Han drømmer. Og han ved det, men derfor føles det stadig virkeligt. Og uanset hvor meget han ønsker det, kan han ikke standse drømmen. Den har sit eget liv.
   Himlen er blå og næsten skyfri, men frosten har endnu ikke helt sluppet sit tag. Jorden knaser under hans fødder, da han smider cyklen i indkørslen og skråner over græsplænen foran huset. Det er en dejlig dag, tror han da nok.
   Han smider skoletasken i hall'en og hænger jakken op på stumtjeneren, mens han råber så hele huset runger: "Mor?! Jeg er hjemme!" Men kun stilheden svarer ham.
   Hvorfor kommer mor ikke ud og tager imod ham?
   Han træder hurtigt ud af skoene og skynder sig ud i køkkenet, for hans mave rumler ubønhørligt af sult. Han glemte at tage sin madpakke med i morges. Den ligger og griner op til ham på køkkenbordet. Underligt at mor ikke har stillet den i køleskabet. Hun plejer at være så hys omkring sådan noget. Han åbner madkassen og tager et stykke rugbrød i hver hånd, som han kaster sig over med frådende iver.
   "Mor, hvor er du?" Råbet lyder sjovt og forvrænget, fordi han har munden fuld af mad.
   Igen intet svar.
   Han går hurtigt gennem huset og kaster et blik ind i stuen. Ingen. Men der står en halv kop kaffe på køkkenbordet, og på sofaen ligger dagens morgenavis.
   Måske er hun bare gået på toilettet?
   Han prøver først gæstetoilettet, men det står mørkt og ubrugt hen. For en sikkerheds skyld kaster han også et blik ind i kontoret, men heller ikke der er hun, og går så hen til trappen. To trin ad gangen løber han op mod førstesalen, mens han forsøger at tygge af munden. Det er ikke helt nemt at gøre begge dele på samme tid. Oppe på gangen standser han og tørrer sig om munden med ærmet, hvilket hans mor altid prøver at vænne af ham af med. Det er der, han hører lyden og vender blikket mod døren til badeværelset, som..."