Forårets første sol vendte blikket mod kirkegården, hvor en lille forsamling mennesker stod og støttede sig til hinanden. De følte dog ikke de kærtegnende stråler. Sorgen var for stor.
   For foden af den åbne grav stod en mand og hans søn. Manden, der normalt var mægtig som en konge, stod med sammensunkne skuldre og trak vejret dybt, som var hvert åndedræt en ulidelig pinsel. Ved siden af ham virkede drengen alligevel lille og ubetydelig. Og trods det hvilede de sørgendes blikke på ham, Jonas. Det var drengen, der led det største tab denne dag.
   Umådeligt langsomt begyndte folk at passere graven og give deres kondolencer til de efterladte. En efter en trykkede de mandens hånd og følte medlidenhed, da de mødte drengens fortvivlede blik. En efter en følte de selv sorgen som et stik i hjertet. Og i deres tanker lød et enkelt spørgsmål som fra et tavst kor:
   "Hvorfor dem?"
   Jonas missede med øjnene mod den lave sol. Det gik først nu op for ham, at alle var gået. Kun præsten, hans far og han selv stod tilbage ved graven.Drengen vendte igen blikket mod det sorte hul i jorden. Dernede lå en lang, hvid kiste fuld af hemmeligheder. Den burde have været symbolet på al afslutning, og alligevel blev hans hjerne ved med at finde på undskyldninger: Måske var kisten tom. Måske var det en anden og slet ikke hans mor, der lå dernede. Og måske var det hans mor, men hun var slet ikke død, hun sov bare.
   Var de i færd med at begrave hans mor levende?
   Det gav et sæt i ham, da han følte vægten af sin fars hånd på sin skulder. Jonas fjernede blikket fra gravens mysterier. Nu var præsten også gået, måske for at gøre klar til endnu en begravelse.
   "Hvad nu?" spurgte Jonas. Han stemme lød underlig. Ikke grødet, som han havde forventet, men tør og mekanisk.
   "Nu skal vi hen til forsamlingshuset," svarede hans far, Tom, med samme stemme, blot ældre og mere hæs efter års rygning. "Derefter skal vi hjem."
   "Behøver vi?"
   "De venter alle sammen på os derhenne..."
   Jonas nikkede opgivende. Han var ikke sikker på, om han egentlig havde ment forsamlingshuset eller hjemmet, da han spurgte. Lige nu ønskede han ikke at være nogen af stederne.