Åse er 3½ år gammel. Hun er startet i børnehaven for et halvt år siden.
   Hun er en velproportioneret pige, der såvel i væremåde som i hele sin ydre fremtoning udstråler harmoni.
   Starten var dog lidt svær. Åse havde tullet rundt, var blevet væltet af nogle af de store drenge, havde grædt og havde villet hjem til sin mor.
   Der skulle både ved ankomsten til børnehaven om morgenen og i løbet af dagen en kærlig, trøstende omfavnelse til, for at få Åse glad.
   Hun var ikke mere den store i børnegruppen som i vuggestuen. Hun var pludselig den lille.
   Nu tuller hun ikke stille rundt mere.
   Hun er aktiv med de andre børn i sanglege, i sandkasse og i forskellige puslespilsaktiviteter. Hun taler løs, pjatter og siger også den dumme skid, når en af de store kommer til at give hende nogle knubs.
   I påklædningssituationer er hun meget interesseret i at høre om de forskellige kropsdele. Se, det er min hånd, kan det hedde. Eller min mave er for stor til den trøje.
   Det giver nogle sjove samtaler mellem den voksne og Åse. Forskellige kropsdele bliver nævnt. Åse er glad når øre, øje og næse bliver nævnt.
   En lille tegne leg, hun kan lide sammen den voksne, er "Punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nikolaj."
   I det hele taget er Åse meget interesseret i sin krop i øjeblikket. Og i de andre børns kroppe.
   Hun har opdaget at drengene har en tissemand. Hvad hun selv og nogle af de andre børn ikke har.
   Når hun leger far –mor –børn –lege er hun pigen, en af de større drenge er far, og den anden pige er mor.
   Specielt sjovt er det at klæde sig ud i tøjet fra udklædningskassen. Bedre endnu bliver det, når ansigtet får make-up med vandfarve.
   Der leges også med dukker. Nu er Åse selv mor, der pusler om sit barn. Snakker højt med det, synger sange for barnet og putter det i dukkevognen.
   Åse er blevet lidt ældre nu, hun er fire år. Dagen fejres på behørig vis med kage og fødselsdagssang. Åse er stolt. Hun er ikke mere lille i børnehaven.
   Når hun nu leger sammen med de andre børn, sker der et samarbejde. Der spilles Memory med et af de andre børn, og Åse venter med at vende kortene til det er hindes tur.
   Hun husker godt, hvor et bestemt kort lå, og hun får samlet mange kort -par sammen.
   Hun kan sige alle navnene på kortene, klovn, fugl, tromme osv. I det hele taget er hendes sprog veludviklet.
   Også i andre spil er hun nu med. Hun kan efterhånden slå en terning, tælle øjnene og flytte det rigtige antal felter i Ludo.
   Helt lykkes det dog ikke altid. Nogle gange tager hun måske fejl, andre gange forsøger hun at 'snyde', så hun selv kommer først i mål.
   Det er ikke altid let for den voksne at se, om det er det ene eller det andet.
   Men den voksne ved godt, at når der 'snydes', da er det ikke uvenlighed fra Åses side, hun er blot centreret om sin egen person, og ser tingene med udgangspunkt i sig selv.
   Dette har været meget værre før. Dengang ville Åse absolut have legetøjet for sig selv. Nu kan hun godt dele med andre, og lege bondegård med mange dyr uden at skulle have alle dyrene selv.
   Selvfølgelig er der gange, hvor Åse hellere vil lege helt for sig selv, men generelt foregår Åses aktiviteter nu meget mere sammen med de andre børn, end dengang hun startede i børnehaven.
   Hun er jo blevet større, skal ikke mere sove til middag, men kan klare hele dagen igennem uden et hvil.
   Tidligere var der en smule problemer med middagshvilet. Åse sagde, jeg vil ikke sove.
   Men de voksne måtte tage konflikten, de vidste hvordan hun fungerede hen på eftermiddagen, når hun var overtræt. Åse kunne ikke klare dagen uden et hvil.
   Disse små konflikter er dog blevet løst hen ad vejen. Åse har nu selv som 5-årig en langt større forståelse af, at det ikke er alt, man har lyst til, som man også rent praktisk kan gøre.
   Åse forstår selv, at det er ubehageligt at være overtræt. At det er ubehageligt, at sidde med et puslespil, som man så gerne vil lægge fint, men ikke helt kan lægge, fordi brikkerne er for svære at sætte sammen.
   Men Åse har lært at bede de større børn om hjælp, når hun ikke selv magter en opgave. Og de større børn hjælper gerne. Ligesom Åse nu selv hjælper de mindre børn, når de er i knibe.
   Åse er lang mindre centreret om sin egen person som 5-årig, end hun var som 3-årig ved starten af børnehaveforløbet.
   For de voksne er det en fornøjelse, at se Åse hjælpe de mindre børn. Dette både i påklædningssituationer, ved toiletbesøg, ved tandbørstning og når der skal dækkes bord.
   Åse har haft en i store træk tilfredsstillende udvikling fra de 3 til de 5 år.
   Imidlertid var der en periode, hvor Åse havde det lidt svært.


En periode i Åses liv. Far og mors skilsmisse
   Den harmoniske Åse har i en periode været mere stille og indesluttet. De pædagogerne har ikke tænkt særligt over det før den dag, hvor Åse i spisesituationen skubber tallerkenen ind midt på bordet og bryder ud i gråd.
   Det er Peter, der har skubbet til hende.
   Det er imidlertid sket mange gange før, ikke blot Peter og Åse imellem, men også blandt de andre børn.
   Nogle gange er spisesituationen faktisk ret livlig i børnehaven. Det er specielt blevet slemt efter, at den praktiske medhjælper har fået skåret sit timetal ned på grund af besparelser i kommunen.
   Men Åses reaktion har ikke tidligere haft den voldsomme karakter, som i dag.
   De voksne begynder nu en snak om Åse.
   Og det viser sig, at flere af de voksne har lagt mærke til forandringer i Åses væremåde.
   Pædagogerne har blot ikke fået snakket om det, fordi normeringsproblemet har været det foretrukne samtale emne. De har alle sammen fået mere travlt. Dagen er blevet lidt tungere at komme igennem.
   Men det viser sig, at Åse generelt er blevet mere kontaktsøgende. Hun vil gerne sidde på skødet i oplæsningssituationer. Vil gerne klædes på af den voksne, når børnene skal på legepladsen, selvom hun udmærket kan klare det selv.
   Hun er også blevet mere aggressiv. Slår de andre børn ved den mindste anledning, for så at løbe væk for at være alene et stykke tid.
   Hun har faktisk også grædt mere end normalt i forbindelse med små konflikter.
   Hun har selvfølgelig fået knus og trøst af de voksne, men at det er hyppigere i øjeblikket, opdager pædagogerne først rigtig nu.
   Pædagogerne beslutter sig til, at lægge noget mere mærke til Åse i fremtiden. De vil ikke med det samme spørge forældrene om hjemmesituationen, for faktisk er kontakten med forældrene ikke helt så god i øjeblikket. Den var langt bedre for et år siden.
   Forældrene har været meget lidt snakkende, når de har afleveret Åse om morgenen, eller når de har hentet Åse om eftermiddagen.
   Faktisk er det som om, der er en smule kold luft mellem pædagogerne og forældrene.
   Nu er det imidlertid blevet et problem.
   Åses kraftige rektion i spisesituationen kan ikke ignoreres. Der må gribes ind.
   En af pædagogerne bemærker, at Åses tegninger har forandret sig. Tidligere havde Åse tegnet figurer, der var almindelige for hendes alderstrin. Men nu er det blevet til rundkrads.
   Det er også, de gange Åse tegner mere menneskelignende udtryk, blevet små, gnidrede figurer. Isoleret på papirets store hvide flade.
   En anden voksen har bemærket, nogle enkelte gange nok, men bemærkelsesværdigt, at Åse har forandret sit sprog en anelse.
   I stedet for at sige: Jeg er sulten. Ja, så siger Åse pludseligt: mig vil have mad.
   Det tyder, efter pædagogernes opfattelse på, at der er noget alvorligt galt. Åse går med nogle tanker, nogle følelser som ikke kommer til udtryk i det hun snakker om. I hvert fald ikke direkte.
   Pædagogerne er opmærksomme på, at Åse egentlig vender tilbage til et udviklingstrin, som hun tidligere havde været på.
   Løsningen på pædagogernes problem kommer imidlertid af sig selv. De behøver ikke snakke med forældrene. Åses mor kommer hen og henter Åse i børnehaven med røde, opsvulmede øjne.
   Hun bemærker, min mand og jeg skal skilles.


Pædagogernes Problemløsning
   Dette er alvorligt. Pædagogerne står nu overfor to problemer.
   For det første, hvordan kan de støtte Åse i hendes svære konflikt, muligvis som kastebold mellem forældrene?
   For det andet, hvordan kan de støtte forældrene? Og hvem af dem skal de støtte?
   Pædagogerne beslutter sig til, at det først og fremmest er Åse, der skal støttes. Dette er begrundet med, at de på grund af nedskæringer ikke kan gå ind i den socialpædagogiske støttefunktion, de egentlig har overfor forældrene.
   Dette som personer med kendskab til bistandsloven og hermed kendskab til forældrenes rettigheder.
   Men den slags rådgivning er der absolut ikke tid til. Og det er jo også et spørgsmål om at veje sol og vind lige. Hvem af forældrene har mest behov for støtte, når støtten herigennem skal gives til Åse?
   Pædagogernes beslutning om at støtte Åse bliver konkretiseret gennem et par rent praktiske aftaler.
   Selvom alle er tidspressede besluttes det, at en voksen må gå fra fællesskabet med børnene, hvis Åse gennem kraftige reaktioner viser behov herfor.
   Det besluttes, at der skal være en voksen tilstede, når Åse selv spontant er involveret i en far –mor –børn –leg. Ikke som overvågende kontrollerende person, men som en person, der har et ekstra øre rettet mod Åse, når hun leger.
   Dette for eventuelt at kunne tage en snak, give et knus, indtræde som ekstra person i rollelegen, hvis denne skulle udvikle sig til at blive en afspejling af konfliktsituationen i hjemmet
   Det besluttes endvidere, at der skal sættes nogle teateraktiviteter i gang. Teater om, hvordan det er at være barn i en søskendeflok.
   For Åse er ikke enebarn, hun har en storebror, der går på fritidshjem.
   Det besluttes, at Åse for fremtiden skal have lov til at sidde på skødet i højtlæsningssituationer. Hun er det af børnene, der har mest behov i øjeblikket.
   Det besluttes endvidere, at Åse skal sættes i gang med at tegne, hver gang hun overhovedet selv udtrykker ønske om det.
   Åse skal have lejlighed til at udtrykke sine følelser uden at der begås vold i mod hende.
   Den vold, der af voksne kan begås mod et stille, følelsesladet barn ved at stille det på mange måder provokerende spørgsmål: Hvordan har du det i dag Åse?
   Åse skal respekteres. Hendes følelsesmæssige smerte skal tages højtideligt. Hendes grænser må ikke overskrides, der må gives plads i børnehavens liv til, at Åses afmagt kan reageres ud.
   Naturligvis i respekt for den øvrige børnegruppe.