Hej Mette
Fandt lige denne:-) Til at blive glad i låget af. Martynas - Hungarian Dance No.5

Hej Camilla.
Jeg kender godt det stykke af Chopin, især de første triller (gentaget lidt senere) får mig igen sat tilbage i tid til min barndom, hvor min mor sikkert har spillet det. Jeg har aldrig selv indøvet det. Men Fur Elise af Beethoven kunne jeg engang udenad (efter noder) med alle tre satser, fordi jeg skulle op i det til eksamen på HF. Ellers har jeg mest spillet efter gehør.
Den dans fra Ungarn kender jeg også, og du har ret, for man bliver glad når man hører det. Der er meget sigøjner over det, synes jeg.
Det var en skam, dit klaver druknede i en kælder, - og nej, keyboard er ikke det samme. Måske du finder et igen. Her hos mig kan et klaver ikke komme ind af døren, så også derfor fandt jeg harmonikaen.

Skøn tråd. Elsker også Chopins fantasi; og fedt at du postede Einaudi, jeg spiller pt. hans "Nuvole Bianche", når jeg lige har brug for at slappe af og få tankerne ud at svæve lidt. :) Jeg er ekstremt auditiv og lytter altid til musik, når jeg skriver. Jeg har en forkærlighed for klaveret.

En af mine absolut favoritstykker er Glinka/Balakirevs "Lærken". Den er utrolig smuk og malende. Når jeg lytter til den, får jeg stort set altid billeder i hovedet, som jeg får lyst til at tage afsæt i! Jeg er til de lidt mere melankolske klaverstykker, men som spillet af Kissin får den også en fornemmelse af håb og storhed, som virkelig klæder musikken:

En af mine favoritter på YouTube er denne film:

Hej Polina
Die Lerche var helt ny for mig. Tak for den, meget smuk.
Sjovt som der er mange der skriver til musik. Jeg skriver til lyden af stilhed, men vil da prøve at lytte til musik og skrive samtidig. Det kan være det gør noget godt:-)

Camilla

Lille film om en pianist, der ikke giver op så let selvom pedalværket ikke er optimalt:-) sjov og imponerende.

Men der er nu heller ikke noget som talentfulde mænd og lidt sjov:-)

Endnu et stykke af J.S Bach, som jeg af een eller anden grund så tit havner hos, når jeg søger musik over youtube. Smukt og melankolsk, men på samme tid lyst.
Kan være jeg køber en CD afspiller for at lytte til den "nye" musik, jeg finder, - men er lidt bange for de følelser jeg så falder ned i, endnu. Ved med mig selv, at jeg bare skal høre det uden for meget volume, og gå langt udenom det der fremkalder de sorte minder.

Jeg elsker Beethoven. Særligt hans Måneskinssonate (Jeg er vokset op i hjem med klaver og har også en svaghed for klaver). Synes der er sådan et væld af følelser, der hvirvler ind og ud af hans musik, at det er helt umuligt ikke at blive grebet. (Den version jeg har delt her er ikke den bedste jeg har hørt, jeg har en cd, som jeg har haft i snart 20 år, med en, der spiller den fænomenalt, men coveret til cd'en er forsvundet, og på selve skiven står der ikke hvem der spiller, så det kan jeg ikke fortælle, og har ikke fundet en anden, der gør det ligeså godt).
Og så er jeg helt vild med The Lonely Shepherd, der altid hensætter mig i en eller anden drømmetilstand, hvor barndom, nutid og fremtid synes at flyde sammen til noget der giver en højere mening, men alligevel ikke helt kan begribes. Det lyder måske lidt højtsvævende, men det er vel også netop det musik kan gøre for os :)

Mht. at skrive til musik ... Så har jeg det nogle dage virkeligt svært med det, fordi jeg ikke kan abstrahere fra det, og andre dage er det lige det, der skal til for at komme i stødet. Nogle dage er jeg nødt til at sætte ti timers Whitenoise, snestorm eller regnvejr i ørerne for ikke at blive distraheret af biler, nabolyde, og alt muligt andet.
Jeg kan også finde på, at sætte regnlyde på i et faneblad med høj lyd, og så sætte musik på i et andet faneblad med dæmpet lyd, så jeg kun lige fornemmer det men ikke bliver fanget ind af det.
Det instrumentale fungerer tit godt for mig, når jeg skal skrive, men jeg har dog også lavet lange playlister med sangtekster, der passer til forskellige karakterer i den roman jeg arbejder på. Og er det den jeg skriver på, så bliver det næsten nødt til at være "karakterens playliste" jeg sætter på, hvis jeg skal bruge musik. (Og så er det oftest med en anden dominerende forgrundsstøj).

Den syngende dukke hos Hofmans Eventyr er også på Youtube med danske Louise Fribo.

Her er en dansende dukke i filmen "Casanova."

Hmm Dino, kunne du lægge den ind. For jeg kan ikke finde nummeret.
Camilla

Blomsterduetten er ren salighed. Det er nærmest himmelsk.

Mit Afrika, får mig både tilbage til min barndom, hvor musikken tiltalte mig så jeg simpelthen forsvandt hen. Siden da har jeg set filmen 10 gange cirka og den er et hit hver gang. I 2016 besøgte Min mand og jeg Karen Blixens farm i Nairobi, hvor jeg samtidig stiftede venskab med en kunstmaler på farmen. Så både musikken, filmen, stedet, kunsten og Karen Blixen har betydet en hel del for mig.

Klassisk i det hele taget interesserer mig Mette, men jeg er frygtelig dårlig til at huske titler, navne osv.
så derfor er det fremragende at få muligheden, gennem den inspiration vi deler på debattråden her, også selvom der ikke er klaver:-)
Debatter har det jo med at tage nogle afstikkere.

Victor Borge og Michala Petri, fremragende samspil:-) Sjovt hvor man falder over alverdens sjove indslag på nettet. Det var jo slet ikke det der var meningen, men det er altså skægt det her.

OK Camilla. Her er den så Med Louise Fribo.

Ang #13

Hej Michala.

Du elsker Beethoven. Og jeg har altid respekteret folk der gør det.
For lige så længe har jeg vidst at netop han sidder i den klassiske musiks absolutte centrum.
Hos Beethoven er der alt man kan ønske af kvalitet. God smag, virtuositet osv.
Det er noget jeg ved. Desværre kun med hjernen.
Jeg siger desværre, for i hjertet fænger det ikke rigtigt hos mig.
Med melodi finder jeg mere hos Mozart
Med kontrapunktik finder jeg mere hos Bach
Med orkestral storladenhed finder jeg mere hos Wagner og R. Strauss.

Men jeg fornemmer at jeg tager fejl.

Det er måske ufølsomhed der berøver mig Beethovens melodier
Måske er det manglende forstand der berøver mig kontrapunktikken hos Beethoven
Og måske er det min dårlige smag der berøver mig sansen for at orkestral storladenhed bør indrammes af mådehold.

Jeg tænker på om vi mennesker har forskellige medicineringstærskler.
Om følelsen af velbehag i hjernen kræver at tingene siges med forskellig tydelighed.
Man kan se unge mennesker næsten knække sammen ved blot få toner af elsket musik.
Andre skal have dobbelt blæserbesætning før det rører dem en tøddel.

Jeg fornemmer at Beethoven ikke er en Aladdins hule der straks overvælder enhver, høj som lav.
Beethoven er måske et lille gyldent skrin der rummer alle skatte for den der har øje for det. For den der ikke har øjnene, er det blot en lille pæn æske med nydeligt nips.

Amatøren kan gå forgæves til Beethoven. Eksperten føler sig altid hjemme!

Skulle man sende musik ud i rummet som reklame for hvad menneskeheden kan præstere af musik, ville Beethoven være et godt bud på Europas bidrag.

Vedr. #20

Adagioen er forførende smuk. Mozart skrev koncerten til en klarinettist der skulle have noget der var ham værdigt.

Det er let at forbinde noget melankolsk med dette nummer. Og det kan ikke blive for smukt. Jeg mindes at en kritiker havde skrevet at en pladeudgivelse med Mozart var for smuk. (Nok noget med "for lidt kant.") En japaner måtte tage afstand og sagde at Mozart aldrig kunne blive for smuk. (Pladen var Herbert von Karajans "Trylleføljten.")
Genialitet handler om at ingen kan finde en eneste tone der kunne være valgt bedre.

Engang var der i dansk TV en udsendelsesrække med Capella Clementina der opførte koncerter af Bach.
I disse er der altid en langsom sats, som jeg havde ment var et kedeligt intermezzo. En hvilepause før tredje sats med mere smæk på.
Men Capellet spillede helt klart disse langsomme satser med dybeste koncentration. De var ikke ligegyldige frokostpauser!
Det blev en øjenåbner for mig, og jeg gav mit til at lytte mere opmærksomt.

Iøvrigt ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om disse koncerter. (som clarinetnummeret tilhører.) Koncertformen med tre satser, sonateformen med fire osv - er det ikke en spændetrøje? Er det ikke at sætte formen på samme højde som indholdet?
Jeg hælder til at musikken skal styre formen. Ikke omvendt.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hej JohannesB

Once upon a time in the west er en super western, og musikken ditto! En af mine kolleger har for nylig i radiohusets koncertsal hørt underholdningsorkestret optræde med blande andet den musik. Det skal også have været rigtig godt.

Ravels Bolero har (også?) noget hypnotiserende over sig. Samme koncertsal blev indviet med bl. a. det nummer. Det var Thomas Dausgaard der dirigerede.

Angelina Jordan er et mærkeligt fænomen. En sært voksen jazzstemme.

Til sidst Strauss. Hvorfor er der et billede af Beethoven for oven på billedet? Jeg købte den selv på LP med Chicago Symph og G: Solti. Nok næsten 40 år siden Jeg må indrømme at det er længe siden jeg har hørt den. (20 år?) Måske er tiden kommet igen?
I senere år har jeg mere lyttet til Strauss' operaer.
Strauss var fremragende til at skrive for sopraner. Jeg tror at han har elsket smukke og stærke kvinder med en magtfuld stemme.
Her er Elisabeth Schwarzkopf i Cappriccios slutscene.

En del af danske Buxtehudes suite "Membra Jesu Nostri" benævnt "ad latus" ses og høres her. Et dansk værk som ikke har nydt voldsom udbredelse, kan man end forstå det? Jeg hørte det dog i Birkerød Kirke i sin helhed for nogle år siden.

Ups der opstod en fejl

vi prøver igen

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Tak for det JohannesB

Da hun var 7, sang hun som Billie Holiday, og det var flot. Jeg håber ikke at hun lægger sig efter Witney Houston og Maryah Carey. Disse damer kan jeg ikke fordrage, deres evner til trods.
Men denne kunne jeg lide:

Dette klaverstykke er også altid godt, især til eftertanken.

Hej Camilla. Jeg syntes lige, du skulle have lidt rockmusik med.
"Afterglow" med Genesis (betyder skæbne) er et af de få numre med rockmusik, som jeg stadig elsker med al dets smukke lyd og melankoli. Jeg har brugt det, når jeg skrev før i tiden som baggrund og stemning.

Da vi er ved Genesis, så er her et nummer der er meget vellykket, synes jeg. Ikke underligt at det vist Tony Banks der står bag.