Fortiden stinker af landliv og billig rødvin.
Jeg står i en cigaræske af et forsamlingshus i Bakkedal. Folkeskolereunion.
Jeg fatter ikke, jeg er taget over de to broer, for at stå her og drikke punch med fucking ferskenstykker fra dåse i.
Et par dullers duller vimser forbi, det lindrer min irritation en smule. Både fordi jeg ikke har set dem før, hvilket giver nyt kød til kødjagten, men mest fordi en af dem, har glemt at få sin nederdel udover strømpebukserne, hvilket giver udsyn til en lidt for stor røv, men et par ret frække g-strengstrusser.
Jeg griner frydefuldt, alt imens jeg overvejer, om jeg skal være Vale-to-the-rescue og eventuelt score hende, eller om jeg skal være passiv og betragte alle andres elendighed fra afstand med et smil på læben. Ingen skal komme og fortælle mig, de er fucking lykkelige og opstemte her.
"Fortæl mig straks, hvad du morer dig sådan over, din fede idiot", en folkeskolekammerat, ham, der lærte mig at ryge, stopper op ved min side, tydeligt mærket af situationens depressive tilstand.
Paraplyen i hans drink får mig til at klukke i et lille anfald af sindssyge, mens jeg stadig stirrer på røven, der forsvinder ud i mængden.
"Hold den her!" jeg ser ham forsvinde mod røven "der er da vist et tøsebarn, der skal reddes ...".
Jeg ryster på hovedet, i det han går med valgmulighed nr. et og konstaterer at intet har ændret sig.
10 år ...
Siden jeg skred fra det her hul og deres forsamlingshuse og vejarrangementer.
Fra brølere af dimensioner og pisang ambon branderter ad libitum.
Og nu står man her, som en anden idiot, en lørdag aften og æder alt det provinspis råt og fjerner paraplyer fra drinks, der intet har at fejre, når man kunne have kneppet.
Jeg mærker pikken dunke insisterende, opstemt af irritationen der strømmer stærkere gennem blodet end normalt.
Jeg spejder efter Homo-Lars. Stadig på røvjagt. Det irriterer mig at skulle gå ud og ryge alene.
Det irriterer mig generelt med alle de fucking rygeforbud og pis mig i øret.
Da jeg to minutter efter står under et halvfesent halvtag, der på ingen måder forhindrer regnen i at klaske ind på mine dirrende kinder, tænker jeg, at man alligevel er heldig ikke at have fået et øgenavn som Homo-Lars og om man nogensinde slipper af med det?
Jeg fisker en cigaret ud af pakken og undrer mig over, hvorfor jeg mon aldrig har fået et øgenavn? Ved nærmere eftertanke er jeg egentlig glad for det og forsøger, forgæves, at viske kiksede fortidsminder væk fra erindringer, mens jeg stadig leder efter en lighter.
Jeg føler mig som en idiot, da jeg har været igennem samtlige lommer tre gange og kulden tager til.
"FUCK!"
Jeg kan overhovedet ikke overskue det her pis og beslutter med det samme at tage et hurtigt "potentielt-knald-scan" i lokalet og så ellers get the fuck out!
"Her".
Jeg ser hende først, da hun står under lyset i skuret.
Jeg aner ikke om hun har stået der hele tiden, men efter kropssproget at dømme, må hun have stået i kulden noget tid.
Hun rækker mig en grøn lighter med et af de der smil, der aldrig rigtig bliver til noget og forsvinder så ind igen.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal tænde smøgen eller samle mine nosser op først.
Jeg gør ingen af delene og forsvinder i stedet - besat - indenfor igen.
Hun er væk.
En ny følelse strømmer igennem min kolde krop.
Noget der minder om lyst, bare ...
"Anderledes", mumler jeg.
"Wazzzzup homie!". Homo-Lars er tilbagevendt, med en paraply i håret og runde fødder.
"Nå, fik du ... Røv?" spørger jeg og forsøger at mobilisere al mulig interesse, mens jeg diskret spejder rundt i cigaræsken. Han siger noget, jeg ikke hører, mens han trækker mig længere ind i provinshelvedets herligheder. Det passer mig fint.
Jeg står stadig med en utændt smøg og den grønne lighter, da jeg pludselig får øje på hende.
Hendes hår er mørkt som novembernatten udenfor. Hun er ikke særlig høj, men i mængden af leverpostej og pastel-er-livets-farve-klædte piger, er hun ikke til at overse.
Desuden har hun røde læber. Og nedadvendte mundvige.
Homo-Lars glemmer at holde kæft.
"Hvem er det?" afbryder jeg.
"Aner det ikke. Hun er ny", konstaterer han og er long gone i pikken, da et par gyngende patter gør ophold ved bowlen med velkomstdrinks.
Sært.
Så usikker grund under fødderne lige pludselig.
Jeg knuger cigaret og lighter hårdt og træder over det tarvelige dansegulv.
Jeg føler mig som en sølle 13-årig igen, som jeg står der i periferien, betragtende med hjertet lidt for højt i halsen.
Hun har mundvige, der peger nedad.
Jeg bilder mig selv ind, at hun er det smukkeste, sørgeligste væsen, jeg nogensinde har set. Ikke sørgelig på den der ynkelige måde, nej, sært og stærkt dragende.
Hun bider sig i underlæben og svajer på benene med en øl i hånden.
Jeg står i en evighed eller to, betragter hvordan hun danser med sig selv.
Hvordan håret svæver i takt med armene og læberne former lydløse ord, som sikkert matcher en melodi i hendes hoved.
Og så sker det.
Midt i cigaræsken, med en smøg gennemblødt af sved i hånden og et fucking virvar af pastelfarvede skikkelser, mærker jeg det.
Lyst.
Den stærkeste lyst strækker sig fra brystet og ud i kroppens fjerneste afkroge. Jeg har lyst til at gøre det hele rigtigt. Og jeg har lyst til at gøre det med hende.
Det skræmmer mig kun lidt at pikken ikke råber højest, da jeg bevæger mig ud på dansegulvet.
Jeg smider cigaretresterne på gulvet og mærker noget, der minder om et smil tage form indeni. Det føles som om mit bryst pludselig er for småt til at rumme livet og alligevel runger det sært hult, som var der blevet skabt mere plads, da jeg tager hendes hånd og siger:
"Du danser sært"
"Du er sær ...", siger hun og slår øjnene op.
Og jeg kunne have svoret at mundvigene bevægede sig. Eller også spredte hun bare læberne.
Jeg har en følelse af at danse på is. Hun holder mig fast med de varmeste hænder og øjne, der på intet tidspunkt mister fokus. Fucking ild.
"Jeg er Aurora".