"KOM NU"

Råbet inde i mit hoved er så højt, at man burde kunne høre det i miles omkreds, men nej. Det er kun inde i mit eget hoved, at råbet lyder igen og igen.

"KOM NU, KOM NU, KOM NUUUUUUU"

Jeg vil jo så gerne, jeg ved bare ikke, om jeg i virkeligheden tør.
   Jeg har altid været en bangebuks. Jeg har altid stukket halen mellem benene, løbet min vej, når jeg stødte på et problem eller en udfordring.

I skolen kaldte min lærer mig konfliktsky. Hun mente ikke noget ondt med det, hun mente jo bare, at jeg konsekvent valgte ikke at deltage i nogen af de mange konflikter, der var i klassen. Når pigerne var i infight med hinanden, så valgte jeg lige så stille at fordufte. Hvorfor skulle jeg blande mig? Jeg var jo ikke en del af konflikten. Så sad jeg der, som lusen mellem to negle, og skulle høre de to pigegrupper hakke på hinanden, magen til spild af tid skulle man lede længe efter.
   Så når min lærer, gang på gang, fortalte min forældre at jeg var konfliktsky, og at jeg burde tage ansvar, hjælpe og støtte dem, der havde brug for det. Ja så tænkte jeg, at det vel var min egen sag. Jeg havde da aldrig bedt om rollen som den barmhjertige samaritaner, så hvorfor ville hun påtvinge mig den?

"KOM NU"

Igen, lyder råbet inde i mit hoved. Det bryder min tankestrøm, og får mit fokus tilbage til nuet. Jeg kigger mig omkring. Der er ingen andre mennesker at se. Det eneste andet levende væsen jeg kan få øje på, er en lille forpjusket solsort, som sidder på fortovskanten. Den ser lige så forvirret og bange ud, som jeg føler mig.

"KOM NU"

Hvorfor tøver jeg? Hvad er det egentlig, jeg er bange for?
   Svaret er indlysende, jeg er bange for at fejle. Jeg har altid fejlet. Jeg har aldrig været god til noget. Når jeg har fortalt folk, at jeg ikke er god til noget, så siger de altid.
   "Alle er gode til noget"
   Nej, ikke mig. Jeg er håbløs. Jeg var ikke god i skolen, lige meget hvor meget jeg prøvede, så havde jeg svært ved det. Til sidst opgav jeg, jeg orkede ikke flere nederlag. Mine lærere sagde at jeg var doven, og jeg godt kunne, hvis jeg ville, men de forstod ikke. Det var jo ikke fordi, jeg ikke ville, det var fordi, min hjerne ikke kunne. Den kunne simpelthen ikke rumme det hele. Gang på gang afviste min hjerne mig, når jeg prøvede at putte viden i den, og til sidst gav jeg altså op. Hvor længe bør man egentlig også kæmpe?

Jeg dur heller ikke til sport. Jeg har både prøvet svømning, fodbold, bordtennis, badminton og håndbold, og ingen af dem, kunne jeg finde ud af. Mine trænere prøvede at indgyde håb i mig, men det hjalp lige lidt, når man så, at de bagefter himlede med øjnene af mine ringe evner. De sportsgrene, hvor jeg var en del af et hold, var helt forfærdelige. Ikke nok med at jeg selv var en fiasko, jeg trak hele holdet med mig. Så sport opgav jeg også, selvom både mine forældre og mine trænere sagde.
   "Øvelse gør mester"
   Ja, den var god med dem. Lige meget hvor meget jeg øvede mig, var jeg bare ikke god til noget. Det eneste i hele verden, jeg nogensinde har været god til, det er at være uduelig til alt andet. Det har jeg til gengæld også altid været god til. Ja, jeg nærmer mig faktisk det, jeg vil kalde en succes. Min mor ville kalde mig sortsynet, jeg selv vil kalde mig realist.

Min mor har aldrig forstået mig. Hun elsker mig, det er jeg ikke tvivl om, men forstå mig, det kan hun ikke. Hun har altid været god til alt. Hun har aldrig kæmpet og øvet sig som en vanvittig, bare for lige at klare sig igennem. Hun har nemt ved tingene, hun prøver en enkelt gang, og straks kan hun finde ud af det. Hun har også altid været populær. Om det bunder i, at hun er voldsom smuk, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men folk har altid søgt hendes selskab. Mig, jeg nærmest frastøder folk. Min mor siger, at det fordi jeg er så negativ og tillukket, men i virkeligheden er det fordi, at alle kan se, jeg er en taber.

"KOM NU"

Jeg var så optaget af mine tanker, at jeg næste havde glemt det. Hvor jeg var? Onde råb, tænker jeg. Tænk at du trækker mig tilbage til virkeligheden. Virkeligheden er skræmmende. Hvis man kunne leve i en evige fantasiverden, så ville jeg måske havde været lykkelig, men sådan er tilværelsen desværre ikke.
   I morges, da jeg gik ud af døren, havde jeg en plan klar i mit hoved. Det skulle være slut nu, mit liv altså. Jeg ville begå selvmord. Det var derfor, jeg var gået ud af døren i morges, jeg skulle ud og købe piller. Jeg havde overvejet frem og tilbage, hvilken metode jeg skulle bruge til at tage livet af mig selv, og var kommet frem til at piller var den mindst smertefulde metode. Selv når det gjaldt at tage livet af mig selv, så var jeg bange for smerte. Det var derfor, at jeg var i denne situation nu.

"KOM NU"

Endnu en gang bliver jeg flået tilbage til virkeligheden. Jeg ser ned, mine bukser er gennemblødt af regnvandet på den våde asfalt. Min knæ er ømme, efter jeg ved ikke hvor lang tid, jeg har ligget på hug foran den livløse kvindekrop. I virkeligheden drejer det sig nok ikke om mere, end højest et minut.
   Hun havde gået et par meter foran mig, her på den øde villavej. Hun var pludselig sunket sammen foran mig, fuldstændig livløs. Jeg er ikke læge, men jeg er ret overbevist om, at det er et hjertetilfælde, hun har i hvert fald ingen puls.

"KOM NU"

Denne gang er råbet ikke inden i mit hovedet, det er kommet ud af min mund.

"KOM NU, DU KAN GODT"

Min stemme virker mere overbevisende denne gang. Jeg kan mærke, at mine hænder finder til rette på brystkassen af den ældre kvinde, og jeg kan mærke modet stige. Jeg skal have liv i kvinden. Jeg kan altid dø i morgen.