En fredag aften ved halvottetiden stod Lasse foran en grøn trædør. Malingen skallede af og håndtaget var rustent. Lasse sank noget spyt. Buketten med blomsterne fra Fakta dirrede i hans hånd,
   Han så på huset. Kalken hang i flager, der afslørede gullige mursten. Der var mos på stråtaget og de småsprossede vinduer så ud som om de var fra 1800-hvidkål.
   Græsset var langt og blomsterne vilde.
   Det passede ikke til Trine. Hun var så smuk og så smart klædt. Ikke en pige for ham, havde han engang tænkt. Men det var før, kæden hoppede af. Altså af hendes cykel, midt på en bakke, så hun fortsatte over en stærkt trafikeret vej, og han måtte klodse bremserne på sin antikverede Puch 3 gears. Hun rystede, så han kom til at holde om hende. Og så - ja, så udviklede det sig. Og nu stod han her.

Gravenstenervej 66. Hun havde skrevet det, mens hun smilede til ham, så han blev helt svimmel.
   "Jeg er ikke en kylling," huskede han sig selv på.
   Beslutsomt trykkede han pegefingeren mod dørklokken. En skinger melodi torterede hans øregange. Så blev døren åbnet.
   Bag tommetykke brilleglas missede sammenknebne øjne mod ham.
   "Kom ind, min elskede," knirkede en stemme.

Foran ham stod der en zombie med plettet, gullig hud og spredte, hvide hårtotter på issen. Den blottede sine ormstukne tænder i et kælent smil.
   Lasse kvalte et skrig. Måske havde han spillet for meget "Diablo"? Han blinkede med øjnene. Det var jo bare en gammel kone. Ældgammel.
   "Æh - er Trine hjemme?"
   "Vist er jeg hjemme. Kom dog indenfor, Lasse. Lad mig kysse dig."
   " Du - De - er ikke Trine."
   "Vissevasse. Men ak, virkningen af foryngelsdråberne varer så kort."
   Kællingen var jo bims.
   Hun rakte en hånd frem mod ham. Fingrene var knogler betrukket med gullig hud. De strittede, undtagen lillefingeren, der skævt bøjede sig ind mod ringfingeren, som om den ville holde fast på den slidte sølvring. Huden var så tynd, at blodårene under den lignede svulmende, kringlede floder.
   Og så havde hun blodrøde kløer.
   Den klo, havde han godtnok ikke lyst til at trykke.
   Han rykkede sig lidt baglæns.
   Men hans blik klæbede til den grimme hånd. Nu dirrede den. Der var folder midt på alle de tynde fingre. Rynker.
   Nu sank de ned langs hendes posede bukser og krabbede sig ind mod en plet - et spor af noget, der var spildt. Så samlede hånden sig over pletten og lå der, som om han havde slået den.
   Eller hånet den. Og det havde han. Men det var ikke meningen.
   Det snurrede lidt i hans mave, da han lagde sin hånd over den gamles.
   "Godaften, Trine," sagde han, "jeg har blomster med."

"Er han kommet, olde?"
   Der stod unge Trine.
   "Jeg er flyttet ind hos min oldemor. Hun er så bange for at komme på plejehjem. Hun er lidt..."
   "... glad for at få gæster," for det ud af Lasse.
   "Jeg har lavet kaffe," smilede unge Trine.