Kære Dagbog

Som ved et trylleslag forsvandt gulvet under mig og sidder nu og ved at gå op i limningen. Plejer ellers nok at holde hovedet koldt, men ... well, gjorde jeg vist også – indtil her nu bagefter, hvor alt igen ånder fred og ro.

Jesper og nogle andre havde planlagt fest i dag. Planlægningen og alt forløbet efter planen, som de andre gange og der var lagt op til et brag af en fest. Denne gang var Jesper ikke alene om det og de havde planlagt, at det skulle holdes på sammenskudsbasis. Forstået på den måde, at hver deltager betalte sin andel til leje af festlokalet her nedenunder. Drikkevarer og hvad man ellers skulle bruge, skulle hver især selv medbringe. De unge mennesker lejer festlokalet, både fordi der ikke er mulighed for fest i lejlighederne. Selv ville jeg nødigt lukke x-antal unge mennesker herind til en fest, så syntes også det er perfekt, at de lejer det lokale. Et lokale der kan huse omkring 40 og som kun folk fra denne og en anden blok kan leje. Her i disse to blokke, plejer der ikke at være de store problemer – modsat andre blokke i kvarteret, hvor koncentrationen af fremmedkultur, folk med store alkohol- og stofproblemer m.m er langt større.

Allerede ved 18-tiden ankommer de første. Alle er i højt humør, flere ankommer og nogle er også heroppe, hvor de blandt andet henter Jespers musikanlæg + andre fornødenheder såsom toiletpapir, håndklæder m.m til badeværelset. Når de er heroppe, spørger jeg selvfølgelig til, hvordan det går, hvor mange der er dukket op osv. Men ikke noget med en løftet pegefinger, griner med dem og ønsker dem fortsat god fest.

Eneste aftale, som ligger fast er at er der noget, skal de ringe op til mig. Her tænker jeg selvfølgelig på sådan en situation, som hvis en af deltagerne bliver for fuld og jeg så skal træde til. Det har heldigvis ikke ved de tidligere fester de har holdt været et problem, men nu rart med aftalen alligevel og giver dem også tryghed, at de ved, hvor de kan henvende sig i tilfælde af problemer. Hvorfor ingen af de andre forældre stiller op, må guderne vide, for har selv taget det som en selvfølge, at det da som forældre bare er noget man gør og ikke noget, man stiller spørgsmålstegn ved overhovedet! Hvis vi ikke er der for vores børn nu og stiller op, når de har brug for os, hvor er vi så henne? Skal børnene/de unge mennesker ikke vide, hvor de har deres base og vide, at den base er deres sikkerhed og der de altid kan søge hen, uanset hvad? Det mener jeg i hvert fald og noget jeg kunne snakke i timer om, for mener virkelig det er så pokkers vigtigt, at vores børn ved, hvor de har os og vi som forældre ikke svigter dem. At jeg så ikke altid er enig med dem eller forstår dem, er en helt anden sludder, men vi er forskellige individer med hver vores personlighed, så kun naturligt, at det er sådan og heldigvis for det, for på den måde, kan vi lære af hinanden.

Men tilbage til festen inden jeg får talt mig for varm om et helt andet emne, men også alle sådanne tanker dukkede altså op.

Jeg tror klokken har været omkring 19.30 da Jesper ringer herop og fortæller, at 4 tyrkerbørn som han skød til at være mellem 8-10 år, ikke ville lade dem være nede i festlokalet og hele tiden stod og sparkede til døren for at komme ind. Jesper og de andre deltagere havde forsøgt at genne dem væk og fortælle, at de ikke havde noget at gøre der, men lige lidt hjalp det.

Her vidste jeg så heller ikke, hvad jeg skulle stille op, tænkte vist mest på, hvem der ville komme til at betale for en evt. skadet dør, så jeg ringede til dem der udlejer lokalet (bor 2 opgange herfra) og fortæller dem problemet. De vil straks gå derned og så tænker jeg nu ikke mere på det, for herregud … 4 knægte på 8-10 år, hvad kunne de gøre. Tænkte de vel bare ville drille de store lidt, så …. Hører så heller ikke mere og er helt rolig.

Tror klokken så er ca. 21.30, da Jesper kommer herop, fuld og helt ude af den. Han kan dårligt stå på benene, sætter sig og jeg prøver at få ud af ham, hvad fanden der er los. Han når kun at undskylde, at han måske snakker usammenhængende, tårerne kommer, jeg bliver nervøs for hvor er alle de andre og hvad er der sket. Får at vide, at hans alt er gået over gevind, de er alt alt for mange og han ikke længere kan styre det. Jeg når kun lige at høre noget om en større flok tyrkere (IKKE inviterede), mit blod fryser nærmest til is, for kender kvarteret og ved, hvordan de ofte hærger, ødelægger og stjæler med arme og ben – VED hvilken respekt de har skabt omkring sig og VED ingen tør stille sig op mod dem af skræk for både det ene og det andet.

Vel 10 minutter efter at Jesper er dukket op, banker det hårdt på døren. Jesper selv kan ikke stå på benene, så jeg går ud og åbner. Ind vælter det med jeg ved ikke hvor mange i alle aldersgrupper – fra vel 10-års alderen og til 17-18 år). Tror der nåede at vælte omkring 10-12 ind, før jeg når at reagere og smækker døren i for resten og nogle får jeg også hurtigt ud af døren igen. Hører et par råbe inde i stuen til Jesper og ved endnu ikke, hvad pokker det handlede om. Skynder mig derind og hører så noget om at Jespers pung er fundet – tom!

Hører kun kort Jesper sige, at 2 af dem er gode nok. Resten forsvinder skyndsomt ud af lejligheden igen. Alt i alt tror jeg kun, at der gik nogle få minutter fra de væltede ind til alle var ude igen. Tilbage sidder Jesper totalt færdig, ævler en masse af sig, som jeg forsøger at hitte rede i. Konklusionen på samtalen blev, at følte sig ansvarlig for at det hele gik galt, at han ikke formåede at holde stand mod tyrkerne der dukkede op, at han ikke vidste hvordan han nu skulle kunne betale for både lejen af festlokalet og for den flybillet der skal få ham til Island om nogle få uger.

Hurtigt kontaktede jeg igen udlejerne af lokalet, der ligesom jeg heller ikke turde stille sig op mod ødelæggerne af festen, sagde bare: Vi kender dem alt for godt, kontakt politiet. Det gjorde jeg så og bad dem komme med det samme og hjælpe med at få stoppet festen. Fik nøglen til lokalet af Jesper, overtøj på og overlod Jesper og Tanja her, hvorefter jeg gik ned for at vente til politiet dukkede op.

Nede mødte jeg udlejerne og vi snakkede om situationen. Ja, jeg ville ikke ned i festlokalet, men manden skulle lige lure engang. Da han vender tilbage siger han, at der lokalet er tomt. TOMT!? Jamen … hvor FANDEN var alle henne???? Var et stort spørgsmålstegn, jamen… jamen for pokker, de var jo mange!! Kiggede rundt udenfor og ALT var som blæst. Ikke et øje nogen steder!! Jeg fattede intet!! Musikken kørte stadig i lokalet, hvilket vi tydeligt kunne høre. Manden gik derned igen, tjekkede kælderen osv. men nej, alle var væk, området var som støvsuget for mennesker.
Rundt om et hjørne dukkede et par unge mennesker op, men forsvandt ligeså hurtigt som de så os.

Politiet ankommer og pludselig myldrer det med unge børn – lad mig kalde dem børn af fremmedkultur - igen, der løber skrigende bagefter politibilen. Husker jeg mindeligt bad dem holde deres kæft. Siger som det er til politiet, at lokalet er tomt, men be’r dem komme med op og snakke med Jesper om hvad der er sket. Alt imens løber ungerne rundt om os, råber en masse om at de godt ved, at der er blevet stjålet penge og mobiltelefoner og de nævner også navnet på en. En der er mere end kendt i kvarteret – en ung ballademager, som desværre allerede er en kending af politiet. Alle tror åbenbart de skal med op i lejligheden, men her sætter jeg godt nok en stopper og de når ikke længere end til trappen, før jeg be’r dem blive. Må have sagt det på den rigtige måde, for jo sørme, de tog ikke så meget som 1 skridt op af trappen.

Oppe fortæller Jesper så godt han kan, hvad der er sket. Midt i det hele banker det på døren og ind kommer 3 af de inviterede til festen. Også de fortæller og jeg blev så glad for deres opdukken. Endelig 3 som kunne være med til at dele ”ansvaret” med Jesper, som følte det hele var hans skyld. De 3 kunne så også bestyrke Jespers historie overfor betjentene. Viste sig så, at pigen havde fået stjålet hendes mobiltelefon. Lige nu syntes jeg stadig det er så forvirrende alt hvad der blev fortalt, men det har jeg nok bedre styr på i morgen, når jeg får mulighed for at snakke mere med Jesper, for straks politiet var gået igen, gennede jeg de unge mennesker ned for at tømme lokalet og hente musikanlægget herop. Selv kunne jeg ikke gå herfra pga. Tanja, som lå og sov, men jeg var nervøs for at nogle kunne finde på at bryde ind i lokalet og tømme stjæle hvad der måtte være.

Straks alt var oppe hørte jeg, at en forældre var på vej for at hente den ene af drengene. De øvrige blev enige om at tage med ham, for som Jesper sagde: Jeg har ikke lyst til at være her, tager med de andre og sover derovre.

Og så sad jeg her, alle var væk, freden sænkede sig atter over lejligheden og kun Tanjas snorken forstyrrede stilheden. Satte mig ned, tændte en smøg og prøvede at få mine tanker på plads.

Pludselig manglede jeg Jesper eller var det bare en voksen at tale med? Jeg ved det ikke, men tror det her for første gang rigtigt for alvor gik op for mig, at Jesper efterhånden er en voksen ”mand” og ikke længere i samme grad har brug for mig. Tænkte det ikke som noget negativt overhovedet – tværtimod, og alligevel ….? Han har altid været meget moden af hans alder og hans fortrolighed har jeg altid haft, men i dag efter alt det her, tog han med hans kammerater og blev ikke hjemme. Det var selvfølgelig kun naturligt, at han gjorde det, for de havde meget at snakke om og drøfte igennem, med alt det som var sket, men ja, da de var gået følte jeg en tomhed indvendig – en tomhed jeg ikke kunne/kan definere. Ønskede jeg ham her, så jeg vidste jeg kunne beskytte ham, hvis der blev mere? Ønskede jeg at snakke mere med ham om det skete, fordi jeg ikke var klar over alle detaljerne? Er jeg nervøs for eventuelle repressalier mod mig eller mine børn, nu vi har meldt kvarterets værste til politiet? Ønskede jeg i bund og grund bare, at jeg ikke sad alene tilbage? Eller skyldes hele min reaktion lige nu bare noget helt normalt pga. det skete? Eller .....??

Ærligt, jeg ved det ikke, men vil gå seng og håbe jeg får sovet, for du godeste, hvor er jeg bare træt nu. Glæder mig nu til i morgen, for der sidder jeg nok bare og kan smile af det hele (mig selv), selvom det er mere end trist med de tyverier der er sket.