Bagved lå han. For første gang fik han chancen for at anskue noget baglæns: tiden der gik væk, vendte ansigtet og slukkedes som et lys. Vi behøver ikke længere, gudskelov, tænkte han og kunne ånde lettet op. Blodet dryppede stadig fra skjorteflippen, små fine dråber som om blodet var fortyndet til den fineste, klare eleksir. Kniven føltes let i hånden, for første gang, og håbet så uendelig stærkt at afgrunden blev en hånlatter mod alt han ejede og var. Pludselig blev kulden tung og ubønhørlig og han opdagede at han græd. Langsomt vendte han tilbage til nutiden, et kort øjeblik kæmpede han, forsøgte at blive i mørket og forstå tingens sammenhæng, men forgæves. Gråden sad endnu i halsen, da han forsøgte at mumle det undskyld, der skulle få ham til at indse den alderstørste synd, men som alt andet han mærker lige nu og her blev det ikke til noget.
   Han vældtede ud af værelset, over dørtrinet og fik solen i øjenene. Først nu opdagede han alt støvet, der var blevet hvivrlet op og solens spil med de enkelte støv korn. Som om der var en mening, som om det hele alligevel var vigtigt og rigtigt. Han forsøgte, forsøgte febrilsk at undgå at blodet størknede og at støvet stoppede de uendelige hvirvelstrømme. Han åbnede den øverste komodeskuffe, rodede alt igennem til han fandt hvad han søgte: en rulle tape. Metodisk tog han det ene stykke af efter det andet, gik ud i haven og begyndte at vikle hvert et lille stykke omkring de sarte forårsknopper på syrenerne og blommetræerne. Men det lykkedes ikke, blodet var størknet, tapen kunne ikke klistrer og solskinnet forsvandt for en stund bag skyerne og alt støvet faldt til bunds med et næppe hørligt brag og sandheden kom snigende.