Denne beretning er ikke det pure opspind. En del af indholdet er berettet til mig af min onkel Kæld Æjlar, tidligere redaktør af tidsskriftet Negerbøsen 1968 - 72. Han bor nu i en hytte i et bøgetræ i Hareskoven - og det øvrige er et udslag af kemiske processer, der er udgået fra en virkelig eksisterende hjerne.

Spørgsmålet om forholdet mellem begreberne "fantasi" og "virkelighed" interesserer mig i øvrigt meget. Inden for filosofien har man beskæftiget sig med spørgsmålet i årtusinder. Således er betingelsen for at kunne skelne mellem fantasi og virkelig, at virkeligheden rent faktisk eksisterer, og det er bestemt ikke givet. - Men hvis vi nu antager at virkeligheden eksisterer, gør vaskesvampen det sikkert også:

Vaskesvampen blev egentlig opfundet af en husmoder i Skjern. Agathe Anthonsen hed hun. Hun var et ganske almindeligt men­neske, som man absolut ikke kunne tiltro nogen opfinderevne. Hendes vildeste eskapader bestod i, at hun hver uge læste horoskopet i "Hus og Hjem" - ikke blot hendes eget, men også dem for de elve øvrige stjernetegn, for at være på den sikre side. En skorpion kan nemlig lige så godt være vædder, hvis ascendanten på fødselstidspunktet stod vinkelret på Uranus - eller at ostehandler Vallensbæk på samme tid listede hjem fra en glad aften hos sin gode ven, skrothandler Eisenbahn.
Opfindelsen af vaskesvampen skete da også ved et rent tilfælde. En dag Agathe var ved at bage, kom hun til at putte en karklud i kagedejen. Samtidig glemte hun at lægge dejen i ovnen. Da manden, Agamemnon, om aftenen kom træt hjem fra arbejdet i Skjerns Katakomber, vaskede han sig i distraktion bagi med dejen. På denne måde opdagede han dens egenskaber. Karkluden var indgået i kemisk forbindelse med dejen, og den første vaskesvamp var skabt.
Ægteparret solgte opfindelsen til VSKF A/S - Viktor Skraldebøttes Kemiske Fabrik, Aktieselskab. Pengene gjorde det muligt for Agathe at rejse til Samsø for at besøge sin moster, som hun ikke havde set i 38 år. Dengang var det nemlig ikke hver dag, man rejste til Samsø, også selvom man havde familie på øen. For på denne tid havde man stadig ikke fået udryddet den oprindelige befolkning, de såkaldte samsøitter, der levede som samlere og lavere jægere, og stadig bedrev menneskeæderi - hvilket var slemt, især i grillsæsonen. I øvrigt udgik der en voldsom stank fra dette folk, da det af religiøse grunde aldrig vaskede sig. Det er her, at vaskesvampen kommer ind i billedet. For da man nogle år senere som led i et egnsudviklingsprojekt tvangsvaskede samsøitter­ne, blev de afsløret som ganske almindelige etniske danskere - oven i købet efterkommere af religionsstifteren Franz Vinogbrød fra Midtjyl­land. Denne havde i året 1819 fået en åbenbaring på Himmelbjerget, hvor Den Store Ånd havde vist sig for ham og kundgjort at Jorden ville gå under på en fastelavnsmandag engang i fremtiden - dog ikke på Samsø. Franz Vin­ogbrød havde fået den opfattelse, at han og hans tilhængere ikke måtte vaske sig inden Jordens undergang, da Samsø så heller ikke ville blive skånet.

Efter omgangen med svampen spredtes samsøitterne for alle vinde. Én blæste til Sæby, hvor han åbnede en isenkramforretning, en anden blev ølbrygger i Biersted. En tredje blæste hele Jorden rundt og kom således tilbage til det samme sted. Heldigvis var der en stilling ledig som pedel på kommuneskolen ... Nå! Alt dette skriver jeg kun for at fylde pladsen ud. Jeg skulle egentlig at fortælle om vaskesvampens videre skæbne, efter at den var blevet købt af Viktor Skraldebøttes Kemiske Fabrik.
I begyndelsen havde fabrikken ikke større held med at eftergøreopfindelsen fra fru Anthonsens køkken - selv ikke da man forsøgt med kaukasisk mannabrød blandet med florentinsk blommesyre. Først da man fandt på at give dejen en spænding på 400 volt under et tryk på 10 atmosfære, begyndte forvandlingen. Under eksperimentet mistede alkymisten Valle Psulfur livet, da han ville fange en flue på den strømførende dej. Da han berørte dejen, fik han stød og brød ud i et voldsomt hyl, så medhjælperen Mikkel - der sad under bordet med et jagtgevær for at holde eventuelle spioner borte - kom til at skyde Psulfur i foden.
På hospitalet skulle man samtidig afprøve en ny salve mod skudsår, og Psulfur blev den første forsøgsperson. Dette resulterede i, at han faldt død om på stedet. Salven var således ubrugelig mod skudsår.

Efter Psulfurs død blev opfindelsen af vaskesvampen glemt for et stykke tid, indtil matematikeren Sigurd Rangleberg efter mange gruble­rier fandt frem til en formel for dette vaskeredskab. Af samme grund fik han året efter tildelt Nobelprisen. - Men da det viste sig, at svampen ikke kunne tåle vand, måtte Rangleberg betale prisen tilbage. - Og da man stadig ikke har fundet en formel for vaskesvampen, må vi affinde os med, at den er som den er. Selv bruger jeg de meget kedelige og ordinære engangssvampe. Men det er jo kun skumgummi - og så er den ikke længere.