Hun købte hver lørdag en bakke med seks æg. Hun købte aldrig bakker med fem eller syv æg, for sådanne fandtes ikke. Når hun kom hjem til sin lille lejlighed i forstaden slog hun dem ud på en tallerken. Så sad hun en tid og stirrede på dem.
"Hvad skal de æg i mit liv!" sagde hun gerne til sidst og smed æggene i skraldespanden. - Det er naturligvis lidt underligt at hun i det hele tage købte æggene ind, når hun ikke mente at skulle bruge dem. Men det var en form for tvangshandling. En overgang havde jeg selv den idé, at jeg altid skulle købe et par sokker når jeg var i Føtex - og til sidst havde jeg så mange, at jeg måtte afleverede 100 par til Kirkens Korshær. Eller også smed jeg dem anonymt ind til naboer og genboer. Men efter at jeg er begyndt at meditere er problemet overstået.
Den føromtalte dame med æggene kunne også finde på at købe sytråd i forskellige farver. Først lagde hun dem i en skål, og sad så og perciperede dem. Dernæst rullede hun dem ud for at se hvilken af sytrådene der var længst. Dette noterede hun ned i sin lommebog i datoorden, med nøjagtig millimeterangivelse, samt trådrullernes indbyrdes placering. Den 8. januar 1998 var rullen med den gule sytråd på 8.653 mm den længste, hele 18 mm foran den violette rulle. På sidstepladsen - helt nede på 7.982 mm - lå en grøn sytråd. Hun prøvede også somme tider at gætte længden af tråden inden hun rullede den ud. Hvis hun gættede rigtigt inden for 5 mm forærede hun sig selv en månedsløn hun selv havde tjent.
En dag hvor hun havde indtaget lidt for meget sherry lagde hun sine udrullede sytråde ned i skålen med de udslåede æg, og piskede det hele til en sytrådsæggekage med sin røremaskine. Derefter gik hun ud i byens park med skålen og indholdet, som blev fortæret af en fiskehejre, der nu kan fungere som en slags levende drage - og snoren bliver stadig længere.
Nu kan vi spørge: Var den stakkels kvindes nogle absurde tidsfordriv ikke en erstatning for manglende indhold i tilværelsen? Hun levede sit isolerede liv, og den eneste kontakt med omverdenen var med de to andre bogholdere i import- og eksportfirmaet FREM & TILBAGE. Den ene af bogholderne var hr. Jahrnsen, et menneske med slidt jakke, halvskaldet og med fedtet hår - samt en ubestemmelig alder mellem 40 og 80. Ja, han var nærmest en arketype uden for tiden. Han spillede vistnok skak, enten med sig selv eller med sin computer, som hed Kanon. Den anden, fru Hulander, brugte det meste af sine ledige stunder til at tale i telefon med sin datter Sigrid. Det drejede gerne om at de efter arbejdstid skulle mødes i et cafeteria i et eller andet varehus, fx Idea.
"Her har de nemlig fået billige dækkeserverietter med paddehatte på!" som hun forklarede sin datter.
Det er nu ikke fordi jeg vil sige et ondt ord om halvskaldede midaldrende mænd med fedtet hår, som kun går op i at spille skak med computeren. Endnu mindre kan jeg have noget imod kvindelige bogholdere hvis hovedinteresse er butikscentre med billige tilbud på dækkeservietter. Men deres selskab er jo ikke ligefrem berigende for en hungrende ånd. Det var vel nok også derfor at vores æggepiskerveninde var gået lidt i stå. Men hvis jeg kunne råde hende til noget, ville jeg nok foreslå at hun meldte sig til noget på aftenskole, fx tysk, fingermaling eller fremstilling af hatteæsker. Endelig kun hun melde sig til en single-rejse til Transsylvanien. Ordet single har her intet med badminton at gøre. Det er et lidt finere ord for et bo-for-sig-selv menneske. - Nå, det er nu ikke fordi jeg skal gå rundt og spille klog, for det er jeg nemlig i forvejen. Men I forstår sikkert godt hvad jeg mener.
Jeg har også ofte fået at vide, at man skal være forsigtig med at dømme andre. Måske havde sytrådsdamen sine grunde. Det stille vand og den dybe brønd, som man jo siger. Det med æggene og trådene kunne være en slags privat religiøs ceremoni, og det har folk jo lov til, når blot det foregår i eget hjem. Til sammenligning kan jeg fortælle om en gruppe, der internationalt tæller millioner af mennesker. Her tilbeder man figurer af en person, der er fastnaglet til et henrettelsesinstrument fra Romertiden.
Nogle uger senere sad hun og spillede yatzy med sig selv. Efter 10-12 spil begyndte det at kede hende. Derfor rørte hun de obligatoriske 6 hønseæg rund med sin røremaskine, og hældte derefter terningerne, 5 i alt, ud i æggemassen. Se, det var noget nyt. Derefter tog ud i zoologisk have med massen, som hun gav til hvalrossen. Denne var meget sulten, og bemærkede slet ikke terningerne. Da man nogle måneder senere tømte bassinet for at gøre det rent, lå fem terninger på bunden, alle visende seks øjne.
Var dette et varsel? Hun læste om begivenheden i avisen. Måske skulle hun holde op med alt det sytråd, terninger og æggesjov. Og var det nu så sjovt når det kom til stykket? Allerede næste dag havde hun meldt sig til en foredragsrække om danske kalkmalerier. Her kom hun i pauserne til at tale med en vis hr. Vinkelmose, til daglig landmåler i Nedre Saxkøbing. De snakkede så godt sammen, at hun inviterede ham hjem til en gang æggesnaps - og heldigvis var der mere snaps end æg.
I sommer var de på cykeltur rundt i landet for at se på kirker og kalkmalerier. De boede også på nogle dejlige vandrehjem og kroer. Og om aftenen havde de gerne en gemytlig snak med værten eller de andre gæster. Og næste dag sås de igen cyklende i landskabet, trallende på en glad melodi fra vor rige danske sangskat. Det hele var lige så meget fryd som gammen.
Forleden besøgte parret Zoologisk Have. Her hilste de ærbødigt på hvalrossen, som kvitterede med at lette på sin hat - som om den ville sige, at den havde tilgivet hende historien med terningerne.