Når man står i den store have med de røde langstilkede roser langs indkørslen, og kigger ind af vinduerne kan man se den lille familie på 5. Den lille familie sidder samlet om det store egetræs spisebord. Moderen og faderen løfter deres vinglas, og skåler alt imens de kigger kærligt på hinanden. Den lille pige Liva på 4, og hendes bror Sebastian sidder og driller deres storebror Blue, de 3 små smilende barneansigter lyser op i skæret fra stearinlyset. Alt ser hyggeligt og idyllisk ud.
   Men bare for 10 år siden fandtes denne famille slet ikke. Liva og Sebastian var slet ikke født, og moderen Americus og faderen Michael havde slet ikke mødt hinanden.

Det hele starter i en lille lejlighed på Malmø. En pige med langt lyst spaltet hår, blå øjne og en lang lyseblå kjole, som er flænset i siden, slæber sig halv træt op af trapperne til 5 sal. Da hun sætter nøglen i døren og træder indenfor i den halvt dunkle lejlighed, dukker hendes kæreste Chaim op og stiller sig foran hende med hænderne i siden. Af frygt for ham bøjer hun sit hoved, og kigger ned i gulvet, indkøbsposen i hendes højre hånd, med de halvt fyldte varer glider ud, falder ned på gulvet med et brag og efterlader et rungende ekko i den tomme lejlighed.
   Hun tør ikke kigge op på ham, hun lukker sine øjne og venter, venter på det slag som skal komme, venter på at han slår hende et nyt sted. Hun ser skyggen af hans hånd på gulvet bevæger sig opad, og i det samme øjeblik bliver alt sort.


* * *
   En rød bil kommer kørene ind til autoophuggeren. Chaufføren en halvgammel krumbøjet mand med hvidt skæg og en sort stok i højre hånd, stiger langsomt ud af bilen og åbner bagerummet bagi. En skygge går ind foran solen og stedet ligger hen i skygge. Han tager en knust blå robort op, robottens hoved med de lukkede øjne hænger udover højre skulder, og armene samt benene hænger kun sammen med løse ledninger. Den gamle mand som er tidligere videnskabsmand, bærer robotten hen i det fjerneste hjørne, han vender sig om uden at kigge sig tilbage, og går tilbage til bilen.

I den tomme lejlighed ligger Americus i entreen alene tilbage, hoveddøren smækker og hun vågner langsomt op. Men hun tør ikke rejse sig, ikke endnu. Hendes ører lytter efter hans trin ned af trappen, hun hører opgangsdøren smækker i bagved ham, og alt er stille lige bortset fra naboerne som skændes i lejligheden inde ved siden af. Hun lytter til deres skænderi og bider mærke i hvert et ord, men det hendes ører virkelig lytter efter er hans trin på trappen.
   Stilhed, Hun rejser sig langsomt op, overbevist om at han er gået, at han ikke kommer tilbage.
   På listefødder går hun ind i stuen, tager en plasticpose og pakker de få ejendele hun har.
   Hun åbner hoveddøren og står stille et øjeblik, lytter efter hans fodtrin, men der er ikke nogen i opgangen. Hun låser hurtigt døren og løber ned af trappen og ud i friheden.


* * *
   Blue åbner langsomt sine øjne og kigger op i den blå himmel, hvor fuglene flyver rundt og leger med hinanden. Han ved ikke hvor han er, eller hvad han laver her. Han kigger ned af sig selv og bemærker at hans funktioner ikke reagerer på hans bevægelser. Hans hukommelse er blevet slettet, for han kan intet huske. Han falder langsomt i søvn.

Americus løber ned af gaden imens tankerne farer igennem hendes hoved.
   "Mon om han har opdaget at jeg er væk, leder han efter mig, og kan han finde på at kontakte min familie? Nej han er sikkert ikke kommet hjem endnu, mon jeg skulle ringe til min mor? Nej, nej det går ikke så ved han hvor jeg er henne og så går det ud over min mor og far. Jeg må hellere finde et godt gemmested."
   Idet hun tænker denne tanke stopper hun forpustet op ved autoophuggeren.
   "Det er jo et godt gemmested, her kan han ikke finde på at lede efter mig." Americus går ind på pladsen og vader hen i det fjerneste hjørne, for at finde et sted med noget læ og varme. Pludselig falder hun over noget og stopper forskrækket op, nedenunder hende ligger en halv knust blå robort, hun sætter sig på hug for at undersøge den nærmere. Blue åbner sine øjne og kigger op på hende, og Americus træder et skridt tilbage af bar forskrækkelse.
   "Bare rolig, jeg gør dig ikke noget, du har vel ikke forstand på hvordan på jeg kan blive lappet sammen?"
   Americus bliver stille et øjeblik, men siger så:
   "Jeg kan førstehjælp hvis det kunne være en hjælp?"
   Blue og Americus bliver enige om at der sikkert er en butik, der har forstand på speciel førstehjælp. Americus tager ham op i sine arme og går forsigtig med ham. Imens på vej ned i byen fortæller Americus om det store blå hav, som hun har svømmet og leget i dengang hun var en lille bitte pige på højde med Blue. Da hun kigger ned på ham, får hun pludselig en tanke.
   "Dit navn jeg ved hvad du skal hedde, du skal hedde Blue, fordi du er så blå, og fordi du minder mig om det hav jeg elsker af mit hele hjerte."
   Blue kigger op på hende, smiler og siger "Blue Water" hvor han derefter falder trygt i søvn.


* * *
   Da Blue vågner op igen ligger han på et bord med et lagen over sig, og er blevet repareret sammen igen. Det første han siger da en ung fyr bøjer sig ind over ham er " Blue Water, hvor er den søde dame henne?" Blue Water spørger fyren!'' Ja siger Blue, det er mit navn, hvor er hun?" Du mener hende som afleverede dig, hun er taget af sted, svarer den unge fyr! Blue springer op og løber ud af forretningen imens han råber, "jeg må finde hende".
   Da Blue kommer ud af forretningen står han et øjeblik og kigger sig rundt, han har aldrig rigtig set byen før, og ved ikke rigtigt hvor han skal gå hen! Han husker dog et sted og vader derhen, for det var jo der han mødte hende.
   Da han kommer hen til autoophuggeren, kan han ikke finde hende, han sætter sig ned og begynder at græde. En sød ung mand ved navn Michael kommer forbi, og undrer sig over denne lille tingest, som sidder sammenkrøbet på fortorvet og græder! Michael sætter sig på hug, og præsenterer sig for denne lille fyr. Blue kigger op på ham, og spørger ham om han ved hvor det blå vand er henne!
   Michael siger at det blå vand som er havet, ligger ude ved kysten. Blue kigger op på ham og siger:
   "Jeg hedder Blue Water, kan du vise mig vej derud?"
   Michael tager Blue i hånden og sammen begiver de sig ind mod centrum, for at finde et transportmiddel der kører ud mod kysten.


* * *
   Americus står stille et øjeblik og kigger ud over havet, imens hun tænker tilbage på sin barndom. Hun ved det var forkert af hende at gå fra Blue, men hun havde intet valg, hun er bange for at hvis Chaim finder hende sammen med Blue, vil han ødelægge ham, bare for at knuse hende.
   Den ære skal han ikke havde tænker hun vredt, imens hun kaster en sten i vandet. Han har ødelagt mit liv, men han skal ikke havde lov til at ødelægge Blue. Bare han har godt tænker hun ved selv, imens hun vader rundt på må og få, for at finde et sted at sove. Hun finder et sted bag ved nogle buske, og krummer sig sammen i fosterstilling for at holde kulden ude.

Michael og Blue er endelig nået ud ved kysten, og Blue betragter stedet med tårer i øjne, han har aldrig set noget så smukt, og han er stolt af at han er blevet opkaldt efter dette sted.
   I det fjerne får Michael øje på en sammenkrøbet skikkelse bagved nogle buske, han går forsigtig derhen og Blue følger efter, i håb om at det er hende som ligger der.
   Det er hende, det er hende råber Blue højt, imens han hopper op og ned. Americus slår forskrækket øjnene op og kigger på de 2 som står foran hende. Blue siger hun så:
   "Er det virkelig dig? Åh hvor jeg savnet dig. Hvem er du og hvad laver du sammen med Blue, det er vel ikke Chaim som har sendt dig?"
   "Nej nej rolig nu, jeg hedder Michael, og jeg har hjulpet Blue fordi han ledte efter dig." Americus sætter sig op og kigger på Michael, han ser sød ud og han er også ret nuttet, men jeg stoler ikke på ham tænker hun ved sig selv. Michael rækker hende hans hånd, hun tøver men tager så imod den, han trækker hende op af sandet, og sådan står de længe og kigger hinanden dybt i øjnene. Hånd i hånd går de hen imod solnedgangen, imens Americus fortæller om sit liv med Chaim.
   Og Blue ja han hopper glad rundt, for de mennesker som har hjulpet ham, har nu også fundet sammen.