Kære dagbog

Sidder her og gnider søvnen ud af øjenkrogen. Utaiko og jeg har lige sovet til formiddag. Det første jeg så, da jeg åbnede øjnene, var Utaiko siddende på gulvet ved min seng, hvor han kiggede op på mig. Begge må vi have trængt, for vi har sovet i 4½ time. Da jeg opdagede, hvor lang tid der var gået, kunne det ikke gå hurtigt nok at komme i kludene og komme ned med ham. Et hurtigt tjek i lejligheden fortalte mig, at der ingen uheld havde været. Han er altså dygtig. Endnu har der ingen uheld været overhovedet, hverken dag eller nat. Jeg er imponeret!

Vel oppe igen efter en god tur, sidder jeg nu her foran computeren. Dog er det svært at koncentrere sig om noget lige nu, for på gulvet tumler min lille bjørneunge rundt og laver alverdens cirkusnumre. Bedst som legen er på sit højeste, sætter han sig og tager øjenkontakt med mig, ligesom han vil sige:

"Har du set mig?"

Selvfølgelig har jeg det, og straks jeg roser ham, kommer han glad og med virrende opkrøllet hale hen, hvor jeg er. Nu følger en kysse-vaske-sceance, ansigt til ansigt. Glæden bobler i mig og selv her fire dage efter hjemkomsten, finder en glædestårer vej til mine øjne. Ingen tvivl om at bjørneungen også er glad. Hele hans lille krop dirrer af glæde og kysseriet vil ingen ende tage. Jeg kommer sådan til at grine. Pludselig falder han helt til ro, lægger sit lille hoved tæt ind til mit, som giver han mig et stort knus. Det varer kun kort, så er det ned på gulvet igen og legen fortsætter uforstyrret. Sådan gentager det sig nogle gange.

Kattene følger interesseret med. Ikke fra gulvhøjde, men fra reolen. Endnu er de lidt usikre på Utaiko, men det går over al forventning. Nok kun fordi han dårligt værdiger dem et blik. Og det uanset de kun er få centimeter fra hverandre. Et skridt frem og der vil være fuld kontakt.

Legen stilner af. Øjnene bliver mindre og mindre. Med al tydelighed fortæller de mig, at snart er det tid for en lille lur. Nu kan benene heller ikke mere, og han ruller sig sammen ved mit ene ben og falder i en rolig søvn.

Men lad mig starte ved begyndelsen.

***

Søndag kl. 9 mødtes vi nogle stykker til det store morgenbord. Det blev indtaget i hast, for jeg havde ingen ro på mig overhovedet. Et sidste tjek: Penge, halsbånd og snor. Og en time efter var nogle af os på vej mod Lindenborgvej ved Roskilde, hvor vi ankom planmæssigt lidt før 11. Der var lige tid for en hurtig beroligende smøg, før vi meldte vores ankomst.

Indenfor hilste vi på de sidste endnu ikke afhentede hvalpe, heriblandt Utaiko. Igen syntes jeg, der var sket en hel del med ham siden sidste søndag. Det går bare så stærkt. At han genkendte os, er jeg meget sikker på. Papirer kom frem og så fulgte en time med snak om udvikling, sætning af underskrift her og der, udlevering af papirer, mad og diverse. Jeg havde svært ved at koncentrere mig. At det var nu, var så svært at forstå, men inden vi så os om, sad vi igen i bilen. Nu med en ekstra passager i armene: Utaiko.

En kort indskudt oplevelse:
Kennel Nidhøg har tidligere opdrætter Rottweilere. Min dyrlæge igennem mange år har altid haft rottweilere. Den ene passede jeg engang i en weekend, hvor hun skulle udenlands. Ringen blev ligesom sluttet, da vi fandt ud af, at rottweileren, Fie, som jeg passede, var købt hos Nidhøg. Verden er altså lille.

Hjemturen gik over al forventning. Han hverken peb eller savlede. Fandt det vist dejligt, at 4 mennesker var samlet på så forholdsvis en lille plads, at han med lethed kunne nå os alle, hvilket han også gjorde det meste af turen. På skift sad han hos os og fulgte interesseret med i, hvad der foregik. På intet tidspunkt virkede han urolig på køreturen, selvom han kun en gang tidligere havde været i en bil. Det var forleden, da alle hvalpene var til sundhedstjek og chipning. 10 minutter før ankomst, faldt han i søvn hen over en 15 kilo fodersæk, der lå midt mellem Tanja og jeg.

Ak ja, mindre kilo foder kunne ikke gøre det. I hvert fald ikke i min verden. 5 kilo lød af så lidt, ja faktisk ingenting. Næste mulighed var 15 kilo, så sådan en sæk blev det. Havde telefonisk bestilt den nogle dage før. Det var endnu før, det gik op for mig, hvor LIDT sådan en Shiba-hvalp i virkeligheden spiser. Da det gik op for mig, måtte jeg kvæle et grin. En ting er sikkert: Jeg løber ikke tør for mad de næste mange måneder.

Lejligheden godkendte han med det samme, og førend jeg vidste af det, kunne han også finde rundt. Mad og vand i køkkenet. Kurv og legetøj i stuen. Tæppe på værelset og hov… en pude, Tanjas. Den lå på gulvet, men hvem tog den straks i sit eje? Utaiko. Og hvem overlod den med det samme til ham? Tanja! Så gæt, hvem der nu ligger uden pude, men med en sammenkrøllet babydyne som erstatning? Rigtigt. Tanja.

Der gik ikke lang tid, før han dog måtte opgive ævred om yderligere inspektion, så træt var han. En veninde til Tanja kom, men da jeg ikke syntes, det var en god ide, at tøserne på det tidspunkt skulle tonse rundt her, så gik de i stedet over til veninden. Selv satte jeg mig i sofaen og kunne slet ikke få øjnene væk fra Utaiko. Tror han kunne mærke det, for han kiggede op på mig og mit hjerte løb over, og op i favnen kom han. Efter få sekunder faldt hans øjne i, og han sov tungt. Forsigtigt lagde jeg ham ved min side, op af mit lår, mens jeg lagde en hånd på ham. Floyd kom også til og smed sig på min anden side. De sidste dages spænding, havde åbenbart også taget hårdt på mig. Øjnene kørte rundt i hovedet på mig, og det uundgåelige skete. Jeg faldt i søvn, ret og ned, siddende i sofaen, med en hånd på Utaiko og en på Floyd. En time til halvanden gik, før jeg vågnede igen. Begge dyrene sov stadig. Heldigvis! For sofaen er høj og sikken grim tanke, om han var vågnet før mig og tumlet ned på gulvet. Jeg må have siddet uden at røre mig, for øj, bentøjet værkede, men jeg ville ikke forstyrre Utaiko i hans søvn.

Om aftenen dukkede Lasse op for at se Utaiko, som han endnu ikke havde stiftet bekendtskab med. Også han faldt med det samme for den lille bjørneunge, og det endte med at knægten ikke tog hjem for natten, men tilbød sin hjælp her den første nat, om der skulle opstå noget. Det gjorde der ikke. Alle sov vi hele natten og næste morgen, da vækkeuret kimede på slaget 7, gik jeg ned med ham. Forinden havde han dog lige sørget for at "vaske" det værste søvn ud af øjnene på mig Godt det på denne årstid ikke er så lyst endnu, for håret nåede jeg slet ikke at børste. Alt handlede om at komme ned, førend han satte sig i lejligheden for at besørge, men ned nåede vi.

***

Mandag, tirsdag og onsdag:

Dagene er gået med at lære hinanden rigtigt at kende, men ingen problemer har der været. Ikke bare en gang har han pebet eller haft uheld inden døre. Vi er uden ca. hver 3.-4. time, hvor han udover at gøre sig ren også får undersøgt området, der som dagene går stille og roligt er blevet udvidet til et faktisk ret stort område. Hvilken opgang vi bor i, vidste han allerede om mandagen. Første troede jeg, det var et tilfælde, men da det siden gentog sig, så må det være rigtigt.

Tirsdag aften mødte vi en meget glad og overgearet hund. Ejeren, som jeg i øvrigt før har snakket med, spurgte om hundene måtte hilse. Det så jeg ikke noget forkert i, men jeg havde dog troede, at hun lige havde holdt sin ekstremt glade hund lidt tilbage, så Utaiko, som den mindste, først tog kontakt, men nej! Førend jeg anede det, havde jeg to hunde i snor viklet om mine ben. Utaiko sad "fast" og der fik jeg for første gang hørt det nok så berømte Shiba-skrig. Ih, Guder, han skreg. Det gik gennem marv og ben, som lyden af en pattegris man holder i halen. Stor opstandelse og i hast fik jeg ham fri og op i mine arme, hvor han heldigvis faldt til ro med det samme. Der sad han så og nærmest kiggede hoverende ned på den anden hund. Hurtigt undskyldte jeg og vendte den anden ejer ryggen. Indvendig var jeg så gal, at var jeg blevet, havde jeg nok ikke kunne holde min kæft! Fandt det så ufatteligt, at hun uden videre ikke holdt sin hund bare lidt tilbage! Det er dog tilladt at tænke sig bare lidt om!

Utaiko viser generelt ingen interesse for andre hunde. Det ligger til racen at være sådan, så ikke noget odiøst i det, og netop et racetræk, der passer mig fint, men bedst er det at socialisere ham til andre hunde i så tidlig en alder som mulig. Her i kvarteret er der såmænd også nok hunde, men der er mange, som jeg aldrig kunne drømme om at lade ham hilse på. Til gengæld bor der kun et par hundrede meter fra mig en anden Shiba. Noget af et tilfælde, når man tænker på, at der kun er ca. 500 her i landet. Hende vil jeg snarest tage kontakt til. Det er godt nok en hanhund og et racetræk er igen, at hanhundene ikke altid fungerer (læs: accepterer) så godt indbyrdes.

Ellers er dagene gået med audiens af både familie og venner, der er kommet forbi for at byde bjørneungen velkommen. Mandag, hvor jeg var på sygehuset til et tjek, kom mor og så efter ham. Far kørte mig frem og tilbage, så det gik hurtigere. Med bus havde det taget en halv dag. Hjemme igen forelskede Utaiko sig i fars skæg, som han hurtigt og i en ruf trimmede ned. Så nu går far rundt i Høng med "millimeterskæg". Når muligheden var der, tog de også en masse gode billeder, og Utaiko stillede godvilligt op. Det virkede faktisk som om, han nød at blive fotograferet, men mon ikke det bare var, fordi kameraet sagde nogle sjove lyde ;-)

Fire dage er som sagt gået. Stadig ingen piveri eller uheld inden døre. Går jeg i seng selvom han er vågen, ruller han sig bare sammen nede på gulvet på et tæppe. Forsøger end ikke at hoppe op i sengen. Det tror jeg også, at kattene er glade for, for de plejer begge at ligge hos mig om natten. Kattene er som nævnt ikke interesseret i. De kan gå få centimeter fra hinanden, men det er så også det. En gang har der dog være hel kontakt. Det var med Floyd. De stod næse til næse og snuste. Pludselig fløj Floyd baglæns, totalt paf. Utaiko havde slikket ham lige på næsen. Noget katten aldrig tidligere havde prøvet. Jeg skreg af grin, for hvor så det bare sjovt ud.
Tanja er også helt vild med Utaiko. Hun vil så gerne gå tur med ham, men jeg tillader ikke, at hun gør det, uden jeg er med. Måske er hun ansvarlig nok, men man ved aldrig, hvad man møder. Når Tanja holder snoren går det over stok og sten. Utaiko synes også, det er sjovt, at der er en, der gider løbe med ham.

En ting er sikkert. Jeg har fået, hvad jeg i mange år har ønsket mig. Det hele føles bare så rigtigt... så godt :-)