Der var engang en pedel, der hed Joe Kurt. Han levede som pedeller nu engang bør leve - med koldt vand i den kolde hane, og med varmt vand i den varme hane. Først skulle han dog lige lade vandet løbe i 13 sekunder inden det blev passende varmt. Indtil da var det først kold, siden halvkoldt, derefter lunkent - og så til sidst varmt, måske 65 grader.
Han havde også kone og børn - skønt det dog ikke er nødvendigt for at være pedel. Så det var faktisk spild af tid, penge og anstrengelser. Han kendte også én der var mufti, og som han tippede sammen med. Somme tider vandt de også noget, når Wolverhampton til alles overraskelse vandt over Nottingham Forest - og hvis Dølle Fjelde Musse kunne spille med lige op med Real Madrid. Pedeller har det nemlig med at tippe, langt mere end sløjdlærere og brolæggerjomfruer. Muftien brugte gerne sit overskud til at købe konvolutter og brevpapir for. Pedellen anvendte sine gevinster på lakridspiber og natpotter. For han mente nemlig, at det var dét familien havde brug for i den aktuelle situation - og en situation er som bekendt altid aktuel.
... Nu er jeg faktisk blevet sulten, og skal lige ud at have mig en mad. Jeg har jo heller ikke spist noget, siden jeg sidst spiste noget. Og mens De venter, kære læser, kan De passende fortære en flødebolle, eller ryge en cigar...
Ligesom andre pedeller havde Joe Kurt det med at gå rundt og tænde og slukke lyset. Det er faktisk en pedels vigtigste arbejde: Han tænder lyset, når lokalet er for mørkt til at det kan bruges til formålet - fx undervisning i tandspil. Han slukker lyset igen, når det på den ene eller anden måde ikke længere er nødvendigt at det er tændt. Det kan skyldes, at det ude fra kommende dagslys har sådan en styrke - og er af sådan en beskaffenhed – at tandspilsundervisningen kan foregå uhindret. Det kan også ske, at lokalet i et tidsrum ikke skal anvendes til noget formål, og derfor kan henlægge i mørke uden der sker noget ved det. Tilværelsen kan ofte have det på samme måde - hvilket dog er en ganske anden sag.
Somme tider slukker og tænder pedellerne mere en nødvendigt. Det er nemlig fordi de gerne vil vide hvor lyset går hen, når det bliver mørkt - og hvor mørket bliver af når det bliver lyst. Det kommer man nemlig uundgåeligt til at spekulere over, når man er pedel og skal tænde og slukke lyset mange gange om dagen.
Men for Joe Kurt blev det nærmest en fortærende lidenskab. - Havde Albert Camus svar på spørgsmålet? Havde Immanuel Kant - i kraft af sin kategoriske imperativ? Og havde apostlen Paulus ikke berettet om sagen i sit tolvte Tingelaterbrev? - Wiglud Steinwittgens forklaring på lysets og mørkets deponering var for indviklet for pedellen. Steinwittgen hævdede således at lys og mørke ikke var modsætninger. Nej! lys var fravær af mørke, og mørke var fravær af lys. Således ophævede de fraværende entiteter hinanden, hvorved der naturligvis ikke kunne være tale om "blive af" og "komme til syne", men derimod en tilstand af skiftevis FRAVÆR og TILVÆR. - Da Joe Kurt læste dette op for sin tipskammerat muftien, blev denne så stødt at han sad og skumlede i fyrrummet tolv dage og tolv nætter i træk. Han troede nemlig, at Joe Kurt havde sagt "flæskesvær" i stedet for "tilvær". Pedellen undskyldte mange gange, og sagde at han aldrig ville have sagt "tilvær", hvis han havde vidst at hr. Mufti ville have forstået det som flæskesvær. - Som et plaster på såret fik muftien en stor konditorkage samt det nyeste nummer af Basserne. Men lad os nu komme videre:
Hvis Joe Kurt havde ladet sig nøje med sin sluk-og-tænde-interesse i arbejdstiden, ville alt have været godt. Men for ti år siden bredte den sig også til hjemmet. Han kunne finde på at slukke lyset, mens børnene sad og ordnede lektier, hvorved der kom klatter i blækregningen – og et tysk verbum blev bøjet den forkerte vej, hvorfor det resten af skoleåret bare sad i et hjørne af klasseværelset og så ganske forkert ud. Og konen kom til at male sin næse rød med læbestiften.
En anden gang Joe Kurt umotiveret slukkede lyset, var på biblioteket, hvor Arthur Lomme holdt et hedt foredrag om det sorte Afrika. Lomme gik helt fra koncepterne, og glemte ganske beretningen om Karsten Bælgs store ekspedition op ad Zambezi-floden i 1877 - med 28 mand, 80 bærere og 200 indkøbsvogne fra Føtex. Det var for sent, da Joe Kurt formedelst adskillige trusler atter tændte lyset. – Arthur Lomme blev aldrig sig selv igen efter dette traume, og står derfor heller ikke i telefonbogen. Efter sigende skulle han have forvandlet sig til neger og blevet høvding for Polyesterstammen i Ullits – et af de hvide plettet på Himmerlandskortet.
Hvordan det senere gik Joe Kurt, ved vi heller ikke. Men det siges at han blev skilt i starten af dette årtusind. Overkroppen flyttede til Lystrup, og underkroppen til Mørkøv.
Ja, det er det utroligste man hører. Men det skal vel nok passe, siden det står her.