Kære dagbog

I går viste vejret sig fra din bedste side. Solen skinnede, og det var dejlig lunt. Lige et vejr til en udflugt. Det trængte jeg også til efter de sidste dages mange tanker efter Renés dødsfald natten til mandag.

Tanja fik ikke at vide, hvor turen gik hen. Jeg ville lade det være en overraskelse og holde hende lidt på pinebænken. Det lykkedes også, skal jeg lige love for. Kæften stod ikke stille på hende, men det var tydeligt at hun nød det. Alene køreturen var sjov og dejlig befriende, da vi tøffede derudaf med nedrullede vinduer og "åbent tag". Vi sang og skrålede begge højt med på den cd, som hun havde bestemt, at vi skulle høre. Taiko lod også til at nyde det. Flere gange havde han hovedet ud af vinduet, hvor han slugte ikke så lidt luft og bagefter højlydt bøvsede mig ind i øret.

Knap 10 kilometer senere jublede Tanja højt. Nu vidste hun, hvor vi var på vej hen, for forude kunne hun se vandet. Bilen parkerede vi helt nede ved stranden, og før jeg kunne tælle til ti soppede Tanja nok så fornøjeligt rundt i vandkanten. Taiko synes også, det var sjovt, om end han ikke kunne forstå, at bølgerne "løb" efter ham. Sådan gør vandet altså ikke ude ved skovsøen. Han lærte det dog hurtigt, - især da en bølge pludselig nåede ham til maven. Vi gik en god lang tur langs stranden, indtil vi fandt et godt sted, hvor vi holdt en pause, mens vi alle fik lidt at drikke. Hurtigt trak vandet dog i Tanja igen. Der gik heller ikke længe, før hun tog et par skridt længere ud, - nu nåede det hende til midt på lårene. Var det ikke, fordi jeg hårdnakket nægtede hende at dyppe rumpen, så havde hun taget den helt store tur. Det lykkedes hende dog ikke at forvisse mig om, at det ikke var koldt, selvom hun grinende gjorde sig de største anstrengelser for at overbevise mig om det modsatte.

"Åh, mor, kom nuuuuu!"

Men nej, jeg gav mig ikke en tomme.

Hjemme igen var det, som jeg var blevet fyldt med ny energi. Sikke dog en dejlig befriende tur. Det må vi snart gøre om igen.