Kære dagbog

Utaiko, vil simpelthen ikke i kontakt med de andre af kvarterets hunde. Vi møder ellers en del på vores ture, men nej, han slår bakgearet til og et par meter væk i sikker afstand. Set med hans øjne, virker mange af dem nok også frygtindgydende alene ved deres positur og størrelse, da langt den overvejende del er store hunde.

Så er det, jeg har et dilemma, for nok er han en forholdsvis lille race, men socialiseres han i en tidlig alder ikke til at omgås andre hunde, kan det senere gå hen og blive et problem at være sammen med andre hunde, hanhunde især. Shiba'er fødes som små konger, der nok ved, hvad de vil og, især, hvad de ikke vil. Deres tolerancetærskel er dog ret høj, så selvom Utaiko ikke socialiseres til andre hunde, er det altså ikke sådan, at han vil fare i hovedet på alt og alle, han møder på sin vej, langt fra. Fx har jeg på et træf mødt mange Shiba'er samlet, hvor de også har været helt tæt på hinanden uden, at der af den grund opstod slagsmål, ej heller gøen af hinanden, da det er en meget lidt gøende race.

Mange af hundene vi møder, har en meget lav tolerancetærskel. Allerede på lang afstand reagerer de ved træk i snoren, bliver urolige og nogle begynder at gø. Shiba'en derimod reagerer ikke, før der på det nærmeste er nærkontakt. Som oftest bruger de en form for total ignorering, men overskrides deres grænse og modparten ikke forstår ignoreringen, så er de altså ikke blege for at gå i klink/forsvare sig. Der skal dog noget til. Denne ikke-interesse er noget, jeg ikke har noget imod. Freja og Floyd har noget af det samme, så selvom jeg sidder på gulvet og aer både Utaiko og en af kattene samt de er så tæt på hinanden, at de faktisk også har fuld kontakt, så virker det fuldstændigt, som de slet ikke ser hinanden.

På den ene side vil jeg godt, at han socialiseres til andre hunde. På den anden side, betyder det ikke noget for mig, netop hans høje tolerancetærskel taget i betragtning.

Jeg kunne så, selvom Utaiko selv udviser en total manglende interesse, opmuntre ham. Det gør jeg så ikke. Grunden er dels min egen usikkerhed på de andre som oftest meget frembrusende hunde (ikke personligt, men overfor Utaiko), dels er jeg meget usikker på, hvor mange af kvarterets hunde, der er vaccinerede.

Jeg synes, det er lidt af et dilemma det her.

Vil se om jeg ikke kan skyde tankerne fra mig. Hvem ved, måske det hele løser sig selv ved, at han en dag begynder at vise interesse. Indtil videre vil jeg lade ham bestemme farten, ligesom han har lært sig selv, at bilerne, der suser forbi ude på vejen, ikke er spor farlige.

Ja, det vil jeg... tror jeg... ja.