Endnu tror jeg ikke, at Utaiko og jeg har været ude at gå en tur, uden mindst 1-2 er stoppet op for at hilse og spørge til ham. På de her knap 14 dage, hvor jeg har haft ham, har jeg talt med flere end gjort på et halvt år. I dag var en mand nær røget af cyklen, så meget skulle han kigge. Mens han kiggede bagud mod os, holdt han ikke kursen, så endte med at køre op af en skrænt. Jeg havde nær skreget af grin, så komisk så det ud. Hurtigt fik han rettet cyklen op, vendte sig hastigt tilbage og sendte mig en stort smil. Sådanne oplevelser er altså guld værd og gør kun vores ture endnu mere sjove, end de allerede er. Utaiko nyder virkelig at få lov at rode og rumstere udenfor i både græs, grus og jord. Han graver, ruller rundt og laver klovnenumre. Det sjoveste er næsten, når han farer frem i fuld fart for derefter at bremse så hårdt op, at bagkroppen ryger forover, og han ender med at småløbe trippende på forbenene, før bagparten igen finder sin rette plads på jorden. Endnu har han kunne styre det, så det ikke er endt i en koldbøtte, selvom jeg flere gange har ventet, at NU skete det. En anden sjov ting er, at han så og sige hver gang tørre sig, når han har afleveret noget tykkere end vand. Bagefter er det gumpen i græsset, mens han med forbenene karter sig fremad en 10-20 cm.
Efter manden på cyklen stoppede en kvinde os. Som alle andre ville hun også vide noget om, hvad søren det er for en hund, jeg har fået mig. Heldigvis kunne hun se, han er en hund. Ikke færre end to gange er jeg blevet spurgt, om det er en hund eller kat. Så er det altså at mit smil blegner noget. En kat! Måske jeg skulle tage Freja med i snor, så de kan se forskellen. Modsat Floyd både kan og vil hun nemlig godt gå i snor.
Mens kvinden og jeg sludrede, overrumplede hun mig totalt ved at spørge:
"Hedder du Lotte?"
Forundret kiggede jeg på hende, for mindes ikke hverken at have set eller talt med hende tidligere.
"Øh... jo, det gør jeg rigtig nok, men...?"
"Vi har haft nogle fælles bekendte, Jette og Anders fra Løvegade. Engang jeg var hos dem, kom du og din kæreste også på besøg. Dengang var vi begge yngre og mindre." Hun smilte.
"Du al forbarmende," udbrød jeg grinende. "Jamen.. hold da op, det er jo mange år siden. Må have været i begyndelsen af 1980'ern?"
Det var hun enig med mig i. Hun erindrede også at have set mig på kontoret i det nu daværende OBS! Også det var korrekt, for der arbejdede jeg i en periode. Jo jo, det vidste hun godt, for hun var samtidig ansat i bageriet. Endnu er jeg helt imponeret over hende hukommelse. Snakken gik om både dengang og nu, så Utaiko og jeg var nær aldrig kommet hjem igen. Hun fortæller så, at hun bor i blokken lige "bag" mig, men at hun så gerne vil flytte, fordi hun ikke føler sig tryg i kvarteret, der jo desværre ikke er byens bedste. Selv skal siges er jeg yderst tilfreds efter at være flyttet op i den anden ende, men det har nu også noget med lejligheden og opgangen at gøre. Jeg kunne næppe få bedre af begge dele.
Vi sludrede så lidt om kvarteret generelt og snakken rundede også branden i en af lejlighederne fredag morgen kl. 3. Det havde jeg med et halvt øre godt hørt noget om i de lokale nyheder, men anede ikke, hvilken lejlighed. Det forbavsede hende, og hun gjorde store øjne, mens hun så mig noget skeptisk ud i ansigtet.
"Jamen... har du slet ikke hørt noget?"
Næh, havde jeg altså ikke.
Hun så ud, som var hun faldet ned fra månen. Da jeg hørte, HVOR, var det lidt svært at tro, at jeg intet havde set eller hørt, for det var i blokken "foran" mig. Brandbiler og politi havde været til stede og hele opgangen var blevet evakueret i mere end en time. Hvordan hulen det er gået min næse forbi, forstår jeg oprigtigt ikke for med lidt øvelse i langspyt og hjælp fra lidt medvind, ville jeg rent faktisk kunne spytte ind i den lejlighed, der var brændt. Ydermere sover jeg med åbent vindue! Det er faktisk meget uhyggeligt, at jeg sover så fast. Nogle gange også skræmmende på sin vis.
Historien om branden fik jeg så med det samme. Det var et dødsbo, hvor en/flere åbenbart var brudt ind, idet de mente afdøde havde gemt penge derinde. Hvorvidt sagen er opklaret, ved jeg så ikke. Måske hun fortalte det, men mine tanker kredsede mere om det, at jeg intet havde hørt.
Med så meget som dagen har budt på, er jeg spændt på, hvad aftenen bringer. Forhåbentligt ikke ret meget, for har planer om at smide mig på sofaen og se 1-2 film.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.