Jeg kender en mand som hedder Morten. Måske kender du ham også uden at vide det. Jeg opsøger ham kun sjældent, for jeg forstår aldrig, for det meste, hvad han siger. Han snørkler ordene ud af munden på en sådan måde, at man skulle tro han var professor i oldgræsk. 9½ ud af 10 gange gætter jeg mig frem til hvad han siger. Jeg syntes aldrig at jeg finder ud af om jeg rammer plet, når jeg svarer ham. Som oftest, når han siger noget til mig, begynder jeg med et venligt "hvad behager?"

Jeg giver mig selv 3 chancer. Derefter bliver det for pinligt at spørge igen og så svarer jeg så godt jeg nu tror jeg kan. Således kan jeg sidde med Morten i en time uden overhovedet at vide hvad vi har snakket om. Jeg opsøger ham så sjældent.

Nu undrer du dig måske over, hvordan jeg så ved at han hedder Morten? Men det er nemt nok at svare på. Han og jeg kom engang gående på gaden, omkring et halvt års tid efter at jeg første gang mødte ham. Så går vi forbi slagterbutikken. Slagteren selv stod i døråbningen og trak sig en mundfuld frisk tobak, og idet vi går forbi siger han muntert: "Jamen goddag, Morten." Derfor. Måske kender du ham også. Du har bare ikke været så heldig som jeg at lære hans navn endnu.

Nå, men en aften sad vi hjemme i hans stue og nød en god cigar. Det vil sige, Morten nød en cigar og jeg havde en fornemmelse af at han havde tilbudt mig en tidligere på aftenen, men var dog ikke sikker nok til hverken at modtage eller afslå tilbuddet. Så jeg nød resterne af Mortens cigarrøg. Vi havde siddet lidt uden at snakke - noget jeg holdt meget af, da han pludselig udbryder noget på oldgræsk. Straks spidser mine ører til for bare at opfange et enkelt forståeligt ord - forgæves. Han stirrer direkte på mig, afventende et svar fra mig. Jeg fremstammer et forsigtigt "Øh, hvad sagde du?" Det var første chance. Jeg hører ham sige nøjagtig den samme forunderlige sætning - stadig på oldgræsk, og efter hvad jeg kunne høre med perfekt udtale, men uden chance for en helt almindelig dansker fra Viby, altså på sjælland-siden. Det var anden chance. Jeg prøver et andet kort: "Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener?" Han fortsætter med at stirre direkte på mig, så klør han sig i hovedet og siger mere dæmpet en ny sætning, værre end den første. Det var sidste chance. Jeg har spillet alle mine kort uden at hive et eneste stik hjem. Det er nu det gælder: "Joh altså, det kan man jo både tale for og imod." Jeg kigger skræmt på Morten, som kigger ned i gulvet, mens han til min store lettelse begynder så småt at nikke. Jeg har klaret den endnu en gang. Så taler vi ikke i et stykke tid igen. Heldigvis går aftenen nogenlunde smertefrit indtil jeg syntes at klokken ikke modarbejder mig mere og jeg kan tage min afsked indtil næste gang.

Forleden gik jeg så på gaden, da en stemme bag mig hiver mig ud af mine tanker: "Godaften, Hr.!" Jeg vender mig om og kigger med forbavselse lige ind i ansigtet på Morten. "Det er ellers et par dage siden at vi har set hinanden, må man sige. Hvordan går du og har det?", fortsætter han til min store øjenudrullende og mundgabende forundring. Det lykkedes mig ikke at fremstamme et kuk, så han fortsætter: "Du kan ellers tro at jeg er glad, for endelig er det lykkedes mig at finde en tandteknikker som kunne lave den protese til mig som jeg har klaget så meget over. Ja, du må også undskylde, at jeg har plaget dig så meget med det hver gang vi har været sammen, men det har jo fyldt meget. Nå du, jeg har slet ikke tid til at stå her og snakke, jeg er nemlig på vej over for at finde mig en god cigar. Du kan jo kigge over i aften, hvis du får tid. Hej, hej."
Tilbage står jeg måbende og stirrer ud i luften efter Morten. Tænk engang: Efter alle disse år man har set hinanden, og det eneste der gjorde det hele pinligt uforståeligt var et sæt manglende tænder! Jeg er sikker på at man kan lære en hel del af dette, så det vil jeg overlade trygt til Dem selv. Men efterfølgende er jeg begyndt at være mere opmærksom på at være der når jeg er til stede, for det meste.