Jeg tror, jeg er faldet ... Med hovedet først.

Aurora kaster stadig blændende ildglimt fra sig. Bøjer virkeligheden i overeksponerede nuancer, mens hun river sort ild i min hud.

Virkelighedslarm fra det åbne vindue fortæller mig, at verden stadig står fast derude. T-shirten dækker nattens ar. Røde, lange streger på ryggen, tavse fortællinger om ukontrollerbar lyst efterlader mig med erkendelsen; Jeg er faldet i. Hovedet først. Narret af et ydre baseret på glansbilleder.

Smøgen ryger sig selv.
   Forsøger mig med beroligende tanker. Tanker om at kun et fjols, havde takket nej til kvinden med guldøjne.
   Jeg føler mig som et fjols. Et fjols, som stadig ikke kan fortælle, hvorvidt hovedet, der faldt, sidder for enden af hals eller pik.

Et øjeblik savner jeg Lina. Lina med det ildrøde hår og bedrøvede øjne. Jeg savner hendes totale hengivenhed og mangel på selvstændighed.
   Overvejer et øjeblik om, jeg burde fortælle Aurora historien om Lina. Om ikke andet så bare for at få en reaktion, ryste op i mudderet hun spreder for hvert skridt, hun tager. Mudderet, der insisterende trækker mig længere ned.

Lukker øjnene og tænker et øjeblik på, hvordan det ville være at kneppe Lina igen. Om det overhovedet kunne lade sig gøre efter al den smerte, jeg endte med at efterlade i hendes allerede tunge bagage.
   Udfordringen tænder en vanvittig lyst i mig. Det kunne sikkert godt lade sig gøre.
   Lysten erstattes af vemod. Hun var sød. Og naiv. Alt for naiv. Jeg føler kun et strejf af samvittighedskvaler, da jeg spiller scenen med mig i sofaen, hende med tårer på kinden og ordene, affødt af afmagt, der snublede ind i realiteten og krævede, at jeg tog stilling: Vil du gifte dig med mig?
   Så fucking dumt.
   Vi havde haft et af vores skænderier. Om et eller andet ligegyldigt, selvfølgelig. Om service, hvis jeg ikke tager fejl. Om hvorfor, vi ikke kunne bruge hendes og at det gav hende en følelse af, at jeg ikke ville binde mig. Vi havde jo trods alt boet sammen i halvandet år.
   Min geniale løsning på vores efterhånden evindelige problemer blev et halvfesent frieri. Og i en periode lod hun øjnene smile og fortalte alle om, vores fælles, nu planlagte, fremtid.
   Jeg slog op to måneder efter. Pakkede en taske og tog intet med videre fra det forhold.

Jeg husker, at jeg hadede at elske hende. Det var dræbende kedeligt, men umuligt at lade være. De matte øjne, der glemte at smile. Øjnene der tavst fortalte historier om en broget fortid. Lina delte alt med mig og jeg kunne vende hende på vrangen på et splitsekund.

Sukker dybt og tænder endnu en smøg.
   Aurora deler intet. Intet af værdi i hvert fald. Intet jeg kan bruge. Hun giver mig kun den nøgenhed, der hersker, når tøjet falder til jorden.
   Lina var en, kliché som det end lyder, en åben bog.
   Aurora er lukket. Nogle gange tvivler jeg på, om hun overhovedet skriver historie. Aurora er lige nu, og da det nu hele tiden erstattes med et nyt, indeholder hun aldrig rigtig noget. Et menneske baseret på det øjeblik, der allerede forsvandt. Flygtig.

Slår en pludselig, falsk latter op. Hold kæft, hvor filosofisk har man lov at være kl. to om natten.
   Dropper psykopatgrinet til fordel for byens larm.
   Hendes lejlighed ligger midt i centrum. Her er aldrig stille.
   Kan mærke, det stadig irriterer mig, at hun ikke vil hjem til mig. At hun takker nej med et smil og et glimt i øjet, hver gang jeg spørger. At hun ikke hænger med hovedet eller lader tristheden ramme, når jeg forsvinder ud ad døren med ordene "Nå, men jeg har brug for at komme hjem nu". I stedet modtager jeg beskeder med ord som: "Hey baby, tak for i nat. Du var fuckin' fantastisk, som altid. Lad os lege igen - snart!"
   Hver gang jeg lukker døren mellem hendes og min verden, opbygger jeg viljestyrken til at modstå hendes stålsatte snedighed, bare for at lade hele lortet briste med et billede af hendes nøgne krop.

Jeg er afhængig. Afhængig af Aurora.
   Kigger henkastet over på hende. Nøgen i sengen, med dynen vinklet rundt om benene. Hun er forbandet smuk om natten. Faktisk vil jeg vove at påstå, det er der, hun er smukkest. Måske fordi jeg bilder mig selv ind, at kunne spore et strejf af skrøbelighed. Om natten er vi uden filter.
   Tænker, at jeg godt gad kneppe Aurora mens hun sov. Tanken om den totale udnyttelse af hendes forsvarsløse øjeblik får min pik til at reagere. At støde hårdt i bund, som hun ligger der på maven, med paraderne ned.
   Er sikker på det vil føles anderledes end at kneppe en vågen Aurora.

Gør det til min mission at få det til at ske. Og hvis ikke det lykkes, vil jeg fortælle hende om Lina. Pynte på historien, kaster glansbilledestøv over sandheden.
   Iklæder mig nøgenhed, tænker på om rifterne på ryggen vil blive til ar og om, jeg nogensinde vil kunne bruge dem som jalousikatalysator mod en anden kvinde. Temmelig sikkert.
   Jeg smyger min krop mod hendes, og fornemmer en skræmmende tanke tage form: Jeg skal ikke nogen steder, der venter ikke en anden kvinde rundt om hjørnet. Hun ligger her, uknækkelig.

Trætheden tager til.
   Dropper voldtægtsplanen. Er i øvrigt heller ikke sikker på, det ville krænke hende. Tvært imod ville hun sikkert få mega woman hard-on, hvis jeg fortalte hende det. Sære kvinde. Desuden er min pik efterhånden kneppet hudløs.
   Beslutter mig for at iværksætte operation the-one-who-got-away-skråstreg-Lina & Vales historie snarest. Med et par småjusteringer naturligvis.

Jeg vil gøre Aurora afhængig, som jeg er afhængig af hende.