Det eneste jeg kunne høre i mørket var træernes blade, svæve i takt med vindens sang. Jeg faldt, længere og længere ned. Kunne ikke mærke om jeg trak vejret, om jeg var død eller levende. Luften blev tungere, rummet mindre. Strakte armene op, men kunne ikke længere mærke bunden på den øverste køjeseng. Mørket forsatte i en uendelighed.
Det var ikke skræmmende, rettere underligt. Små sus, tumlede i min mave. Det var som frit fald, uden elastik, blot en madras at lande på.

Sengen smed mig ud, svævede uden sikkerhed. Jeg lukkede øjnene. Prøvede, at holde vejret et kort øjeblik, i håb om jeg kunne gribe mit skrig der var på vej op, og sluge det igen. Mine nøgne fødder, landede blødt.
Det var nat. Skovens tætte træer omringede mig, de var uden liv, døde og grå. Skovens bund, var ikke blevet berørt i årevis. Der var ingen stier at følge. Kiggede op mod himlen, stjernerne var rolige, månen var fuld. Dens lys gav mig muligheden, for at kunne bevæge mig rundt, uden at føle mig blind.

Der var helt stille, end ikke luften kunne komme med en lyd. Jeg bevægede mig langsomt igennem det vildt voksende terræn. Mine skridt blev langsommere og langsommere, trætheden arbejdede sig igennem mig. Det var ubehageligt, følte mig alene for alvor.
Frygten steg mig til hovedet, satte i løb. Kæmpede mig igennem de tætte træer, månens lys forsvandt. Hjertet sad i min hals. Jeg kunne ikke holde til det...
Jeg slog øjnene op, vækkeuret bippede. Lå længe og stirrede op i loftet, trak vejret dybt. Opgivende satte jeg mig op i sengen, gabte en smule. Jeg rejste mig op, og traskede langsomt hen imod døren. Det tog et stykke tid, før jeg nåede til badeværelset. De kolde klinker fik mine fødder til at skrige. I små hop nåede jeg hen på den lille bademåtte, før kulden nåede længere op.
Jeg kiggede ind i spejlet, et ynkeligt syn. Øjnene røde, kinderne sorte. Fandt en klump vat frem, stak det under den kolde vandhane. Det kølige vand løb igennem mine fingre, det var dejligt.

Den gamle make-up blev fjernet og derefter erstattet af en ny. Jeg gad ikke gøre noget ved håret, så det blev smækket op i en knold. Blinkede til mig selv, og bildte mig ind dagen nok skulle blive god. Pakkede kroppen ind i tøjet, jeg havde lagt frem aftenen før.
Startede dagen med en kop the. Dens varme fik mine kinder til at bluse op. Min krop føltes mere livlig, var klar til at gå den sidste måneds undervisning i møde.

På vejen ud mødte jeg overboen, en ældre kvinde med ild rødt hår, strittende ud til alle sider. Hun kæmpede sig op af trappen, uden tøven greb jeg blidt fat i hendes arm.
- "Nu skal jeg hjælpe dig, Gudrun."
Hun sendte mig et sødt smil, hendes mand døde for 3 år siden. Vi har været på fornavn, siden jeg flyttede ind, da hun ikke vil mindes om ham og hans efternavn.

Den kølige majvind, ramte mit ansigt. Lydene fra trafikken, slog imod trommehinderne. Jeg elskede det. Den korte cykeltur mod gymnasiet, blev gennemført med glade tanker.
Smilende mødte jeg til første time, hilste på vennerne og gennemførte dagen. Marie greb fat i min arm, jeg kiggede på hende.
- "Hvad siger du til at tage ud og spise i aften, også tage ned til havnen bagefter?"
- "Mh, hvad sker der da ved havnen?"
- "Jeg overhørte bare nogle andre, det lyder til der kommer en del derned."
Jeg tænkte et kort øjeblik. Marie var en af mine nærmeste veninder, men jeg havde en del lektier for.
- "Marie, hvad siger du til hvis vi mødes henne ved dig om en halv time? Så kan vi få kigget på lektierne, og smutte ud bagefter?" Egentlig vidste jeg godt, hun ikke har den store interesse i skolen mere.
Hun kiggede lidt mærkeligt på mig, men hun nikkede og sagde farvel.