Portræt som foto og/eller maleri et et visitkort til omverden...her er jeg, jeg har levet, jeg har været til og ydet/bidraget med noget, jeg er selvglad, jeg har magt...mest af alt: Glem mig ikke i dødens tusmørke.
Jeg maler selv og ganske hæderligt. Så godt, at jeg maler portrætter. Hvis man kan den metier, så maler kunstneren noget som måske ikke ses for det utrænede øje...sjælen, personligheden, eller maler ledetråd, mystik til, derved se personligheden gennem en anden vinkel. Foto er blevet fattigt, fordi det har mistet sin mystik og bruges i flæng...se mig her, se mig der...og det gode foto portræt, er altid bedst, når det tages af en anden i øjeblik, hvor hovedpersonen ikke ved det. Er det i sort/hvid, så er det ekstra smukt.
Jeg fik engang at vide hos en fotograf, at der skulle være sagt: Smil ikke. Folk der smiler er ikke til at stole på.
Er det ikke bare skønt at se et gammelt fotoalbum igennem. Folks/familiens liv i små glimt. I søndags stadstøjet et par gange i livet sammen med familien eller et brudeportræt. Historie og dragende mystik.
I dag vælter vi os rundt i selfie-skud, at vi knap nok ænser det, så er det digitalt, ingen sætter i album...og hokus pokus...ingen husker dig om hundrede år. Et barne vil spørge engang om hundrede år: Hvem var Oldemor, hvordan så hun ud?
Et lille bidrag, lige i forbifarten.
Fortsat god dag.
Poul (Blækhuset)