Sveden dryppede ned af min pande, jeg var bange - virkelig bange. Hans støn var højlydt. Den ene hånd var over min mund, jeg kunne ikke sige fra. Tårerne begyndte at vise sig, de trillede lydløst ned langs mine kinder. En smertefuld følelse kom fra mit underliv.

"Stop med at græde, din møg tøs, ellers finder jeg dig igen!" Jeg kiggede ham i øjnene, de var livløse, anede ikke hvad han havde gang i. Det føltes som knivstik inden i mig, hver gang han bevægede sig frem og tilbage. Jeg lukkede øjnene, begyndte at synge inde i mit hoved, synge mig væk fra det hele.

Kiggede mig i spejlet, mine lange krøller hang ned over mit bryst, jeg havde kun få mærker tilbage på kroppen. Prøvede at smile til mig selv, men da bøjlen viste sig mellem mine læber, fortrød jeg. Jeg havde aldrig haft en kæreste, jeg havde faktisk aldrig været tæt på en dreng. Mit udseende er min fjende. Jeg spørger hele tiden mig selv - hvorfor valgte han så mig?

Det er min syttenårs fødselsdag, 3 uger siden voldtægten. Jeg havde endnu ikke fortalt det til nogen, og jeg vidste heller ikke, om jeg ville gøre det. Det hele havde ændret sig, tilliden til folk var væk. Jeg gik ikke udenfor, havde endda formået, at bilde min mor ind, at jeg havde influenza. Det var også meget nemt, for jeg tilbragte en del tid med hovedet i toiletkummen.

Der var nu yderligere gået 2 uger, og jeg havde det underligt indeni. Spiste mere end normalt, en kvalmende fornemmelse hang over mig, og havde gjort det alt for længe. Måske havde jeg en virus?
   Hver nat drømte jeg, 5 uger tilbage hvor alt skete.. jeg ville ønske, at jeg bare kunne glemme det. Løbe væk fra det hele og aldrig komme tilbage igen. Jeg følte mig alene i den store verden.

Jeg valgte at tage til læge næste dag, og få snakket med en om, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke klare presset længere, og måtte snakke med nogen om det.
   "Maj Olesen?" en ældre kvinde kiggede søgende rundt i det matte, triste lokale. Jeg rejste mig hurtigt op, mit hjerte hamrede løs. Lægehuset ligger kun trehundrede meter fra min skole, bare jeg ikke blev set af nogen. Mødte lægens smil, da hun præsenterede sig selv og gav mig hånden.
   "Dav Maj, mit navn er Gudrun. Du må forstå, at alt vi taler om, inden for disse fire vægge, er fortroligt, jeg siger intet videre til nogle. Hvad ville du tale med mig om?" Hun lænede sig tilbage i den sorte læder stol, og kiggede forventningsfuldt på mig. Hendes brune hår strittede ud til alle sider. Det var svært at undgå at lægge mærke til alle de små grå hår ind i mellem.
   Jeg tøvede længe, pillede ved en neglerod. Rykkede til. Det begyndte at bløde. Tårerne begyndte at trille.
   "Mh, jeg.. jeg valgte at komme herind fordi.." dækkede mit ansigt med mine hænder, hulkende prøvede jeg at få sagt sætningen færdig - "fordi jeg er blevet voldtaget.."
   Der var stille længe, Gudrun så fortvivlet ud. Det var vel ikke en hverdagsrutine at få sådan noget af vide.
   "Jeg må hellere undersøge dig. Brugte han beskyttelse? Var han voldelig på noget tidspunkt? Hvor længe er det siden? Har du snakket med nogen om det?" Hendes øjne kunne ikke fokusere ordentligt, hun kiggede rundt, gav mig elevatorblikket. Alle de spørgsmål var svære at overkomme, tårerne væltede bare ud. Hun lagde en hånd på min skulder.
   "Vær venlig at tage tøjet af, Maj. Du skal undersøges...nu."

Endelig var jeg ude i den friske luft igen, men humøret var endnu længere nede end før. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var ikke klar til det, det var jeg bare ikke!
   Dagene gik, kvalmen stod på konstant. Jeg blev stadig hjemme fra skole, mine forældre var bekymret. Jeg gik i mit pyjamassæt, som egentlig var 2 størrelser for stort, men det var stort nok til at skjule min mave, selvom den endnu knap var vokset. Brugte det meste af tiden på at stirre ud af det gamle vindue på mit værelse, kiggede ud over markerne. Når jeg var alene hjemme, tog jeg en jakke på. Vandrede over de mange marker, og videre ned til havet. Hver gang der kom en bølge, lukkede jeg øjnene og sendte et spørgsmål af sted, når bølgen søgte tilbage til havet. Jeg kom fra en meget kristen familie, det at bede var ikke noget jeg gjorde meget af, indtil der hvor alt gik galt.

Jeg smed skoene, listede ud i mod vandkanten. Den første bølge kom. Jeg lukkede øjnene. Følte den kolde bølge strømme forbi mine fødder, snusede saltvandsluften ind. Bølgen begyndte at søge tilbage, så var det nu. Giv mig et tegn, Vor herre.. hvad gør jeg? Kunne mærke vandet sive forbi, det eneste der var tilbage på mine fødder, var det mørke sand.
   Endnu en gang Jeg er da ikke klar til at blive mor, er jeg? Sådan gjorde jeg, i flere timer, hver eneste dag. Indtil den dag jeg fik et tegn.
   Jeg lå i sandet, lyttede til havets bølger, og de brusende lyde som kom fra dem. Kørte mine hænder rundet i sandet, gned de små sandkorn rundt i mellem fingrespidserne. Tog en håndfuld sand, lod det flyde ud i mellem mine fingre. Der blev noget tilbage i min hånd. Satte mig op, kiggede undrende ned i mod det som lå i min håndflade. Det var et stykke rav, men der var noget indeni. Løftede stykket op i mod solen, blikket blev rettet på en lille myg, som var fanget deri.
   Tårerne begyndte at trille, hvordan skulle jeg kunne klare mig? Det var svært at se det hele for mig, men jeg måtte tro på, at det var det rigtige at gøre.

Hoveddøren smækkede, mit hjerte galopperede af sted. Kunne mærke koldsveden i mine håndflader, prøvede at tage et par dybe indåndinger. En kvinde med mørkt krøllet hår, trådte ind i stuen.
   -"Mor? Sæt dig lige her, jeg har noget, jeg skal snakke med dig om" bed mig selv i læben, jeg ville ikke græde nu! Hun småløb hen i mod mig, satte sig på gulvet og kiggede kærligt på mig.
   -"Hvad er der min pige? Har du fået det bedre?" Hun tog fat i min hånd, og gav den et lille klem. Jeg rystede hurtigt på hovedet.
   -"Gid det var så vel, mor. Jeg har ventet alt for længe med at sige dette til dig, jeg kan ikke holde det ud længere. For 2 måneder siden, blev jeg...voldtaget. Jeg besøgte lægen for 5 dage siden, hun konstaterede at jeg er gravid, jeg ved ikke... hvad jeg skal gøre?" Jeg faldt grædende ned i mod hende, og omfavnede hende. Der kom ingen lyd fra hende, men jeg kunne mærke nogle våde dråber ramme min nakke.
   -"Lille skat, du må aldrig nogensinde holde sådan noget inde. Vi må anmelde det. Hvad med.." hun tøvede " hvad med barnet, hvad vil du gøre, hvad skal vi gøre?" lænede mig tilbage kiggede ind i hendes røde fugtige øjne.
   -"Jeg ved det lyder underligt mor, men jeg kan ikke få det fjernet, jeg fik et tegn i dag. Jeg vil beholde det, det vil jeg bare. Det fortjener at overleve." Det var første gang, jeg havde snakket med min mor om noget alvorligt. Det var underligt.

Griber fat i koppen foran mig, tager en slurk af den halvkolde kaffe. Nogle små fødder tramper hurtigt hen imod mig, et dejligt smil møder mit blik.
   -"Kommer du snart ind og leger, mor? Har fundet alt frem" Clara viste så mange af sine tænder som muligt. Hun er mere end guld værd. Jeg kører hånden igennem hendes små krøller, kigger ind i hendes mørkeblå øjne.
   -"Jo jo skat, mor sidder lige og snakker. Jeg kommer om fem minutter, okay?" sender hende et smil, og rækker hende en småkage fra skålen på bordet.

Senere på aftenen sad mine forældre og snakkede om tingene, jeg kunne høre det inde fra mit værelse. Min far var vred, kunne høre flere gange hvordan han slog i bordet. Det værste var min mors måde at græde på. Det gjorde ondt at lytte til. Kunne høre min far tog røret til telefonen, og begyndte at taste. Jeg vidste det var politiet han ringede op, for klokken var langt over midnat. Efter en flere timers lang snakken frem og tilbage, bankede det på min dør. De støttede mig i min beslutning, og næste dag tog vi på stationen, hvor jeg afgav forklaring.

"Mor! Kom nu!" Claras utålmodige råb runger i gangen.
   -"Det var vidst min historie. Jeg ved det lyder underligt at beholde barnet ovenpå en voldtægt, men i dag er det ikke noget jeg fortryder. Jeg elsker hende." prøver at sende intervieweren et smil, selvom jeg ved, at hun allerede havde dømt mig fra jeg lukkede hende ind. Det er lige meget, bare hun skriver en sand historie i avisen, og ikke sætter mig i skidt lys, overfor andre som måske står med samme valg.
   -"Mh, blev voldtægtsmanden nogensinde fundet?" Hun ser spørgende på mig, og da jeg fanger hendes blik, bliver det rettet mod blokken. Det er ikke en rar fornemmelse, den måde jeg føler hun tænker på.
   -"Ja, men han blev fundet død i sin lejlighed, død af hjertestop.. det fik jeg at vide et par dage før fødslen, de mente han var omkring 63 år gammel", kiggede tomt ud i rummet "Jeg følte det var et tegn på han ikke kunne leve med det han havde gjort. Selvom det var noget utilgiveligt han havde gjort mig, så mente jeg at der nu var plads til et nyt menneske i verden. Et nyt og bedre menneske."
   -"Det virker som om du er glad for det der er sket i helhed?" intervieweren ser fortvivlet ud.
   -"Øh, jeg ved ikke hvordan jeg skal svare på det, for jeg vil ikke kunne leve uden min datter. Men de minder, der stadig er i mit baghoved, er nogle jeg godt kunne være foruden." Jeg rejser mig fra stolen og gør tegn til, at det er på tide, hun afslutter interviewet.