Det koster en pris at få en oplevelse. En biografbillet koster også penge, men ikke nok med det, du skal bruge fem minutter af dit liv på at få et forløjet virkelighedsbillede, der fortæller dig, at du kan købe dig lykkelig, rig, smart. Det slutter ofte med fyrværkeri, det er måske for at fejre, at vi endelig er færdige med at høre på det sludder og nu kommer den oplevelse, som vi betalte for at se.
Men i tv-alderen er sludderet flyttet ud i stuerne, hvor de reklamefinansierede kanaler sender det ud mellem udsendelserne, for nogen kanalers vedkommende er det endda midt i udsendelserne. Her bliver de så garneret med sit-coms og sæbeoperaer, hvis verdensbillede er lige så forløjet som reklamernes. Man kan så mene, at det er bedre reklamerne ligger i de omgivelser, der passer til dem, frem for at de skæmmer udsendelse af seriøse film, nyheder, lødig dokumentar etc., hvor reklameafbrydelser ville føles, som hvis man satte Cola-reklamer op på Det Sixtinske Kapel eller lod en tredjerangs popsanger synge en arie fra Händels Messias. Det kan der være noget om, men det er jo også disse sit-coms og sæbeoperaer og talkshows med studieværter, der tror de er morsomme, der lokker seere til og dermed annoncørerne, fordi deres reklamer bliver set i den sammenhæng.
Hvad lokker egentlig seerne til disse oversmarte frembringelser?
Spørg mig ikke. Jeg har spurgt om det siden man første gang fik bragt det ud i stuen. Det er jo ikke ophævelsen af monopolet alene der gør det, vores licensfinansierede kanal bragte Dallas og Dollars nogle år før denne skelsættende begivenhed. Jeg mindes, hvordan alle snakkede om, hvem der skød J. R., og centrumdemokraten Mimi Jakobsens afdøde far, Erhard, der så kommunistiske ulve overalt i DR, i fuldt alvor førte den ide i marken, at Dallas var kommunistisk propaganda, fordi en af personerne - førnævnte J. R. - var en usympatisk amerikansk kapitalist. Da DR holdt op med at sende serien, blev der ramaskrig blandt seerne, og snart måtte de tage den på programmet igen.
Det var lidt minder fra de gode gamle monopoldage. Så kan jeg også huske, da det blev delvist ophævet, og lokalt tv blev lovligt. Den første lokale kanal så jeg på ind imellem af ren nysgerrighed fremkaldt af nyhedens interesse. Der var en del lokale nyheder, det var for så vidt godt nok, men så sendte de en serie fra Dallas' og Dollars' hjemland, der var så dilettantisk spillet og så søgt i sin uendelige historie, at jeg troede, at de da snart måtte tage den af programmet på grund af for få seertal. Hvem gad dog se på sådan en gang ubehjælpsomt miskmask? Ikke desto mindre fandt jeg ud af, da kanalen var kommet til at hedde TV Danmark, at denne serie med det sigende navn Glamour var kanalens største seermagnet. Så i den tid den vises vil alle annoncørerne gerne til med deres forløjede budskaber.
Nu er DR og lokalkanalerne ikke længere alene på markedet efter monopolets totale ophævelse. Overalt på tv-markedet, hvor der skaffes penge via reklamer, vises den ene sit-com og sæbeopera efter den anden, samt livsstilsprogrammer og programmer, der af en eller anden uransagelig grund hedder reality TV. De har ellers lige så lidt med reality at gøre, som en koncentrationslejr har med koncentration. Ser man på programlægningen på vores officielle statskanal, så regner de med, at alle, der har en anden smag, enten er natugler eller videoejere, eller også forvises det til "skammekrogen" på DR2. I denne verden har man ikke behøvet en Hitler eller en Stalin for at skabe ensretning, det har kampen om annoncørerne klaret fortræffeligt selv uden de totalitære metoder, som vi forbinder med de nævnte herrer. I monopolets velmagtsdage var man meget optimistisk med henblik på tv som kulturformidler, i dag fristes man til at sige, at det svarer til hvis man mente, at bordellerne kunne formidle varige kærlighedsforhold.
Så reklamen er derfor den største diktator i vores tid. Bevares, det kan da være rart at vide, hvor visse ting forhandles og hvad de koster. Reklame i den forstand er der ikke noget i vejen med, men vi lever i en tid, hvor reklamen har fået lov til mere end denne i sig selv uskadelige information og er blevet den dominerende "kulturelle" faktor. Med den fine forkortelse kaldes det PR, som jeg vil tillade mig at tage som en forkortelse af pral.
På den baggrund kan man spørge: kan gratisaviser, der har annonceindtægterne som eneste indtægt formidle saglige nyheder? Jeg tvivler, for når man ser udviklingen indenfor tv, så kunne jeg forestille mig, at netop aviser, der mere end de betalte aviser er afhængige af annoncører, måske vil kæmpe mere om annoncørerne end nogen af deres konkurrenter fra kioskernes hylder. Så de ender måske som gratis udgaver af Ekstra Bladet eller måske som gratis "sladderblade" trykt på avispapir.
På Nettet er det kommet så langt, at reklamen ligefrem bliver påtvunget i form af spammails, hvor man ikke kender nogen grænser for opfindsomhed med henblik på at omgå de spamfiltre, som mange af vi Net-brugere har installeret. Hvornår bliver det næste, at vi påtvinges de andre former for reklame? At Post Danmark afskaffer deres udmærkede ordning med Nej Tak til Reklamer, at man ikke bliver lukket ind i biografen hvis man ikke møder til tiden til reklamerne, at der opfindes tv-apparater, der ikke kan skrues ned for lyden eller skifte kanal i løbet af reklameblokke eller DVD-optagere, der ikke kan springe dem over. Hele ideen bag spam svarer fuldstændig til disse tænkte (håber jeg!) situationer.
Så hellere de med posten eller bude omdelte reklamer. Dem kan man sige nej til, og gør man ikke det, så står de alene og blander sig ikke i noget medie hvor de får lov at sætte dagsordenen for indholdet. At man så kan mene, at de er spild af papir, det er en anden historie.
Selv om dørsalg er blevet forbudt, så har reklamerne i deres nuværende skikkelse overtaget den anmassende form, og de har fået lov at slippe ind alle mulig andre steder end hoveddøren. Selvom de afvises i form af, at man laver kaffe under reklameblokken, har spamfilter eller springer dem over i den avis man læser, så sætter de dagsordenen for det, som vi ser og læser.
Journalistikken er blevet kaldt den fjerde magtinstans, reklamen er blevet den femte.