Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jørgen er på besøg ved sin bedstefar. Jørgen er en rask dreng på 11 år, lille og splejset, og hans lyse hår står ud til alle sider, som et mikadospil.
Jørgen er, som drenge er flest - nysgerrig og fuld af narrestreger. Han elsker at besøge sin bedstefar ude på den lille gård med bindingsværk og stråtag, og denne lørdag i 1943 er ingen undtagelse. Alting er som det plejer at være herude, ingen krig. Det eneste, Jørgen kunne ønske sig mere var hans far, som har været på ferie siden krigens start. Herude er der plads til, at Jørgen kan lave sine narrestreger uden andre konsekvenser end en grinende hovedrysten fra Bedstefar, eller højst et opgivende suk hvis han går for vidt.
Jørgen er altid i gang med et eller andet, og denne gang er det at bygge huler på høloftet, mens Bedstefar tager sin middagslur med avisen over hovedet inde på det lille kammer.
Jørgen klatrer op af den gamle, vakkelvorne hønsestige. Støvet glimter i solens stråler, der falder ind gennem det lille vindue på gavlen. Han bygger gange, som han kun lige kan mave sig igennem, mens han forestiller sig, at han må snige sig ind på tyskerne gennem de små, mørke gange, så han kan gøre det af med dem en gang for alle. Han holder vejret, mens han kryber gennem høet.
Pludselig flyder bandeordene i en lind strøm, da han støder knæet mod en kant. Hånden flyver op foran munden - han ved, at det er strengt forbudt at bande, men hellere det end at overgive sig til tårerne, der trænger sig på i øjenkrogen. Han fejer høet væk, og til syne kommer en lille lem i gulvet. Lemmen giver sig knirkende, idet Jørgen forsigtigt åbner den. Han farer sammen og lytter intenst, men alt er stille. Han finder en gammel kiste, som han forsigtigt lirker op af lemmen. Hængelåsen er heldigvis ikke låst. Det ville ikke være til at bære, hvis han havde været nødt til at sætte kisten ned igen - uden at have set hvad den indeholder.
Indholdet af den gamle kiste får ham til at gispe og smække låget i med et brag. Forsigtigt åbner han den igen. Han rører forsigtigt ved det kolde metal, det bløde træ på skæftet og videre til den dødbringende aftrækker.
Jørgen har altid interesseret sig for våben, så han genkender hurtigt pistolen, som en M/1914. Udover pistolen er der også nogle papirer med billeder af Bedstefar, men det er nogle andre navne, der står under billederne. Han lægger papirerne og pistolen på plads, som da han fandt det. Han tjekker dette igen og igen, inden han lukker kisten og lirker den på plads. Han fejer høet hen over lemmen, så alt ser ud som før.
På ryggen i en bunke hø tørrer han sveden af panden i skjorteærmet, inden han lukker øjnene et øjeblik for at få styr på sig selv.
Jørgen sætter sig op med et sæt, da han hører hønsestigen knirke og Bedstefars stemme, der kalder på ham, idet han stikker hovedet ovenud af hullet. Jørgen kigger sig forvirret omkring for at finde ud af, hvad klokken er.
"Nå, her ligger du og danderer den" smågriner Bedstefar. "Der er mad."
Mens de spiser hænger tavsheden som en tyk tåge hen over bordet.
Da de sidder i stuen efter maden, spørger Jørgen Bedstefar, om ikke han vil fortælle en historie. Jørgen sidder lænet op ad Bedstefar, mens han fortæller. Da Bedstefar slutter sin historie med; "Dengang fik vi drenge ikke lov at hænge oppe om aftnen og høre historier." forstår Jørgen, at han hellere må gå i seng, så han siger pænt godnat og går ind på værelset.
Eftermiddagens begivenheder på høloftet bliver ved med at svirre i Jørgens tanker, så han ikke kan sove. Noget tid senere hører han yderdøren knirke i de gamle hængsler, da den bliver åbnet og lukket igen kort efter. Han lister hen til vinduet og kigger forsigtigt ud. Først kan han ikke se noget, men så får han øje på Bedstefar, der er på vej ud mod marken nede bagved laden.
Jørgen skynder sig at gribe sin skjorte og et par bukser, som han hoppende kommer i på vej ud af døren. Han står stille i gårdspladsen et øjeblik, mens han overvejer, om han skal følge efter Bedstefar eller vente på, at han kommer tilbage. Hurtigt beslutter han sig til at følge efter, så han løber, så stille han kan hen over gruset. Da han når hjørnet af laden, står han stille lidt og kigger. Han kan kun se Bedstefar som en utydelig silhuet ude på marken. Hjertet hamrer, så han bliver bange for, om det vil banke hul i brystkassen, mens han fortsætter gennem skyggerne ud over marken.
I sin iver efter at komme helt tæt på Bedstefar falder han, så lang han er, og en ed ryger over hans læber. Få sekunder senere bliver han tvunget i jorden af et knæ i ryggen og et pistolløb i nakken. "Hva' fanden - er det dig Jørgen?" Tårerne triller ned af kinderne på Jørgen, mens han snøfter sagte. "Hva' laver du her?" nærmest spytter Bedstefar ud, men i det samme bliver han afbrudt af motorstøj i det fjerne. Han slipper Jørgen med ordrer til, at han skal blive liggende helt stille.
Bedstefar fortsætter endnu et stykke ud over marken, inden han blinker tre gange med den røde lampe. Et øjeblik efter er larmen fra den engelske flyvemaskine øredøvende, og kort efter forsvinder larmen igen i det fjerne. Han gennemsøger området, til han finder den trækasse, som flyet har kastet ud. Tilbage ved Jørgen hvæser han, at han skal følge med uden et ord. Han hanker op i kassen og fortsætter tilbage i retning af gården.
Jørgen kommer snøftende på benene og følger efter Bedstefar tilbage. Hjertet galopperer af sted i hans brystkasse, og tankerne farer rundt i hovedet. Sveden pibler ned i øjnene, selvom luften er kold.
I døråbningen får Jørgen ordrer på at gå ind og sætte sig i køkkenet, inden Bedstefar forsvinder ind i stalden med kassen.
Jørgen sidder uroligt på stolen og venter på, at Bedstefar skal komme ind. Han er væk i noget, der føles som evigheder. Jørgen overvejer, om han skal gå ud og se, hvor han bliver af, men i det samme kan han høre Bedstefar ude i gangen. De sidder i stilhed i noget, der føles som flere timer. Bedstefar ser træt ud, han virker ældre her i det dunkle lys i køkkenet.
Endelig spørger han; "Hvad tænkte du på, Jørgen? - Det kunne være gået helt galt ..." Tårerne triller ned ad kinderne, og det eneste Jørgen får fremstammet er et stille "Undskyld, jeg ville bare ..." Det er, som om ordene sætter sig på tværs i svælget, men han prøver igen. "Undskyld, Bedstefar. Jeg fandt de ting, du har gemt på høloftet. Jeg ville bare se, hvad der foregik." Snøftende tørrede han øjnene og næsen i skjorteærmet.
"Så må jeg vel hellere fortælle dig resten," sukker Bedstefar.
Jørgen sidder helt stille på stolen og nærmest holder vejret, mens Bedstefar fortæller sin historie, om hvordan han forsøger at gøre livet surt for tyskerne. Bedstefar fortæller med stolthed i stemmen, hvordan han er kommet til at operere under Jens Toldstrup. "Mærk dig hans navn, Jørgen - Jens Toldstrup. Det vil være et navn, som man vil komme til at kende."
Endelig tier Bedstefar og klapper Jørgen på kinden, "Stik så i seng med dig, og bliv der nu denne gang!" Jørgen hvisker et stille godnat, inden han trasker ind i seng.
Da Jørgen vågner, er det langt op ad formiddagen. Regnen siler ned udenfor, og vinden pisker i træerne bag laden. Han træder ind i stuen, hvor synet af et sandt kaos møder ham. Møblerne ligger smidt rundt omkring oveni papirer og skuffer. Chokeret fortsætter han ud i køkkenet, hvor den ene køkkenstol er væltet, og kaffekruset står, som da han gik i seng i nat.
Erindringen om tumult og støj finder langsomt vej til hans bevidsthed, da det går op for ham, at det, han troede, var en drøm, var den skinbarlige sandhed. Han løber over i stalden og videre over i laden, mens han kalder på Bedstefar. Tårerne får frit løb, mens hans skrig bliver kvalt i vinden. Han løber ud ad vejen - uden helt at vide, hvor han løber hen.
Det næste, Jørgen husker, er, at han sidder i køkkenet hos en venlig kone, der sender ham medfølende blikke, mens hun finder tæpper, te og småkager til ham.
Da Jørgens mor kommer, bliver hun stoppet af nabobonden på gårdspladsen. Bekymringen står mejslet i øjnene på ham. Hun forstår med det samme, hvad der er sket. Et enkelt ord kommer hæst over hendes læber: "Gestapo ...?"
Hun falder sammen med et skrig i armene på nabobonden, som får hende hjulpet ind i køkkenet. Gråden får frit løb, da hun indser, at hun nu har mistet både sin mand og far. Hun knuger Jørgen ind til sig.