Stilhed. Endelig var hun sluppet af med ham. Troede hun. Lige indtil hun så skyggen på væggen. Lige indtil hun hørte den sagte lyd af metal mod metal fra et bælte, der langsomt spændes op. Lige indtil hun hørte hans tunge vejrtrækning. Lige indtil da, troede hun, at alt ville blive som før. Hun ville stadig løbe rundt på marken udenfor sammen med Lisa. Hun ville stadig have Lisa. Den gode gamle Lisa, altså. Ikke den nye, forkerte Lisa.
   Det troede hun ikke mere. Nu vidste hun, at intet ville blive som før. Hun vidste, at nu ville han komme og gøre hende forkert. Ligesom han havde gjort Lisa forkert. Om lidt var han helt henne ved skabet, hvor hun sad og krøb sammen. Om lidt ville han have fået bæltet helt af. Om lidt ville alt være forbi.
   Hun vidste udmærket hvad der skulle ske nu. Hun så da han gjorde det ved Lisa. Hørte hendes skrig, som så pludselig stoppede, da han bandt hendes mund. Hørte hendes stille råb om hjælp, men havde været for lammet til at gøre noget som helst. Lammet af skræk. Lammet af tanken om, at hun skulle udsættes for det samme når han engang fandt hende.
   Og nu havde han fundet hende. Hun havde heller ikke gemt sig særlig godt, nu hun tænkte over det. Hun var bare sprunget ind i skabet i ren panik, og havde i skyndingen ikke fået lukket døren ordentligt. Skabet var også det eneste gemmested i hele rummet, bortset fra sengen, men der var ikke rigtig plads nok til at man kunne gemme sig under den.
   Nu var han henne ved skabsdøren. Karina så hans beskidte fingre gribe fat om træet med en sådan kraft, at det efterlod små mærker. Hun lukkede øjnene. Hørte kun det sagte "wush" af en dør der bliver svunget op med stor kraft. Lyden af de trætte, rustne hængsler, der knagede, for så til sidst at give op og endelig, efter så mange år, give slip på døren med et lille "knæk". Lyden af hans tunge åndedræt, der blev hurtigere af spænding, og til sidst hendes eget rædselsskrig! Så hørte hun en lyd, som træ der rammer beton, mærkede en intens smerte i hovedet og så...

Så blev alt sort.


Smerte. Hun ville tage sig til hovedet, men opdagede til sin rædsel at hendes hænder var bundet. Så huskede hun det hele. Lisa. Manden. Skabet. Slaget. Det hele!
   Hun åbnede øjnene, og kunne først ikke se andet end et svagt lys. Så mærkede hun noget. Hun gyngede roligt frem og tilbage, som om hun lå i en lille vugge. Eller en båd. Hun snusede ind, og forstod, at det måtte være det sidste. Luften var klar, og der duftede af hav.
   - Nå... Så vågnede du endelig!
   Stemmen var hård og fjern.
   - Har du sovet godt? Du har i hvert fald ikke sovet længe! Højst et par timer.
   Karina forsøgte at svare igen, men opdagede at hun også var bundet for munden, så hun blev liggende i stilhed. Manden bøjede sig ind over hende, og sagde, med et ondskabsfuldt grin:
   - Du er ikke ret snaksaglig, hva'?
   Karina begyndte at gå i panik nu. Manden var åbenlyst psykisk syg, og hun havde ingen idé om, hvor de var. Havet var jo stort!
   - Vi ligger for anker lige ud for Anholt. Hvis du vil hjem kan du jo bare svømme i land. Eller skrige på hjælp?
   Han grinte hysterisk, og Karina var nu for alvor bange. Manden var jo ond! Direkte ond! Næsten helt Hannibal Lecter-ond, dog, så vidt Karina vidste, uden kannibalistiske tendenser.
   Manden rejste sig op fra den stabel fiskekasser, han havde siddet på, og prøvede at starte den lille Yamaha-motor bag på båden. Det så ud som om han havde problemer med at få den startet, og før han havde fået den i gang, var Karina allerede kommet op og stå. Hun skulle lige til at sparke manden over bord, da han vendte sig om, og stak en 20 cm. lang kniv ind mellem Karinas ribben. Han kendte sin anatomi, og ramte, som planlagt, i højre side, lige over lungen. Præcist nok til, at hun ikke ville dø af det. Hun ville kun lige akkurat besvime af det.

Manden hed i virkeligheden Jack Rebus og kom fra Irland, men var kommet til Danmark for at studere medicin. Efter sit andet år på medicinskolen i København havde han fundet sig en kæreste, så han droppede ud af skolen og de slog sin ned på Anholt. Her fik kæresten, for 15 år siden, to tvillingedøtre, men døde i barselssengen. Han blev erklæret psykisk syg og ude af stand til at tage vare på et barn, så børnene blev bortadopteret til to forskellige familier.
   Siden den dag havde hans eneste mål været, at få hævn. Både over de folk, der fik ham erklæret psykisk syg, men også på døtrene for at have slået hans kæreste ihjel. Han havde allerede fået hævn over Lisa, den ene af hans døtre, og nu var turen kommet til den anden. Karina.
   Lisa havde han slået så mange gange i hovedet, at hun var blevet hjerneskadet. Ikke nok til ikke at kunne fungere i dagligdagen, men bare lige nok til at forandre hende for altid, så hendes forældre kunne føle hvordan det er, at miste sit barn.
   Han lod Karina falde ned i bunden af båden, mens han startede motoren. Så sejlede han ind imod land. Det var sent en sensommeraften, så der var lige akkurat mørkt nok til, at folkene i den lille by, ikke opdagede motorbåden glide op på stranden. De så heller ikke det mørke omrids af en mand bærende på en 15-årig tilsyneladende livløs pige, gå hen ad stranden, på vej mod sit hus. De så heller ikke, at selv samme omrids låste døren op og bar pigen indenfor, lagde hende på sengen, bandt hendes hænder fast til en radiator, og hendes ben til fodenden.
   Nej, alle disse onde handlinger sås ikke af nogen, for folk på Anholt holder af at feste på en lørdag, så hele øens befolkning var samlet i forsamlingshuset, som lå helt nede i den anden ende af byen.
   Det troede Jack i hvert fald, men sandheden var en anden. For Albert, den gamle særling, var nemlig hadet af hver en borger i byen, og var derfor ikke velkommen i forsamlingshuset, så han gik en tur på stranden i stedet. Og han så det hele.
   Både knivstikket ude på havet og hvilket hus pigen blev slæbt ind i. Men da Albert mange gange var blevet dømt for ting, som han ikke havde gjort, havde han ikke den store tiltro til hverken politiet eller domstolene, så han holdt det for sig selv.
   Men da Albert var en ærlig mand, som holdt af at tingene gik ordentligt til, kunne han ikke bare stå og se til uden at gøre noget, så han greb sit jagtgevær, og gik over mod huset. Han sparkede døren op, og marcherede op mod det værelse, han vidste pigen befandt sig i.
   Han sparkede døren til værelset op, og pegede mod sengen med sit gevær. Men Jack var der ikke. Han havde nemlig hørt Albert sparke døren op, og havde gemt sig i det selv samme skab, som Karina havde gemt sig i blot få timer tidligere.
   Dette vidste Albert dog ikke noget om, så han skyndte sig ud på gangen igen for at lede i de andre værelser. Imens skyndte Jack sig hen til værelsesdøren, og låste den. Albert hørte både smækket og klikket, så han skyndte sig tilbage til døren, som han prøvede at få op. Han skulle lige til at skyde låsen op, ligesom han havde set på film, men kom så i tanke om, at han jo kunne risikere at ramme Karina, så han lod være.

Jack stod bøjet over Karina og ydede førstehjælp på knivstikket. Han kunne ikke lade være med at beundre hende. Hun var smuk og slank. Han bøjede sig ned over hende og kyssede hende. Han vidste godt at det var forkert, hun var jo hans egen datter, men han kunne bare ikke lade være. Hun var så smuk, og hun lå jo alligevel bare der. Hvem skulle finde ud af det? Der var jo ikke nogen der ... "KRASH". Albert var endelig kommet igennem døren. Han så hvad Jack havde gang i, og, uden at tøve, hævede han sit jagtgevær og trykkede på aftrækkeren.

"Klik"

Albert blev ramt af en pludselig følelse af frygt. En frygt, så intens, at han aldrig før eller siden har følt nogen lignede. Han havde forsøgt at tage et andet menneskes liv, og han havde fejlet. Nu skulle regnskabet gøres op.
   Dette vidste Jack også, og i to lange spring, fløj han over sengen med den bevidstløse Karina, og bankede lige ind i Albert, der med et forskræmt ansigtsudtryk, væltede baglæns.
   Albert ramte gulvet hårdt. Så hårdt at han så stjerner et kort øjeblik. Derfor kunne han også kun mærke Jacks iskolde hænder lukke sig om hans hals og blokere hans vejrtrækning. Men han havde ikke kunnet forestille sig hvordan hans ansigt så ud. Jack græd nemlig. Han græd stille, men han græd.

Da Karina slog øjnene op, var det et absurd syn og en dårlig smag i munden der mødte hende. Jack, som hun stadig ikke vidste hvem var, sad overskrævs på en fremmed mand og græd. Hun kunne se, at Jack var ved at kvæle den fremmede mand, og hun ville gerne hjælpe, men kunne ikke da hun jo var bundet på hænder og fødder. Hun forsøgte at vride sig fri, men blev mødt af en stikkende smerte i højre side.
   Og så var det, at hun så hende. Inde i skabet stod Lisa. Hun var helt bleg, men hun var ikke bundet. Karina forsøgte at kalde på hende, men smerten forhindrede det i at blive til mere end et forsøg. Men det var åbenbart også nok. Lisa gik resolut ud af skabet og hen imod en af de tre stole, der stod op ad væggen. Hun tog den ene i benet, og bankede den ned i gulvet, til hun kun havde benet tilbage.
   Så gik hun hen til Jack, og svingede benet. Det gav et faretruende "knas", og Jack blev slap. Han faldt forover, så han lå direkte ovenpå Albert. Lisa tog fat i kraven på Jacks sweater og trak ham ud midt på gulvet, hvor hun gav sig til at banke løs på hans hoved med det, nu knækkede, stoleben. Karina skulle til skrige at hun skulle stoppe, men kunne ikke. Ville ikke.

Da Lisa endelig synes det var nok, var Jacks ansigt uigenkendeligt. Der var blod ud over gulvet, og Lisa var smurt ind fra top til tå. Karina græd hæmningsløst. Lisa græd også. Hun sad på knæ midt i rummet og græd.


   Lisa blev aldrig helt sig selv igen. Karina heller ikke. De fik begge psykologhjælp, men Karina vil aldrig glemme billedet af sin bedste veninde, der tæver løs på Jack, og Lisa blev erklæret hjerneskadet kort efter.
   Ingen af de to piger fik nogensinde at vide, at Jack var deres biologiske far.

Kort tid efter begravelsen af Jack og Alfred, flyttede Lisas familie til London og Karinas flyttede til Stockholm, for at undslippe minderne fra Jansensgade 16!