Han var blot en af de sorte, en af de lokale fiskere på stranden, i provinsen Bakau, i The Gambia.
   Jeg havde hørt om ham, da min kone og jeg var ankommet til vores hotel. Vi havde tænkt os at holde ferie i landet, efter anbefaling fra en god ven, der mange gange havde ferieret i netop The Gambia, og som var begejstret for landet, trods fattigdom og elendighed.
   Manden jeg fortæller om er en stakkel, en invalid der vil få svært ved at klare sig, og komme videre i et land som The Gambia. Fisker bliver han aldrig mere, dertil er hans handikap nu for svært. En smadret hånd, hvor en finger mangler, og resten af hånden kan ikke bruges, til at ordne hverken redskaber eller fisk, to fingre er stive. Dertil kommer så et manglende øje.
   Historien som sådan lød dramatisk, og savnede detaljer. Rygter; sagde mange, for at give turisterne lidt at tale om, og sætte lidt kolorit og mystik på de lokale omgivelser.
   Men var det hele bare noget der var sat i scene, for at behage turisterne? Jeg satte mig for at undersøge den historie, at få detaljerne med, hvis der var kød på den.
   Fiskerlejer har altid fascineret mig. Livet på en havn eller et landingssted, er noget der skaber atmosfære. Opkøbere og andet godtfolk har deres gang disse steder, og selve miljøet med lugte af garn og fisk, er gennemtrængende og i sig selv bemærkelsesværdigt spændende i min fantasi.
   Efter nogle dage på hotellet, hvor vi kom på plads, fik set os om i den nærmeste omegn og vænnet os til varmen, lagde jeg mærke til en halvstor Piroq, der lå på siden i vandet og flød, ikke langt fra stranden.
   En Piroq er et lokalt fiskerfartøj, det kunne være fra tre til femten meter langt.
   Ved nærmere forespørgsel blandt de lokale, viste det sig at den tilhørte den fisker, jeg havde hørt så grum en historie om, da vi lige var ankommet.
   Brudstykker af historien havde fanget mig, men jeg havde ikke særligt interesseret mig for manden bag historien før nu, hvor man også på hotellet, hævdede at den kæntrede båd tilhørte en formastelig tyv.
   Lokalt blev han kaldt for: Tyven fra Bakau.
   Det var hans kolleger, fiskerne, der i raseri havde kæntret båden, så alt der havde været i den, enten var blevet knust i brændingen, der her er meget voldsom, eller nu lå på havets bund.
   Det var et møde med en englænder, der satte gang i min efterforskning af den grusomme historie, vakte min interesse for den skæbne der lå bag historien.

Englænderen der er læge, havde selv behandlet fiskeren, efter han var blevet taget på fersk gerning i tyveri fra havnen, og var blevet banket til ukendelighed af sine forhenværende kolleger.
   Lige nu var han et sted i det østlige Gambia, et sted ude i Bushen hos fjerne slægtninge, sammen med sin hustru og en seksårig søn. De var alle smuglet der ud af lægen og en kollega til ham, der havde en klinik i forbindelse med vores hotel. Også en humanitær organisation havde været indblandet, og havde sørget for familiens transport i en moderne firehjulstrækker, sørget for de var blevet bragt i sikkerhed langt fra Bakau.
   Nu sad jeg sammen med lægen, og bad ham fortælle mig den ulykkelige historie, sådan som han havde fået kendskab til den.
   Lægen smilede til mig, så på mig, mens han nippede til den drink, jeg havde spenderet på ham.
   "Lov mig du ikke overdramatiserer den historie, eller overspiller budskabet.
   Hvis du skriver historien og udgiver den på et forlag, eller som føljeton i et tilfældigt blad i dit hjemland, beder jeg om, du holder dig til nøgterne fakta." Jeg nikkede til ham, og lovede at overholde hans etiske ønske om at være objektiv og sand, nøgtern og ærlig.
   Som journalist kom man jo af og til at omgås sandheden lidt tilfældigt, dog uden at lyve.

Fiskerens kone, havde måneder i forvejen aborteret. Hun havde siden i perioder, blødt voldsomt. Fik hun ikke professionel behandling, ville hun ganske enkelt dø Det lokale hospital havde foreslået enten en udskrabning, eller operation.
   Familie og venner havde alle doneret penge, der var æres gæld og rentefrit lån, men som ikke havde været nok. En lokal pantelåner havde ydet sit, mod sikkerhed og part i fiskerens båd.
   Manden var glad, han havde nu en mulighed for, at hans kone kunne blive behandlet og blive rask.
   Men bag det hele, den lille solstrålehistorie det skulle have været, lurede katastrofen for den lille familie.
   En onkel til fiskeren var kommet alvorligt til skade i en trafikulykke, og familien kom nu til vores fisker, for at bede om nogle af de penge han havde. Man forventede at han ville bidrage med et betragteligt beløb, da han jo efter deres forhold, havde mange penge i sine gemmer.
   I mange dage holdt vores fisker stand overfor familiens pres, men til sidst gav han efter. Onklens liv, var at betragte som vigtigere end konens helbred.
   Fiskeren kunne jo altid finde en anden kvinde til sig selv, der var mange der gerne ville giftes med en fisker, så de forstod ikke hans store modstand mod et bidrag til onklens sygeleje. Kvinder er ikke i høj kurs i den del af landet, forstås.

Nogle dage senere manglede der tre kurve med store rejer og lobsters. Lobsters er store hummere uden klør.
   Da der dagen efter forsvandt to gange ti liter benzin, der er meget dyrt i The Gambia, ville flere af fiskerne holde vagt på havnen om aftenen og natten. Vores fisker vidste ikke noget om alt dette, da han var kommet sent ind med fisk, og havde nok at gøre med at levere sine varer til opkøberne og rigge til, til næste dags fiskeri.
   Derudover var der problemer med motoren, som han lige skulle ordne, fortalte han kollegerne, før han ville tage hjem til sin familie, der boede i nærheden i et faldefærdigt blikskur.
   Den beslutning blev skæbnesvanger for fiskeren, han var tyven fra Bakau. Blev taget på fersk gerning, mens han stjal fra den fangst, der først ville blive solgt dagen efter.
   Også tyve liter benzin, fra en nabobåd, fandt man i det lille skur eller kasse han havde på stranden.
   De første slag havde haglet ned over ham, fra de fiskerkolleger der havde holdt vagt. Flere kom til, og han fik mange bank. Heldet var med ham, han slap fra sine bødler, og løb så godt han kunne væk fra havnen.
   Med en hale af vrede fiskere og andet godtfolk efter sig, blev han fanget foran hotellets hovedindgang, der hvor jeg nu boede. Gadens parlament fortsatte maltrakteringen og afstraffelsen af ham.
   Kun hotellets vagters indgriben, og min ven lægens tilstedeværelse, reddede ham fra den sikre død.

Nu er vores uheldige og tyvagtige fisker et sted i The Gambia, i sikkerhed for vreden og volden. Men han vil aldrig kunne komme tilbage til fiskerlejet, aldrig.
   Hans kone er blevet opereret i nabolandet på et moderne hospital, doneret af den velgørende organisation, der også skaffede ham et skjul hos slægtninge et sted i det østlige The Gambia.
   Deres hytte er ribbet for alt af værdi. Også de penge der var tilbage, blev fundet under en tagbjælke og taget af de vrede kolleger.
   Båden vil blive bjerget og solgt, og vil således dække lidt af de tab, andre fiskere og familier har lidt ved tyverierne, og forvisningen af vores tyvagtige fisker.
   En episode af de grimme fra dagligdagen, er lagt bag de fleste, men ikke glemt, det bliver den aldrig.
   Tyven fra Bakau var jo en af deres egne.

Min gode ven lægen, smilede skævt.
   "Nå, journalist, er historien så noget at skrive om? Jeg mener,.. den er grum, forfærdelig i sig selv.
   Men på en eller anden måde forstår jeg de andre fiskeres reaktion, deres vrede. Blot kan vi i vores civiliserede verden ikke rigtigt fatte, at den eneste domstol der er effektiv her nede, er gadens parlament, selvom straffen kan synes urimelig og hård. Husk på, at mange kun lige har til dagen og vejen, og endnu flere intet."

Han takkede for drinken, rakte mig sin hånd til farvel. Et fast håndtryk der fortalte mig, at han var en mand med styrke og et varmt hjerte, men også en mand man kunne regne med.
   Jeg så efter ham da han gik, og vidste at netop denne historie ville blive svær at skrive, ikke mindst efter hans sidste bemærkning om gadens parlament.