Kære dagbog

En ulykke kommer sjældent alene, selvom jeg vel efterhånden burde have vænnet mig til, at jeg af og til løber ind i en stime af sundhedsmæssige irritationsmomenter.

Mandag morgen da jeg bukkede mig ned for at tage Utaiko i armene, lød der et *knæk* i ryggen. Jeg bandede og svovlede for var godt klar over, hvad klokken nu havde slået: Rygskaden viste tænder. Vidste med det samme, at jeg ville være knock-outet den næste tid samt være afhængig af andres hjælp. Hurtigt fik jeg fat i en veninde, så jeg kunne få handlet ind, før det gik helt over gevind. Få timer efter indkøbsturen var det slut med at sidde og gå kunne jeg knap nok. Smerter jog gennem mig fra isse til tæer, når jeg stod oprejst, sad ned samt forsøgte at gå. Det går ikke ret meget bedre, desværre, men magter ikke længere at ligge og glo ud i luften, så sidder lige her for en stund.

Heldigvis har og er hjælpen stor fra både Tanja, øvrig familie og venner, der på skift har været her og hjælpe med både ditten og datten. I morgen skal jeg prøve at klare mig selv. Går det ikke, har en god ven lovet at komme og prøve at give mig lidt blid massage, så jeg måske kan slappe lidt af i musklerne. Hans altid gode humør kan nok også få mine tanker lidt væk fra det hele.

Utaiko, det herlige lille kræ, kan godt mærke, at jeg ikke er helt mig selv. Han er utrolig forsigtig, når han kommer hen til mig på gulvet. Desværre har han bare fået den skøre ide, at ville sympatisere med mig. Dette, fra hans side, i form af tynd mave. Ufatteligt at han trods dette klarer natten igennem uden at skulle ud. Jeg er vildt imponeret over ham.
Hans mave håber jeg er okay i løbet af få dage. I hvert fald får han nu et specielfoder fra dyrlægen samt noget pasta til oprettelse af normal tarmflora igen.

Nu kalder gulvet igen, så vil stoppe herfra igen.