"Hvordan fik du egentlig dit ar i panden far?" Datteren rejser sig op på den ene albue, og kigger sin far i øjnene.
"Det her?" siger han og kører følende sin finger hen over den hvide streg, der starter lige under hårgrænsen og forsvinder op under pandehåret. "Jo nu skal du høre...", og så går han i gang med at fortælle historien om Supermand i Vangede.
Det var en tidlig eftermiddag i Juni. Jeg var på vej hjem fra gymnasiet og cyklede i høj fart ned ad bakken ved Vangede St.. Pludselig, ud af det blå, drejer en bil ind foran mig på cykelstien. Jeg kører så hurtigt at jeg ikke har en chance for at nå at bremse. Med et ordentligt drøn rammer jeg bilen lige midt på fordøren. Min cykel stopper brat... men det gør jeg ikke. Jeg fortsætter fremad som om intet er hændt. Som skudt ud af en kanon flyver jeg ud over styret og hen over bilen.
Som en anden Supermand flyver af sted. Jeg kigger ned mens jeg flyver hen over 3 parkerede biler, en gammel varevogn, 2 piger på cykler og en mor med tvillinger i en barnevogn. Jeg når at tænke, at udsigten nu egentlig er ganske fin heroppe fra, inden jeg kommer i tanke om, at alt der kommer op også har det med at komme ned igen. Og ned har det med at gøre en del mere nas end op.
Jeg fik den ide, at det nok vil være smart at kigge lidt frem. Bare sådan for at danne sig et overblik over landingsområdet. I det her tilfældet var landingsområdet en gammel og meget tyk mand, der stod på fortovet foran slagter Jensens forretning. I den ene hånd havde han et indkøbsnet. I den anden, en af slagter Jensens verdensberømte "hånddeller", som han netop havde taget en bid af og nu var ved at blive kvalt i. Han var helt blå i hovedet og hans øjne bulede ud, som var han en frø.
"Undskyld mig" nåede jeg at mumle, i bar befippelse over sådan at komme anmassende. Øjeblikket efter landede jeg, med hovedet først, midt i den tykke mands store mave. Manden gav et "Hrumpffffffffffff" fra sig, mens det stykke af slagters Jensens verdensberømte "hånddelle", der sad fast i hans hals, blev skudt ud af hans mund. Det landede på fortovet lidt væk, hvor det hurtigt blev hapset af en stor labrador, der sad og ventede på sin herre uden for slagteren.
"Men far. Hvordan kan en tyk mands mave give det ar? Var hans mave ikke blød?". Datteren klør sig på næsen og stryger en lok hår væk fra panden mens hun kigger på ham.
"Det kan du tro den var. Blød som vanillebudding. Det var ikke det jeg fik arret af. Hør så her." Og så fortsatte faren sin historie.
Jeg landede med så meget fart at jeg blev slået bevidstløs. Da jeg kom til mig selv rejste jeg mig fortumlet op. Uden at ane hvad der var sket vendte jeg mig om, kiggede på den store labrador uden for slagteren og sagde høfligt "Goddag Frue, sikke et dejligt vejr vi har i dag." Herefter tog jeg et skarpt sving til højre og tog 3 lange skridt lige ind i en lygtepæl. Jeg ramte den med panden først. Lygtepælen blev stående. Det gjorde jeg ikke. For anden gang på to minutter besvimede jeg.
Da jeg kom til mig selv lå jeg i en ambulance. "Hvor mange fingre har jeg her?" Manden bøjede sig ind over mig og stak sin hånd hen foran mit ansigt.
"8" sagde jeg. Den stakkels mand så forvirret på mig.
"Prøv igen" Han fægtede rundt med hånden foran mit ansigt.
Jeg sukkede. "Ok, må jeg ikke lige få mine briller. Jeg kan ikke se en flyvende fis uden dem"
Herefter gik det lidt bedre med mine svar og han åndede lettet op.
"Du skal vente i venteværelset". Det syntes jeg gav god mening, så det gjorde jeg. Rigtig længe endda. Pludselig bliver døren åbnet af en mand i sort jakkesæt. Han stikker hovedet ind og spørger "Er der en Rasmus Veng til stede?".
"Ja" svarer jeg ærligt.
"Er det dig?" spørger manden.
"Jeps"
"Godt" sagde manden, vendte sig om og gik igen.
Jeg sad og kiggede lidt ud i luften, lidt usikker på hvad der lige var sket.
Lidt efter gik døren op igen. Ind skred den tykke mand, vis mave havde afbødet mit fald.
"Asmuse 'Eng Pederseeen" sagde den tykke mand med fransk accent.
Nu er jeg jo temmelig skrap til alt det der med fremmedsprog, så jeg svarede ham på elegant fransk "Uvi"
Den tykke mand plirrede lidt med øjnene, som om han lige skulle fordøje, at jeg talte så flot fransk. Så rystede han på hovedet og fortsatte.
"Jar viil gern takkø deii. Du reddøt mit lijv"
"Øhh. Selv merci." svarede jeg.
"Du vet væm jar ær?" spurgte han mens han tog en æske op af sin lomme.
Her smuttede den lige for mig. Men jeg ville jo gerne gøre ham glad. Så jeg lod som om jeg forstod og svarede. "Uvi uvi. Flutes merci"
Det var noget jeg mente jeg havde hørt i en film, hvor helten havde sagt det til den smukke pige lige inden de kyssede. Det måtte være passende at bruge her.
Han mumlede et eller andet på fransk og så lidt bekymret på mig. Så åbnede han den lille æske han havde fisket frem fra lommen, tog et skridt frem mod mig og stak mig i brystvorten med en nål.
"Dy er ny Rittør af Danemarrk. Merci" Her på vendte han sig om og gik igen.
Jeg kiggede ned af mig selv. På min bluse hang et lille kors med rød og hvid emalje. Rundt om korset var der lidt blod. Jeg pillede nålen ud af mit kød og kiggede på korset.
En lille dreng sad ved siden af. Han var ked af det og græd fordi han havde brækket sin finger. Ham gav jeg korset. Han stoppede med at tude og satte korset fast i sin trøje. Kort tid efter kom jeg ind og blev syet i panden.
Det var sådan jeg fik mit ar og blev ridder af Danmark.
Pigen smilede og hviskede "Det er eddermanemig løgn det der, far"
"Pas du hellere på hvordan du taler til mig. Kender du ikke straffen for at bande ad en ridder af Danmark?"
Pigen smilede. Før hun nåede at finde på et svar var hun faldet i søvn.