Denne her historie havde jeg egentlig glemt alt om indtil jeg under en oprydning fandt den blandt nogle gamle lp-plader fra 1970erne. Det har formentlig også været ved den tid at jeg skrev historien. Jeg har ændret hist og tilføjet her. Men ellers synes jeg at historien er forbløffende aktuel - ja, nærmest tidløs. Den kunne også være skrevet i 1870'erne. Dengang var jeg imidlertid ikke født - så min påstand må tages med en gran salt.

Det er jo mange påstande der må tages med et gran salt, både dem fra 1870, 1970 - og formentlig også fra 2070. Dog findes der påstande der er så usandsynlige at de kun kan være sande. At verden - stor og vældig som den er, med milliarder af galakser, som igen indeholder milliarder af stjerner - i det hele taget eksisterer - det er jo nok heller ikke til at forestille sig. At hele denne gigantisk kæmpemæssige mastodontiske verden helt igennem består af så små enheder at de end ikke kan ses gennem de bedste mikroskoper - jamen det er jo så fantastisk, så fantastisk, at jeg ikke engang kan udtrykke mig med ord - men straks må give et nummer på min mundharmonika, som jeg fik som ulveunge i 1963 efter at have gået 30 kilometer.

I 1963 begyndte også jeg at skrive nogle historier som til forveksling lignede BULDERBY-BØGERNE af Astrid Lindgren. Hun klagede dog ikke, da det kun var Anker Mand fra Blå Bande i Nederby Ulveflok, der læste den. Ham Anker Mand kunne vi i øvrigt få til hvad som helst, fx at putte haletudser op i sin næse.

Men nærværende historie er dog skrevet nogle år senere. Jeg tror vi skal frem til perioden 1972-75, hvor jeg gik på Vesthimmerlands Gymnasium i Års. Jeg sad og skrev den i en fransktime, mens vi gennemgik et skuespil af Jean Paul Sartre. 'Les Jeux sont faits' hed det vist. Det betyder 'terningerne er kastet'. Men jeg har glemt alt om handlingsforløbet. Udover at der er nogle døde mennesker, som fordriver tiden med at spille yatzy - og hvad man eller får tiden til at gå med når man er død. Jeg lærte dog en del i fransk: 'Chien' betyder hund, 'chat' betyder kat - og 'enfant' elefant.

Jeg husker tydeligt at jeg skrev historien i et linieret kladdehæfte med små rød-hvide tern på omslaget. Disse rød-hvide tern var langt sjovere end bare den gængse brune farve, og det gav inspiration til at skrive nogle små sjove historier - bl.a. denne, som jeg ikke kunne lade være at le ad, da jeg forleden læste den igen. Fx udslyngende gymnasiasten frisk og frejdig denne påstand: 'I virkeligheden kan man ikke blive fuld at spiritus'. Dette skulle være en parodi på vidtløftige påstande - bl.a. at sukker ikke feder. Dengang var det også på mode at sige at Adolf Hitler stadig levede - i Buenos Aires i Argentina - hvor han havde slået sig ned som underviser i tangodans. Ifølge samme rygte skulle Eva von Braun så for momsregnskaberne.

Der verserede også et andet rygte, nemlig at Judas Iskageidiot ikke havde forrådt Jesus. Den skyldige var derimod Morian Moseand, den såkaldte 13. apostel. Da navnet imidlertid ikke egnede sig til en forråder af Herrens søn, blev Morian Moseand skrevet ud af evangelierne. Judas Iskageidiot passede derimod bedre som forbryder, og dermed blev det. - Men adskillige steder hos evangelisten Jokum optræder Morian Moseand. Blandt andet synger han duet med pave Rotti den Før-ste. Og han laver også sortekunster ved at klæde sig ud som neger.

Hvordan fik jeg så idéen til denne historie? Jo, jeg havde sommerferiearbejde på Køge Kommunekontor. Og en dag gik jeg ned til Køge Station for at tage toget til Roskilde - eller måske skulle jeg bare ned for at købe et blad. Det kan også være at jeg først ville købe bladet, og så dernæst tage toget til Roskilde. Det forekom mig at det var et blad, der hed VI UNGE. Det købte jeg nemlig af og til. Der var vist en artikel om nogle unge, der frivilligt havde arbejde i Afrika. Det har sikkert være Tanzania, for det er nemlig sådan et rigtigt Afrikansk land hvor man kan arbejde frivillig. I Sydafrika bestemte de hvide, så der kunne man ikke komme ned at arbejde frivillig.

Nu husker jeg det: Jeg tog til Roskilde for at besøge en boghandel, hvor man kunne få en bog om selvtillid. Og det manglede jeg dengang. De handlede ikke med den slags bøger i Køge - det var jo noget nymodens psykologipjat. Da jeg havde købt bogen om selvtillid følte jeg mig straks bedre tilpas. Derfor fik jeg også taget mig mod til at besøge Roskilde Domkirke, som jeg ellers kun havde set i fjernsynet, og så endda kun i sort-hvid. Det overraskede mig således at sådan en gammel bygning kunne være i farver - både indvendig og udvendig. Bagefter besøgte jeg så gågaden. Her fik jeg øje tre par billige skjorter til i alt 100 kr. En af skjorterne var ternet, men der var også en ensfarvet og en blomstret - så dem købte jeg. Skjorterne hed Boston, og det var én af grundene til at jeg kom i tanker om historien. Jeg kradsede derfor en hel del ideer ned i min lommebog i toget tilbage til Køge. Derefter kladdeskrivning i fransktimen - og endelig renskrift på min rejseskrivemaskine af typen Major (fra Hornum Brugsforening forstås).

Hvilket formål har jeg så haft med denne her historie. Jeg husker det ikke lige. Men det var noget med at vise hvordan den ene pudsighed kan føre til den anden. I 1952 fandt en bogholder ved Judas' Iskagefabrik A/S således ud af at han ville gå i grønt tøj, både hjemme, og når han var inde på fabrikken for at debitere og kreditere. Men så syntes han også at andre ting skulle være grønne, fx stellet på hans briller. En dag hældte han også noget grønt frugtfarve i kartoffelmosen for at gøre den sundere. Hans hustru blev naturligvis sur. Men hun var klar over at han ikke var til at standse.
- Grønt er godt for øjnene, sagde bogholderen. Således blev mælken, havregrøden og de gule ærter også grønne.

- Men du kan da bare få lavet grønne brilleglas, så er hele verden jo grøn, foreslog hustruen.
Nåh jo! Det kunne han jo godt. Men så kunne han også risikere at gå over for rødt. Desuden var grønt ikke kun godt for ham, men for alle.
- Det er også bedre at sige 'grønt' en nogen anden farve. Herefter sagde han så 'den grønne hverdag' og 'alt er grønt i grønt'. Han sang med på 'når jeg ser et grønt flag smælde', og læste 'Den grønne pimpernel'. Nu gjorde det heller ikke noget om han var grøn af misundelse. Men han kunne også blive grønglødende af raseri. Og på sin 50 års fødselsdag sagde han:
- Nu er jeg ved at blive gammel og grøn.

Værre var det når han skulle se fodbold i fjernsynet, for så stillede Spanien op i grønne bluser og grønne bukser mod Tyskland, der også spillede i grøn-grønne farver. Og når de diskuterede forskellige ting i familien skulle de ikke bare tro at alt var grønt-grønt.
- Hvorfor siger du som en gris far? udbrød den yngste, lille Orla, en dag.
Faderen lignede ét stort grønt spørgsmålstegn.
- Jo, du siger grynt-grynt, og sådan siger grisene! svarede den lille begavede pode.
Den gode bogholder måtte trods sin lave humoristiske sans på nul komma otte le ad drengens be-mærkning. Og nu var det også som om han godt kunne se det latterlige i sin grønne dille. - Og da det var maj og forår i luften kunne han ikke lade være at synge:
"Hvor skoven dog er frisk og blå!"