Jeg pendlede min sædvanlige togrejse til og fra arbejde, som tager tre kvarter hver vej. Det føles ikke slemt, for jeg får læst avisen på vejen ud og vejen hjem, så jeg ikke behøver at læse den ved morgenmaden, så er tiden i toget godt brugt. Det gør også, at min bedre halvdel og jeg får snakket mere sammen om morgenen.
   Men denne dag blev jeg irriteret.
   Jeg kender efterhånden ansigterne på de andre pendlere, som jeg ser hver dag, men i dag var der en mand jeg ikke havde set før. Han syntes at være midt i halvtredserne, med mindre han i virkeligheden var i fyrrerne og virkede ældre på grund af sin facon. Han kom ind og satte sig på sædet overfor mig på den anden side af mellemgangen. Hans halvåbne taske blev placeret af ham i denne mellemgang.
   Først tog jeg ikke notits af ham, da han var almindelig af udseende og i sin påklædning, og mine øjne var for optaget af at læse om en massakre i Mellemøsten.
   Lige overfor mig sad to drenge i den nedre skolealder, jeg formodede det var deres mor der sad ved siden af. De var lidt pjattede, men jeg registrerede ikke meget af hvad de sagde.
   Ved næste station holdt toget længere tid end sædvanligt. Da begyndte manden overfor mig at gøre vrøvl.
   "Hvad fanden skal vi dog sidde her og vente for! Tager man ikke hensyn til folks tid?"
   Jeg lod som ingenting og læste videre, men han råbte igen.
   "Hvor længe skal vi sidde her?"
   "Til vi rejser os," svarede en af de to drenge, de fnisede over den vits, der fik manden til at kigge olmt på dem.
   Endelig satte toget sig i bevægelse og kørte langsomt ud af stationen.
   "Nå, det var også på tide! Hvad er det for et snegletempo, vi kører i?"
   Da jeg var lidt brødflov, tog jeg en banan op af min taske, som jeg havde levnet fra min frokost, og gav mig til at spise den. Nu kom billettøren, der skulle billettere de nye passager.
   "Sig mig, hvorfor holdt vi så længe?"
   "Vi var lige nødt til at vente på klar bane," svarede hun.
   "Det er rigtig dårlig planlægning."
   "Måske. Men noget andet er: er det deres taske?"
   "Ja, og hvad så?"
   "Der må altså ikke stå bagage i mellemgangen."
   "Nej, hør! Hvad er det for noget? Har man nu ikke lov til at stille sin bagage hvor man vil!"
   "Vi skal jo kunne komme igennem."
   "Det er da bare at træde udenom."
   Kontrolløren gad tydeligvis ikke skændes med ham, men hvad med togstewardessen, når hun kom igennem?
   Drengene fjantede stadigvæk.
   "Det er dog utroligt, at man ikke kan få en rolig rejse for sådan nogle pjattede unger!" fortsatte manden.
   Det fik drengene til at fnise endnu mere.
   "Kan I ikke sidde stille? Det skulle jeg, da jeg var i jeres alder!"
   Nu åbnede jeg munden for første gang.
   "Skulle De ikke have taget en stillekupe, hvis De er så sart?"
   "Den slags uforskammetheder finder jeg mig ikke i!"
   Jeg overvandt med nød og næppe en ubændig trang til at sige noget grimt til ham.
   Han rejste sig og gik hen til billettøren, jeg kunne se, at han pegede på mig. Min rejse var snart slut, så jeg var ligeglad, men jeg var ikke ligeglad med, at han atter satte sig på sin plads og mumlede fæle bandeord. Jeg opfangede et eller andet om udueligt togpersonale, der ikke tog klager alvorligt.
   Den næste, der skulle være skydeskive, var drengenes unge mor ved siden af mig.
   "Opdrager De ikke deres drenge?"
   "Jo, da," svarede hun kort for hovedet.
   "Se så at få lidt skik på dem! De skal da ikke sidde der og larme hele vejen, så vi ikke kan få en rolig rejse."
   "De har da vel lov at snakke sammen!"
   "Men så få dem da til at snakke fornuftigt i stedet for det pjat!"
   "De er jo kun børn."
   "Nu går jeg altså hen og klager over jer også!"
   Væk var han for endnu engang at få fat i billettøren. Den unge mor rystede på hovedet.
   Jeg kunne ikke nå at få slutningen på episoden, for da skulle jeg af. Jeg ønskede den lille familie fortsat god tur, og drevet af en uimodståelig indskydelse tog jeg bananskrællen og smed den ned i åbningen på mandens taske. Den unge mor tog hånden for munden, og hendes drenge slap en højlydt fnisen. Jeg selv holdt latteren nede i maven og gik hurtigt ud på perronen.
   Ak, ja, at man i min alder kan finde på sådan noget, men det er altså også mig. Ind imellem, altså.