Kære dagbog

Nu gider jeg snart ikke mere! Lige nu er mine tanker et stort kaos og tårerne er helt fremme i første position. Egentligt har jeg ville holde meget af alt det her for mig selv, men nu til morgen blev prikken sat over i'et :-(

Forhistorie:
I begyndelsen af 2005 er vi 3 tøser, der finder sammen. Vi bor så og sige side om side med et par opgange imellem os. Fra dag et holder vi sammen i tykt og tyndt med vores unger og hunde.
Veninde 1: 36 år, har en pige på 11 år, der er mongol samt en hund.
Veninde 2: 26 år, har en pige og en dreng på 6 og 3 år.
Jeg selv: 42 år, en hjemmeboende pige på 8 år samt en hund.

Foråret, sommeren og efteråret går og vi tømres mere og mere sammen. Vi tager på ture sammen, ser efter hinanden, passer hinandens børn/hunde, mødes mindst en gang om dagen, - mest på "Bænken", hvorfor vi hurtigt fik tilnavnet "Bænk-folket". Dette også fordi, at flere og flere stødte til os. Mange gange var vi omkring 20 samlet og tit havde vi fællesspisning.
Sommeren 2005 er det helt sikkert, at jeg aldrig nogensinde glemmer.
Da efteråret og vinteren banker på og det bliver for koldt at sidde udenfor, begynder veninde 1+2 og jeg istedet mødes privat indendøre. Veninde 1 har den største lejlighed, hvorfor det som oftest er der, vi holder samling.

Alt er fryd og gammen, men får pludselig en brat ende.

Veninde 1 bliver medio december sløj og får vejrtrækningsproblemer. Hun har tit haft lungebetændelse, så slår det lidt hen, men det bliver værre og værre, hvorfor hun søger læge. Her kan man ikke konstatere noget overhovedet, og hun går hjem med uforudrettet sag. Det bliver dog værre og værre og som dagene går, bliver vi andre mere og mere bekymrede, for stadig kan lægerne ikke finde ud af, hvad hun fejler. Til sidst bliver det så slemt, at hun ikke tør være alene, fordi hun er bange for ikke at vågne op. Hun indlægges en aften, sent, men udskrives allerede næste dag godt middag. Igen uden svar på, hvad der er galt. I den sidste uge af januar går det helt galt. Hun tør nu hverken tage bad eller noget, uden vi andre er alarmeret først. Veninde 2 og jeg hjælper alt vi kan, men...

Onsdag den 1. februar går det galt. Sent om aftenen bliver jeg ringet op af veninde 2. Jeg forstår intet i telefonen. Kun at noget er rivende galt. Råber, at jeg kommer over og løber ud af døren. Ved veninde 1's opgang holder 2 ambulancer. Jeg løber ind i lejligheden og er ved at falde over falckredderne og veninde 1, der ligger livløs og næsten afklædt på gulvet. Jeg bliver bremset og udspørges om, hvem jeg er, om jeg kender til veninde 1's sygdomsforløb m.m. Selvom jeg både ser og hører alt, der foregår, - genoplivning af min veninde, så går det ikke op for mig, hvor alvorlig situationen er. Da jeg hører en masse rallen, føler jeg nærmest en lettelse og tænker: Yes, nu får <navn> endelig luft igennem systemet! Da jeg selv tit har problemer med luftvejene, føles min lettelse ekstra intens, for ved jo på egen krop, hvad det vil sige, når der går "hul" på systemet.
Flere falckreddere ankommer. Nu er der ikke færre end 8 og der foregår et rend af den anden verden.
Da falckredderne er færdige med at udspørge mig, åbnes døren til soveværelset. Her opholder veninde 2 sig sammen med veninde 1's 12-årige datter og hund. Alle er vi selvsagt helt fra den, men vi gør alt, vi kan, for at holde humøret oppe på datteren. Det lykkes os underligt nok at grine midt i det hele.

Pludselig slår datteren armene ud og lader sig falde bagover i sengen, hvor hun sidder. Hun ligger totalt stille i nogle sekunder, hvorefter hun rejser sig op igen, kigger på veninde 2 og mig og siger højlydt, som det mest naturlige i denne verden:
- Mor er død!

En klam hånd lægges om mig og jeg aner ikek mine levende råd. Veninde 2 har det på samme måde. Stadig er situationens alvor slet ikke gået op for mig. Eller rettere... jeg fornægtede det.

Datteren har dårligt fuldført sætningen før en falckredder banker på døren. Han siger en masse, men alt jeg hører er ordene "forsøgt genoplivning". Først nu går det op for mig, at veninde 1 er død!

Resten af natten ender i et kaos af tanker, gråd, trøst osv. Familien og politiet tilkaldes. Jeg ser og husker stadig natten som et sceneri, hvor jeg ikke fysisk er tilstede, men står og ser det udefra. Det hele er alt for uvirkeligt til, at jeg forstår det. Da jeg nogle timer efter kommer over til mig selv, kan jeg ikke andet end ringe til flere, heriblandt mine forældre. Jeg skal bare snakke, snakke og snakke. Først ud på morgenstunden finder jeg så meget ro, at jeg kan sove lidt.

Tiden efter har ikke været sjov. Børn som voksne er vi stadig påvirkede al alt det skete. Ved begravelsen var alle børnenen med. Min egen datter insisterede kraftigt, at hun ville med, selvom jeg ikke var meget for det. Hjemme havde hun skrevet et flot brev samt lavet en tegning. Begge dele lagde hun selv op på kisten inde i kirken. Det var så stort af hende! Veninde 2's børn havde også lavet tegninger, som de også lagde op på kisten. Ikke færre end 120 fulgte vi hende til graven og også her kastede børnene langstilkede roser ned på kisten. Det var en meget bevægende dag, men også et meget smukt farvel, når det nu skulle være.

Veninde 2 fik om natten, da veninde 1 dør, hendes hund og kat ind til sig. Begge har hun nu fået lov til permanent at overtage.

Veninde 1's datter bor nu hos sin mormor, der er ved at søge plejetilladelse.

Der er nu gået ca. 5 uger siden det tragiske dødsfald. Oplevelsen synes jeg efterhånden, at jeg har fået godt styr på... troede jeg i hvert fald, men...

Kl. godt 9 her til morgen kimede telefonen med besked om, at veninde 2 lige var blevet indlagt pga. stærk hjertebanken. I går var kommet en af hendes veninder med 2 børn. De skulle overnatte. Min datter ville også gerne sove der, så som sagt så gjort.
Nu ringede denne veninde så til mig. Hun stod ude på sygehuset med 4 unger og kunne ikke komme hjem. Gode råd var dyre, men for at gøre det kort, så fik vi hjælp fra et par, der kommer her. De fløj ud af sengene og ilede ud efter dem.

Nu sidder jeg så her med to ekstra børn og en hund. Hvad der er galt med veninde 2 ved jeg endnu ikke. Ved kun, at det gik meget hurtigt med at få hende indlagt til udersøgelser. Uvisheden har givet mig et knæk og alt det fra da veninde 1 døde, er atter dukket op til overfladen. Hundene har lige lagt sig til at sove, ungerne har fået morgenmad og leger nu stille inde på min datters værelse. Synes mine tanker flyver noget hid og did og jeg kan slet ikke finde ro. Ryger bare den ene smøg efter den anden.

Den her venten er ulidelig! Har sådan lyst til at råbe højt:
- Nu kan det fandme være nok!! :-(

Nå, vil se om lidt huslige sysler kan hjælpe lidt, mens jeg venter på, at telefonen igen ringer og jeg får at vide, hvad, hvorfor osv. med veninde 2.

Jeg kan sgu snart ikke rumme mere! ØV!