Hun havde været ansat på den arbejdsplads siden midten af 80'erne, og hun havde forstået at få det bedste ud af den. Løbende var hun steget i graderne, ikke for hurtigt og ikke for insisterende. "Dem, du møder på vej op, møder du også på vej ned", tænkte hun ved sig selv, og netop den tankegang udmøntede sig hos hende i lidt for store smil, et konsekvent højt toneleje og alt for høje latterudbrud i de forkerte sammenhænge.
   Hun var en smuk kvinde og selvom tiden, der var gået, havde sat sine spor på hendes slanke krop, så havde hendes blomstrende økonomi gjort det muligt for hende, at købe hele sæt direkte fra ginen i, for hende, nøje udvalgte og anerkendte danske designere.
   Hun kiggede ud på den jævne udsigt og tænkte, at hun egentlig var meget godt tilfreds. Igen, hun havde ikke gjort det for prangende, men hun var over gennemsnittet, og det havde været altafgørende.
   Hun havde gennem sine mange år på den samme arbejdsplads oplevet de forskellige ledere. Deres storhed og fald, og hun havde sørget for at holde sig til. Hun havde i sine unge dage deltaget i kedsommelige fakultetsmøder, sladret om sine kollegaer og erhvervet sig påtagede røde holdninger alt efter, hvem der havde været hendes overordnede. Derfor var det med en vis stolthed, at hun tænkte 6 år tilbage i tiden, hvor hun var blevet leder for afdelingen her. Det havde ikke været nemt og hun yndede at fortælle de nyansatte om den hårde tid, hun havde gennemgået med sine ældste kollegaer. Hun mente, at det både var nyttig viden, at de kendte afdelingens historie, men udlægningen viste også hende fra hendes bedste, stærkeste og mest intimiderende side. For hun var jo også deres chef, ej at forglemme.
   Ja, hun havde gjort det godt. Hun havde stærkt bevidst arbejdet hen imod en fireværelseslejlighed med tagterrasse i København K, en forholdsvis ung, kunstnerisk og smuk elsker ved navn Miguel og Michael Kviums kunst på væggene. Hun havde gjort det godt, tænkte hun endnu engang ved sig selv og besvarede kækt et ligegyldigt spørgsmål fra en medarbejder.
   Hun havde lavet sin del af fadæser, men hun havde også sørget for at finde svar på påtale ved de enkelte. Allerede som 17-årig havde hun, ved et uheld fået sit første barn, 12 år senere kom den næste, og da hun havde været i midten af 40'erne, havde hun fået den sidste, alle med hver deres far. Indviede hun nye bekendtskaber i den del af hendes historie, fik de følgende afvæbnende og legaliserende standardbemærkning med: "Ja, det skulle ikke gøres for nemt"!, hvorefter folk fnyste indforstået med hende om livets foranderlighed. De troede, at de nu havde noget sammen og hun lod dem tro det.
   "Ja, hun havde som sagt gjort det meget godt!", tænkte hun endnu engang ved sig selv, udstødte et dybt suk mens hun samlede sig, rejste sig fra sit skrivebord, slukkede skrivebordslampen og smækkede døren til sit kontor.


En kvinde er på vej hjem fra sit arbejde. Hun bevæger sig som en tung skygge gennem de mørke korridorer og som hun når hen i den sidste del af den lange gang, holder hendes medarbejdere vejret bag en lukket dør, alt imens duften af mad fylder deres udspændte næsebor. Først da de hører døren smække i det fjerne, ånder de lettet op, og en tænder for musikken og en anden skænker op.