Du kan med god grund spørge, kære læser. Hvorfor?.. det er det jeg nu vil fortælle om. Jeg modtog brevet ved en fejltagelse. Man åbner ikke andres breve, det gjorde jeg heller ikke med dette. Jeg havde i mange år haft en ven der var officer og forfatter. Vi havde et godt kammeratskab, havde kendt hinanden i over fyrre år. Nu var han nylig død. Faldet i fredens tjeneste, i et land langt fra hans eget. I hans efterladenskaber hos mig, fandt jeg brevet igen.
   Han var soldat men også forfatter, der skrev digte, noveller og romaner. Et meget varmt og følsomt menneske. En god officer for sine soldater, efter hvad der blev sagt af hans kolleger på kasernen. Jeg savner ham. Han havde den vane, at sende mig udkastet til sine romaner og noveller, samt alle de shortstorries, han agtede at udgive, eller i det mindste sende til sin forlægger, under pseudonymet: Roveren. Ligesom jeg altid fik førsteudgaverne med dedikation.
   Det var imellem sådan en stak papirer brevet lå. Det var et udkast, uredigeret, men ikke beregnet for mine øjne. Nu var det der, og jeg læste det. Jeg ville have sendt det tilbage, men kom fra det. Fjorten dage efter var han ikke mere. Nu står jeg med det i hånden, og kære læser, det er både et godt brev, og et kærligt brev. Jeg ved han ikke fik sendt det til sin søster, så ville hun have nævnt det for mig. Vi havde en del korrespondance lige efter hans bortgang, der var intet at mærke på hendes breve. Jeg vil ændre navnene for hans skyld. Her er så hvad han skrev.

Min kære søster

Jeg skriver til dig, fordi du bad om mit råd. Jeg må være dig svar og råd skyldig, men vil prøve at fortælle dig, hvad jeg følte da jeg var kommet hjem, efter vort sidste møde hjemme hos dig og din mand. Nu hvor jeg skal afsted med mine soldater, på en ny fredsmission, er der så mange tanker der løber igennem mit hoved. Ikke mindst efter at have mødt det, som du mener er den ideelle tilværelse for dig.
   Som små, fire til fem år gamle, var vi sammen i et og alt. Jeg beskyttede dig. Det fortælles af dem der kendte os, at der hvor vi blev passet, var manden meget interesseret i vi skulle deltage i hans perverse lege. I dag ville det kaldes pædofili. Jeg passede på dig, vi flygtede bort sammen for at finde vores mor. Hånd i hånd. Senere, langt senere, blev vi fundet flere kilometer fra hvor vi boede. Det er ikke meget jeg husker, men der er ganske få ting, der ind imellem dukker op.
   Vi havde det hårdt under krigen i Hamborg. Vores mor tjente lidt ekstra, ved at benytte sig af kvindens ældste erhverv. Jeg fordømmer hende ikke. Tiderne var strenge, og købmanden skulle betales. Han var en af kunderne.

Du blev adopteret til en familie af den bedre del af befolkningen, og det fortælles vi begge savnede hinanden så meget, at det seriøst overvejedes at føre os sammen. Men tiden læger alle sår, siger man, vel også vores. Jeg tænkte tit på dig, men der blev efterhånden længere og længere imellem.
   Vores mor klarede sig ikke godt, også jeg kom til andre. Ikke en familie, det var jeg blevet for gammel til, men et børnehjem, hvor der både var store og små børn. På den tid, var der mange børn på hjemmene for forældreløse. Krigen gjorde sine indhug hos fædrene, mødrene var alene tilbage, ofte i udbombede huse. Det bedste var vel for os børn, at komme et andet sted hen, hvor der var nogen der kunne tage sig af os.

Flere år senere, forsøgte jeg at opspore dig. Det lykkedes og jeg ringede til dig. Du var panikslagen, ville ikke tale med mig, endsige møde mig. Dine forældre forbød mig at ringe til dem, og dig. Jeg måtte heller ikke opsøge dig. Det var først da de truede med politiet, at jeg opgav.

Så ringede du til mig, endnu flere år senere. Først troede jeg det var fordi du virkelig ville have en familie, jeg sagde ja til at møde dig. For mig var du stadig den lille søster, der fik min beskyttelse, og som jeg aldrig havde glemt.

Det undrede mig du roste din mand som du gjorde. Han var verdens bedste og klogeste, sagde du. Havde et højt IQ. Men i dine ord lå der også et råb om hjælp. Jeg havde svært ved at forholde mig til det, da der var gået så mange år, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg besøgte dig.
   Forbundshæren er mit hjem og mit arbejde, sammen med de digte, noveller og romaner jeg skriver. Jeg er officer og klarer mig godt. Du havde glemt at fortælle mig din mand er pacifist, og ekstremt venstre orienteret, med rabiate meninger om militæret. Hans store spiritusforbrug undrede mig, også hans råben og skrigen om det forbandede militær, der kun var morderisk, undrede mig. Han drak altid uhæmmet når jeg var der, og efter hvad du sagde, også en del når i var alene. Jeg blev der, mest for din skyld. Næste dag turede han frem igen, og du forsvarede ham med han havde ret til en mening.
   Ja søster, det har han, men jeg var gæst. Hans svoger, som han sagde han foragtede. Du var helt i hans magt. Uselvstændig var du, og det sagde jeg til dig. Du var ikke enig med mig. Din mand er også på stoffer, både de hårde og de mere bløde. Kun for din skyld lod jeg være med at anmelde noget. Min tanke var at rydde hele bulen og tage dig med. Jeg ville beskytte dig, men det forstod du ikke.

Disse seancer gentog sig mange gange, til jeg sagde stop. Først da indså både du og han, at jeg var et menneske, en gæst, en bror der blev behandlet som en paria, ikke som den bror du hele tiden betegnede mig som. Og som du var glad for at have genfundet. Du var hjernevasket og meget naiv. Jeg prøvede at fortælle dig, om de gange hvor du pralede af ham og hans formåen, og hvor han ikke kunne leve op til det mest almindelige, en vært kunne forventes at skulle. Stolt fortalte du om jeres rejser og det i havde oplevet.
   Sandheden er at i levede i yderste armod. Hvorfor ellers stjæle mad om natten?.. Men du var uden selvkritik, selvudslettende. Han var den bedste. Du har flyvske tanker og er rodløs. Når vi talte sammen i telefonen afbrød han os i begyndelsen, til jeg sagde til dig det var os der talte i telefon, og at hans råben på dette og hint var uværdigt, det ville jeg ikke finde mig i. Han gør det ikke mere, men det holdt hårdt at overbevise jer begge om, at det var mangel på opdragelse, mandschuvenisme. Intet mindre.

Du er stadig den lille søster jeg vil gøre alt for. Nu er din mand ikke mere, og jeg vil bede dig om at komme op til mig og bo. Jeg vil hjælpe dig tilbage til det der var engang. Jeg har tit tænkt på, at din tilværelse ville have været anderledes, hvis du havde fået et barn, og en mand der holdt af dig for din skyld. Det havde tvunget dig til at tage et ansvar. Det tror jeg du ville have kunnet leve op til. Men måske er det godt alligevel du ikke fik noget. Her ved vadehavet vil du få det godt. Du sørger over hans død, men jeg græder ikke over ham. Han ødelagde dit liv, du kan bare ikke se det. Jeg håber du en dag vil give mig hånden, og sige vi igen er søskende. Jeg elsker dig lille søster, det må du aldrig være i tvivl om. Jeg vil gøre alt for dig. Jeg ved det vil være en svær beslutning at træffe for dig.

Jeg skal afsted en af dagene, når jeg kommer hjem vil jeg ringe til dig, så kan vi aftale nærmere.

Kærligst din broder Henrik.

Ps. Jeg skriver til dig, hvis det er muligt.
   Sådan var hans ord til søsteren. Jeg ser hende ikke mere. Han er heller ikke mere, men brevet, det er både et tilbud om at hjælpe hans søster Inger, og en afsløring af hans egen magtesløshed. Han ville så meget, men nåede så lidt. De var begge ofre på hver sin måde, for en grusom og meningsløs tid. Jeg ville gerne have undt dem nogle gode år sammen.
   Han blev aldrig selv gift, det pinte ham.
   Jeg er en "Rover", sagde han ofte til mig, og det var han. En af de sidste, og en af de bedste jeg har kendt. Nu står jeg her med brevet, ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Men jeg mener det har et budskab til andre, der kan lære at samtale og tålmodighed, kan fremme forståelsen mellem mennesker.
   Det må vente det brev. Måske kære læser, kan du fortælle mig hvad jeg skal gøre med det?.. jeg ved det ikke.

Min hund skal ud og gå en tur, den skal tisse af inden vi går til ro, med endnu flere tanker om "Roveren" der var min bedste ven. Så har jeg nok en løsning på problemet, når jeg vågner i morgen. Men brevet?.. Det har sat mit sind i bevægelse. Mine tanker kredser om de ulykker der sker i verden omkring os. Roveren gjorde meget, gennem sine romaner, digte, noveller og shortstorries, for at forbedre den verden vi lever i. På én gang soldat og beskytter af de svage, og samtidig en følsom sjæl, der søgte hele livet efter dets mening. Jeg tror han til sidst fandt meningen, men ikke kunne leve den ud, da verden ikke forstod hans budskab om fred.

Jeg savner min ven "Roveren", det gør vel alle hans læsere. De kendte ikke hans smerte, så ikke hans tårer over den verden der forblødte. Kun så de den frygtløse og højt dekorerede soldat, der kæmpede for den frihed de i dag nyder godt af.

Jeg glemmer ikke min ven "Roveren" og hans troskab. Og derfor kære læser, er det jeg beder om et råd. Skal brevet sendes?.. eller for altid bare være tanker, fra en bror til en elsket søster?..

Jeg ved det ikke!