Kære dagbog

Det er da også irriterende, som jeg af og til kommer galt af sted.

For nogle uger siden fik jeg en knude af en art på højre kindben. Da jeg i anden anledning alligevel var ved lægen, spurgte jeg, hvad søren det dog kunne være. Hun mente, det måske var en begyndende fedtknude. Det huede mig altså ikke at have sådan en sidde der. Det blev så aftalt at jeg inden længe skulle komme igen, så jeg kunne få en henvisning til en hudlæge, der muligvis så kunne fjerne den.

I fredags begyndte jeg at blive øm i området. Det blev også lidt rødt og hævet. Over weekenden blev det værre og værre. Ringede mandag morgen til lægen, der godt ville se mig med det samme. Som selv tænkt, så var der gået betændelse i skidtet. Fik udleveret en recept på to slags penicillin til indtagelse de næste ti dage. Men... men, det blev kun værre og værre og til morgen lignede kinden noget, der var løgn. Ca. en 5-krone størrelse var helt rødt, sort og hævet ret så meget op. Faretruende tæt på højre øje iøvrigt. Greb derfor igen knoglen, ringede lægen op, og 'brokkede' mig. Som forventet ville hun se mig igen, så ud under bruseren og af sted.

Havde mine anelser, men skød dem fra mig.

Der gik ikke mange minutter, før lægen konkluderede, at den knude skulle væk, og det skulle være i dag. Blev sendt ud i venteværelset igen, og efter en del ventetid fik jeg meldingen, at jeg skulle videre til Roskilde hos en plastikkirurg.

A' hva' for en fisk!!?? Næh, holdt! Vi snakker da hverken balleløft eller brystløft, omend det måske godt ku' gøre gavn.

Satte mig noget modløs ned igen og ventede videre, mens lægen ringede for en tidsbestilling.

Heldigvis endte det ikke med, at jeg måtte til Roskilde, men kunne nøjes med at fange bybussen og tøffe ud på Centralsygehuset, hvor de i en håndevending kirurgisk kunne klare sådan en 'ært'.

Ud af døren og i rask trav til stoppestedet lige om hjørn... <brum-gearskifte> ... ja, så skulle fa'en da også stå i det. Alt jeg så var røven af bussen - 10 meter før stoppestedet!!

Som hos lægen, kunne jeg igen bare plante rumpetten i sædet og vente. Er der noget her i livet, jeg finder som totalt tidsspilde, så er det at vente. Jeg kan blive helt stresset af det, hvor tåbeligt det end lyder.

Endelig efter 20 minutter kom en ny bus, og jeg ankom til sygehuset 15 minutter før aftalt tid.

"Værs'go at tage plads."

Hmm... synes jeg havde hørt den sætning før i dag.

På sygehuset rider de åbenbart ikke samme dag, de sadler, så hvor jeg troede, at jeg skulle vente i 15 minutter, så gik tiden, og den gik, og den gik. Smøgtrængende blev jeg også, men turde ikke forlade min plads, for det skulle da lige passe, at jeg så blev råbt op uden at kunne høre det. Knap 1½ time gik der, før de forløsende ord lød:

"Lise-Lotte Gerding."

Da havde jeg nær helt umotiveret råbt BINGO, men nåede lige at sluge ordet, før det røg ud af munden på mig.

En kort snak med lægen om hændelsesforløbet, de obligatoriske spørgsmål om antal smøger dagligt, daglig indtagelse af medicin osv., fik jeg besked på at lægge mig på briksen. Nu fulgte 5 sprøjter med lokalbedøvelse. Aldrig har jeg prøvet noget, der i den grad trak tårer. Ikke nålen, næh, er så vant til, de stikker i mig, men det der blev sprøjtet ind, sved så nederdrægtigt. Nogle eder og forbandelser røg af mig i rygende fart, men helt normalt for mig, hvis jeg har ondt. Lægen og jeg blev dog hurtigt gode venner igen. Mon ikke også han har været ude for det, der var værre end sådan en hystade. Vil jeg da håbe.

Mens bedøvelsen lige skulle have tid til at virke, undersøgte lægen, hvor det var bedst at skære. Jeg var lidt uforstående, troede bare, det var at skære, hvor knuden var, men nej... man undersøgte altid, om det var muligt at skære enten i en rynke eller i forlængelse af en, sådan at arret blev skjult. Dog var det ikke sådan i mit tilfælde, for meget kan man sige om mig, men rynker har jeg altså ingen af, - i hvert fald ikke i ansigtet.

Hvem, kære dagbog, tror du bare lå der og smilede fornøjeligt?

Men for at gøre en kort historie kort, så blev der skåret, tømt, renset og podet. Slutteligt lagde lægen et og andet ned i såret, hvad ved jeg ikke, før jeg til sidst fik et stort sugende plaster på til sidst. De 1½ cm som jeg var blevet skåret, skulle ikke sys, men hele af sig selv. Tilbage var kun at få nogle instrukser samt ny tid til på lørdag, hvor jeg atter skal stille derude til rensning af såret. Noget jeg kunne forstå kommer til at ske nogle gange med et par dages mellemrum.

Herefter var det bare at samle mine ting sammen, ud til bussen, som helt utroligt passede uden jeg skulle vente, og så ellers bare hjem.

Sikke en dag.