"lad ej sorg overtage dit sind, skjold dig ej fra omverdenen - dagen imorgen er værd at leve" | Niels
   "Hvorfor er det ikke mig, der er derude, og har det sjovt som alle de andre?" tænkte jeg, vendte mig rundt og kiggede gennem den tomme stue, der kun var svagt oplyst. Kiggede på alle de møbler der ikke var mine, i denne billige lejlighed jeg havde fundet, igennem en annonce for nogle år siden, starten på et nyt liv skulle det have været, en chance for et normalt liv. Hvor jeg kunne lægge de mange år af ensomhed bag mig, de mange år med misbrug.
   "Hvorfor er der aldrig nogen der inviterer mig? Jeg er jo lige her" rumlede den irriterende tankegang videre, oppe i mit forvirrede hoved, da jeg fandt vej til mit værelse og satte mig foran min computer. Endelig ved det ene sted jeg kunne være fri, det eneste sted jeg kunne være mig selv. Fik startet min computer op, som jeg havde brugt alle mine børnepenge på, en klække sum af 20.000 kr. Det eneste jeg havde fra mine forældre. Tændte musikken og lod den tordne igennem mine hørebøffer. Der var noget beroligende ved at lyden var så tæt på, naboen ville f. eks ikke lægge mærke til det og ingen ville komme og sige jeg skulle skrue ned. Selvom jeg tit ønskede de gjorde det, bare så jeg kunne se et andet menneske.
   Kiggede på min venne liste, kun 12 online, men det var jo også fredag aften og de fleste mennesker var ude og feste. "Mon der er nogen der skriver til mig om lidt? Det ville være rart" funderede jeg og knyttede mig til tanken, forventningsfuld. Da jeg fik et popup på min skærm; "Du har en ny besked" jeg smilte diskret for mig selv, og åbnede for min e-mail "Hvem mon det er der skriver til mig? Det plejer der ikke at være nogen der gør" jeg kunne næsten ikke vente og lukkede mine øjne, bare for at trække spændingen lidt endnu, bare et sekund længere. "FORPULEDE LORTE LIV" råbte jeg vredt, da jeg så det bare var endnu en reklame, endnu et opkast i mit ynkelige, meningsløse liv, mens jeg kastede statuen igennem værelset. Statuen som han havde givet mig, min bedste barndomsven, Oliver.
   "Hej du, kan du lide total langt spaghetti med total store kødpølser i?" havde han spurgt mig, da vi første gang mødte hinanden i femte eller sjette klasse, det var svært at huske de gamle tider. Men det endte med at vi tog hjem til hans familie og fik spaghetti samt kødpølser, som han altid kaldte det. Senere den samme uge var vi på skoleudflugt, det var her han havde købt statuen til mig. Som nu lå splintret i tusinde stykker på mit værelse, tårerne løb ned langs mine kinder; "LORTE FUCKING LIV!".
   Jeg vågnede op næste dag, rodende rundt på mit gulv. Musikken spillede stadig i mine hørebøffer som lå et stykke væk fra mig "Mon der er nogen der har skrevet til mig" tænkte jeg desperat, i håb om nogen stadig kunne huske mig, ville snakke med mig. Mine øjne kæmpede for at kigge på det skarpe lys fra min skærm, ingen beskeder. "Hvorfor leve?" tænkte jeg, "Hvorfor overhovedet blive ved med at prøve, ingen tænker på mig, ingen kontakter mig, hvorfor? Hvad er grunden? Bliver det overhovedet bedre" tænkte jeg, da jeg fik et flashback.
   Oliver var altid den populære dreng i klassen, fordi han var "Sjællænder" og derfor anset som ekstra sej i klassen, med alle de fnattede små tøser, der altid vimsede rundt om ham som små pudler og jeg, jeg var bare anden violin, når de var der. De fik mig til at hente ting de kunne drikke, eller hvis de var sultne, var det mig der skulle hente nogle chips og lignende. Men sjovt nok havde de aldrig selv nogle penge til at betale med, så det var ALTID mig der måtte betale. Men når det kun var Oliver og jeg, var altid godt, vi kunne snakke om alting og gøre alt sammen, uden at han var "anderledes" det er sådan jeg vil huske Oliver. Men nu havde jeg ødelagt mit eneste og bedste minde "Hvorfor? Hvorfor gjorde jeg det?" fløj de skrigende og arrige tanker igennem mit hoved.
   Jeg lå der i flere timer, indtil mine tanker var faldet lidt til ro, mit sind atter igen i en tilstand hvor jeg kunne tænke fornuftigt og klart "Gad vide om min familie overhovedet kunne huske mig? " Lod min finger køre over min næse, som min mor altid havde gjort, når jeg var kommet hjem fra skole "mon de overhovedet vil kendes ved mig nu, efter hvad jeg har gjort" Tankerne omkring emnet tog ingen ro og de opslugte mig, tårerne trillede langsomt ned af mine kinder, indtil jeg faldt i søvn, udmattet og tom indeni.
   Jeg ved ikke hvor længe der var gået før jeg vågnede op igen, jeg tror der var lyst udenfor, men det var svært og se pga. mine sorte gardiner, en slags tryghed for mig, "så behøver verden ikke se mig, nej, så verden ikke ved jeg eksisterer" min tanke omkring emnet var komplet og det var bestemt bedre at undgå verdenen, nu ingen havde lyst eller tid til mig. Men der var engang, dengang hvor det var mig og Oliver, vi var med til alle fester og alle havde lyst til at snakke med os, endda også mig. Kan stadig huske den ene fest, vi havde spillet "udfordringen" et vanvittigt spil Oliver og jeg havde fundet på, hvor vi havde lagt nogle sedler med udfordringen ned i en hat, hvorefter folk hver især skulle trække en udfordring, men hvis de ikke turde udføre udfordringen, blev man klædt af til det bare skind, smidt under det kolde vand hvorefter vi smed dem udenfor. Men vi havde et system, Oliver og jeg. så vi altid fik lette udfordringer, vi snød faktisk, men ingen vidste det, ingen opdagede det.
   Kiggede på min mobil, kontaktlisten var fyldt med alle jeg kendte, men ingen opkald, ingen sms, ingenting overhovedet. "Er jeg virkelig så usynlig for dem, at de bare håber at jeg er forsvundet?" Men skrev aldrig til nogen, det behøvede jeg jo ikke, folk skrev jo til mig. "Så fuck da jer!" var den sidste tanke i mit hoved, før telefonen fløj ind i væggen og faldt ned på gulvet, ødelagt.
   "Din fede snylt mand, du har hugget min trunte, bare vent dig til hævnen kommer" Kan stadig huske de sidste ord fra Oliver, den aften hvor det hele gik galt, kan stadig huske hvilken udfordring jeg fik, hvordan han snød mig, hvordan tingene ikke længere skulle være som de var. Husker tydligt hvordan de alle havde hånet mig "Nåå du tør nok ikke tage din udfordring hva', lille kylling mand, kom nu. Gør det, kylling" .Selvom de ikke vidste hvad der stod på sedlen, men jeg var fløjet ud af døren, bilnøglerne i hånden, jeg vidste lige hvordan jeg skulle gøre det "INGEN snyder mig, INGEN kalder mig for en kylling!" og jeg ventede tålmodigt på han kom forbi, forbi i svinget på hans cykel som altid. Han var fuld og slingede afsted mens hans sang noget så skrækkeligt, jeg ventede til sidste øjeblik, tændte for lyset så han blev blændet og joggede speederen i bund, der var ingen lyde omkring mig, jeg så ikke noget og hørte kun et enkelt "bump"... udfordringen var overstået, derefter husker jeg ikke mere.
   Vågnede op, kiggede ned, kunne ikke føle mine ben, min mor stod og græd mod min fars skulder, han sendte et hadefuldt blik min vej. Der gik længere og længere imellem deres besøg, til sidst kom de ikke forbi mere, ikke engang et brev. Ingen besøg, ingenting. Der gik flere måneder før jeg kunne køre derfra i rullestol, "Du idømmes husarrest" de mest fængslende ord jeg kunne huske. Jeg havde kørt Oliver over, han var død, "hvad har jeg dog gjort?" var de grufulde tanker der gik igennem mig, det næste lange stykke tid, blev i min lejlighed, nægtede at snakke med folk og min familie, "ingen skal kende et monster som mig!"
   "Tilkald lægen! han er væk, kan ikke føle nogen puls! Skynd dig!" Råbte manden i den orange dragt, da jeg svævede over mig selv og der lå jeg, ødelagt og ensom på mit gulv, den smadrede statue og telefon, kørestolen sparket til ukendelighed, hørebøfferne der stadig spillede det høje musik, sultet ihjel af mig selv, knækket og nedbrudt af min egen sorg, min egen dumhed, straffen måtte være fortjent.