Der var engang en ualmindelig sæl. Den lignede nemlig mere et menneske end en sæl. Den kunne også tale og gå i jakkesæt og supermarkedet. Men alligevel var det en sæl. Man kan nærmest kalde den en sælsom sæl. Sælen havde også et helt almindeligt navn, nemlig Johannes Jokumsen-Jørlunde.
Problemet var at Jokumsen genetisk set var en sæl. Han kunne således ikke avle børn med sin kone. Men han ville sagtens kunne gå ud og pare sig med en hunsæl. Det gjorde han dog ikke, for han vidste nemlig ikke at han var en sæl. Det havde hans forældre fået påbud om ikke at fortælle ham, for eller kunne han få komplekser - eller muligvis uheldige fornemmelser når han var i zoologisk have.
Alligevel fik hustruen Jonna Jokumsen-Jørlunde hele tre sunde og friske børn, helt uden særlige sælegenskaber. Hvordan kunne det så gå til? Jo, fru Jokumsen var en særdeles social dame, der gerne deltog i alt det sjove på sin arbejdsplads Trold og Pjat i Grinsted - såsom julefrokoster, jubilæer, firmaskovture, internatkurser osv. Og det kan der som sagt komme noget frugtbart ud af.
En dag i den varme sommer 1992 var familien ude at bade i Jammerbugten. Johannes elskede at svømme, og kom efterhånden længere og længere ud. Pludselig var han borte. Hustruen og børnene spejdede efter ham, men de så kun to sæler der boltrede sig i bølgerne i en livlig parringsdans.