Der var engang en fisker. Han boede med sin kone i en pluddergrøft ganske nær ved havet. En dag fiskeren var på arbejde, fik han en stor sild på krogen. Silden sprællede som en gal, da han trak den op af vandet, og da fiskeren stod med den i armene, sagde den:
- Du må endelig lade mig leve, kære fisker. Jeg er nemlig ingen almindelig sild, men en fortryllet prinsesse. Selvom du fortærer mig, med nok så lang en forudgående tilberedelse, vil jeg slet ikke mætte dig ordentligt!
- Nåh..., sagde fiskeren, Du behøver skam slet ikke at blive så nervøs. Alene det, at du er en sild med talens brug, gør, at jeg aldrig kunne finde på at spise dig!
- Ih! henåndede silden, Tusind' tak! Det skal jeg være dig så evig taknemmelig for. Hvis jeg nogensinde kan gøre noget til gengæld, må du endelig sige til!
Fiskeren syntes nu ikke, han kunne være bekendt at bede fisken om noget, så han slap den løs uden videre, og gik hjem til sin kone i pluddergrøften.
- Har du fanget noget? var det første konen spurgte om, da hun så ham.
- Næh..., svarede fiskeren, jeg fik kun fat i en sild, der sagde mig, den var en fortryllet prinsesse, og den lod jeg så svømme igen.
- Hvad bad du den om til gengæld? spurgte konen
- Bad den om? Hvad skulle jeg dog bede den om?
- Ja, du kunne jo for eksempel bede den om en lille hytte. Det er sørme ikke altid lige hyggeligt at bo her i pluddergrøften. Her er jo aldrig til at få gjort ordentlig rent!
- Det kan da ikke være dit alvor. Det kan den lille sild da slet ikke gøre!
- Kan den ikke? Vil du så komme af sted! Gå ned til silden, og sig den, at jeg forlanger en bedre bopæl!
Manden var ikke tryg ved situationen, men bøjede sig dog for sin kones ønske, og traskede mismodigt mod havet. Da han kom dertil satte han sig så tæt ved det glitrende vand, han kunne, og råbte:
Sild der, i det kolde vand,
kom og hjælp mig, stakkels mand,
thi min hustru, Lillian, vil
meget mere end jeg vil!
Silden stak glædesstrålende snuden op over vandet, og spurgte:
- Hvad vil hun da?
- Jo, svarede den stakkels fisker. - Hun ville blive så glad, hvis hun måtte få sig en lille hytte.
- Gå du trygt hjem, svarede silden. - Hun har den allerede!
Fiskeren turde næsten ikke tro sine egne øren, og styrtede hjem. Da han kom hjem, blev han modtaget af sine kone, der tog ham i sine arme, og viste ham, hvorledes alt var blevet indrettet på fineste vis.
- Ja, her er rigtignok dejligt, slog fiskeren til sidst fast. - Her kan vi rigtigt have det godt!
- Tja...? sagde hans kone prøvende, - Jeg kunne jo egentlig godt have brugt noget større. Mand, vær sød at gå ned til den der sild, og bed, om ikke vi kan få os et slot. Ja, bare et lille et!
- Nej, smilede fiskeren, det gør jeg altså ikke.
- Hvad siger du? råbte konen. - Vil du se, at komme af sted med dig! Eller jeg får hovedpine ved sengetid! Gå, altså, lige, ned til silden, og sig den, at jeg vil være dronning!
Og, ja, så turde manden ikke gøre andet end at føje sin kone.
Da han atter en gang kom ned til havet, satte han sig ved det lettere oprørte vand, og råbte:
Sild der, i det kolde vand,
kom og hjælp mig, stakkels mand,
thi min hustru, Lillian, vil
meget mere end jeg vil!
Silden stak atter snuden op over vandet, og spurgte:
- Hvad vil hun da nu?
- Jo... Se..., begyndte den stakkels fisker. - Hun vil være dronning. Med slot og det hele!
- Gå du trygt hjem, svarede silden, hun er det allerede!
Da fiskeren var kommet hjem, så han et pragtfuldt slot, hvis spir rejste sig mod himmelen, som ville de sige:
- Hej med dig, her kommer jeg!
Fiskeren så måbende på det, og gik så indenfor, hvor han blev mere og mere betaget af alt dets skønhed. Da han nåede op i tronsalen, sad hans kone der, og tronede, med scepter i hånden, og guldkrone på hovedet.
- Næh, hvor er her flot!, smilede fiskeren henreven. - Nu er da vel alle dine drømme bleven opfyldte?
Konen blev helt nervøs. Begyndte at røre uroligt på sig. Så sagde hun:
- Næh... Er jeg dronning, vil jeg også være pave! Gå straks ned til silden, og sig, at... sådan skal det være!
- Nej, det tør jeg altså ikke, sagde fiskeren.
- Hvad for noget? skreg konen rasende. - Vil du se at komme derned. Jeg er dronning, og du er bare mind mand!
Og, ja, så traskede fiskeren da af. Men, stolt ved situationen var han altså ikke.
Da han kom ned til havet, sprøjtede det til alle sider, og var så mærkeligt grumset at se på. Fiskeren satte sig så tæt på, han turde, og råbte:
Sild der, i det kolde vand,
kom og hjælp mig, stakkels mand,
thi min hustru, Lillian, vil
meget mere end jeg vil!
Silden stak atter engang snuden op over vandskorpen, og spurgte:
- Og hvad vil hun så nu?
- Hun vil være pave, fortalte fiskeren synderknust.
- Gå du trygt hjem, svarede silden. - Hun er det allerede!
Da fiskeren kom hjem, fandt han den største og smukkeste kirke, han nogensinde havde set. Den var endog endnu smukkere indvendig, så han, da han kom indendørs. Han fandt sin kone knælende ved alteret, iført en paves klædedragt, og spurgte så:
- Kære kone. Nu kan du da vel ej heller forlange mere?
-Hm...? sagde konen eftertænksomt, Det ville nu være, om muligt, endnu mere behageligt, ikke evig og altid at skulle følge befalingerne fra oven. Nej, du. Gå ned til silden og sig den, at jeg vil være Hvorherre!
Manden så nærmest bestyrtet ud, og fald på knæ for sin kone:
- Jamen, søde, lille, kæreste, dejligste Lillian. Det kan silden da helt bestemt ikke gøre for dig!
- Hvad er det for en tone at tiltale mig i? skreg konen arrigt, og sparkede ud efter sin mand, Vil du straks parere ordre? Jeg er paven, og du er bare min mand. Gå du nu ned til silden og sig den, at jeg vil værre Hvorherre!
Manden var rædselsslagen ved tanken, og flygtede, så hurtigt, hans ben kunne bære ham, ned til havet. Da han nåede frem, så han at en orkan banede sig vej over vandet, og piskede alt på sin vej sammen til en uspiselig gang vandgrød. Han satte sig da ved vandkanten, medens han holdt godt fast i en nært stående busk, og råbte:
Sild der, i det kolde vand,
kom og hjælp mig, stakkels mand,
thi min hustru, Lillian, vil
meget mere end jeg vil!
Silden stak så endnu en gang snuden oven vande, og spurgte:
- Hvad vil hun?
- Jo... Hun... Hun..., begyndte fiskeren ulykkeligt. - Hun vil være Hvorherre!
- Gå du trygt hjem, svarede silden, hun er det allerede!
Og det er hun skam den dag i dag!