selskab - og hældtes dets indhold ned over banden. Tilligemed slog han ti prutter i omvendt rækkefølge, og kom med et særdeles uappetitlig voldræb, så kroen øjeblikkelig rystede i sin grundvold.
Et maleri af Fan Gåk forlod sin plads på væggen - for derefter at blive trampet på og ædt af Jacks trofaste ganger. Den havde nemlig på fornemmelsen at der var noget i gære, op var derefter atter gået ind i kroen. Og vi skal ikke forglemme at den havde smag for åndelig føde.
Med ét brækkede hesten sig på gulvet. - Hvorfor det? - Jo! Midt i opkastet lå der en stor mængde guld. Og sølvmønter.
Sagen var nu opklaret. Calurifaxbanden havde allerede modtage løsesummen fra Highgetting, og havde valgt at gemme den i rammen få det føromtalte maleri. Det var nemlig en meget stor ramme. Og for ikke at vække opsigt havde de midlertidig ophængt det på kroen.
Nu mangledes blot at få kløerne i selv sorte Calurifax, og få Jude befriet fra sin bundnu pinsler. Watergun klædte sig ud som et ulster i balsæsonen. Han sadlede cyklen og ilede mod røvernes hovedkvarter. Den lange John punkterede imidlertid. Heldigvis havde han en god solid lap fra Lapland. Og det kan nok være, at det herefter gik over stok og sten.
Han nåede Calurifax' bolig efter tre kvarter og en romkage. Her stillede han heller ikke cyklen udenfor, men brasede ind uden at banke på. Inde i huset fandt han sorte Calurifax midt i en øl - og Jude let påklædt og ildetilredt. Derfor gav Jack den anden i blidere behandling end den første. Sorte blev bundet og smid i kachotten - altså først da de nåede den.
Hvad er der mere at sige, at Jude og Jack Watergun levede lykkeligt indtil videre. De tog fx en madkurv med vin og pølse ned til floden, hvor de nød dens svulmende vande og fiskenes vandring. Hvis der var regnvejr tog de ind på zoologisk museum i Outtown.