Panikkede allerede i går aftes, da der blev ringet fra Abelones arbejde. Hun var ikke mødt på nattevagt, og kollegaerne var uroligt.
Mit hjerte hamrede. Abe´er så pligtopfyldene at hun aldrig bare ville blive væk.
Rigtig bange blev jeg ,da jeg ringede til hendes telefon...hendes svare var så fuld af beskeder at der ikke var plads til flere.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne bare mærke der var noget helt galt.....

Selvom klokken var 2 om natten - måtte jeg finde ud af hvor hun var.

I kbh har hun kun mig. Hun er kun tæt med mig. Netop derfor havde hun skrevet mig på som kontakt person til jobbet.
Kan huske da hun ringede og grinende sagde det til mig..
"Jeg har skrevet dig på som værge på arbejdet. Så hvis der sker mig noget - er du den der skal hjælpe mig. For det ved jeg du er den bedste til!"

Jeg kender ingen af hendes jyske veninder, eller hendes familie.
Alligevel vidste jeg at jeg måtte forsøge at finde dem.
Så jeg søgte på nettet, og fandt alle numre på dem i hendes jyske by der havde samme efternavn som min prinsesse.
Mange af dem blev sure over at blive vækket klokken lort om natten - af en købehavner de ikke anede hvem var. Og som ikke kendte nogen Abelone.
Men hvis jeg nu fik at høre at hun var i jylland og besøge familie - kunne jeg sove roligt...

Fandt ikke det rigtige nummer...

Da Thomas kom hjem fra Tyrkiet, senere på natten - havde jeg dårligt nok tid til at sige hej. Jeg måtte ud til Abelon´s lejlighed og banke på. Se om der var lys i lejligheden.
Vi kørte der ud, bankede på - men intet svar... Der kom intet lys fra vinduerne i hendes stue.

Sov ikke mere end et par timer i nat. Vågnede hele tiden - og havde et forfærdeligt maridt om at hun var død.
Det sad i mig hele morgnen - og på arbejdet var jeg ved siden af mig selv. Det eneste jeg kunne tænke på var Abelone.

Jeg ringede til hendes telefon flere gange i timen, men intet svar..
Hendes job ringede til mig igen - for at høre om jeg havde hørt noget.

Jeg søgte på flere numre på de gule sider, og fandt alle oplysninger frem fra min nethinde.
Hendes bror er knald dygtig journalist på ekstra bladet, og Thomas hjalp med at hive i alle kontakter vi kunne komme i tanke om for at finde ham.

Men hverken hendes far eller bror var til at opdrive.

Ringede til alt og alle der så meget som havde hørt navnet Abelone, og blev irriteret når de spurgte om hun mon kunne have gjort skade på sig selv.
NEJ FOR FANDEN! Abelone er en fighter! Abelone elsker livet og alt det modstand det til tider kan give. Abelone elsker at skrive, at leve og at elske. Hun ville aldrig gå herfra frivilligt.

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, slog det mig.
Kom i tanke om en samtale Abelone og jeg havde haft om navne. Og at vi havde grinet af at hendes far og min morfar hed det samme.
Jeg søgte på navnet, og selvom jeg ikke havde noget efternavn på ham, dukkede der en´ op der muligvis kunne være rigtig.

Blev så lettet da hendes bror tog telefonen. Hvis han var hos faren i det jyske, var Abe´der jo selvfølgelig også!
De er en rigtig dejlig familie der elsker hinanden ubeskriveligt og hygger sammen.

" - Er Abelone hos dig...I jylland?"
.....tavshed...
"øhm.. nej. Hun er da i kbh!"

Måtte forklare både far og bror om det hele. Og sagde at hvis hun ikke dukkede op på arbejde samme aften, ville jeg melde hende savnet.
De takkede for mit opkald - og jeg kunne høre at de nu også var nervøse.

Tror det var der´ jeg begyndte at falde fra hianden.


Jeg begyndte at græde... Kunderne så det - men jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Ringede igen til Abelone, og blev mødt af hendes svare.
Græd mens jeg fremstammede " Please please please - lad dig ikke være sket dig noget!"

Da jeg fik fri, kørte Thomas mig igen ud til hendes lejlighed. Nogle naboer lukkede os ind via dørtelefonen.

Da jeg kom op foran hendes hoveddør, og så stakken af reklamer på dørmåtten, kunne jeg ikke trække vejret.
Abelone ville aldrig lade dem ligge der´og flyde.
Jeg samlede den ene op, og så den var dateret fra i mandags!
I MANDAGS!
Satte mig på hug og kiggede ind gennem brevsprækken...

Det syn der mødte mig, glemmer jeg aldrig.
2 sekunder var nok.
Hun lå på badeværelset. Nøgen.
Så skreg jeg. Jeg skreg som jeg aldrig havde skreget før... Så højt som jeg aldrig havde troet jeg kunne skrige.
Jeg holdt mig for øjnene, og græd og skreg, mens jeg i panik råbte " NEJ NEJ NEJ, HUN ER DØD!!!! ABE´! MIN ABE´ER DØD! HUN KAN DA IKKE DØ FRA MIG!
Jeg endte i fosterstilling uden for døren, og græd,skreg,hylede - som om det ville få alt til at gå væk.


Naboer kom løbende ud, og jeg sank sammen på trappen, mens jeg kunne mærke trængen til at kaste op, så alt den ubeskrivelige sorg kunne forsvinde sammen med mit maveindhold.

Nogen må have ringet til politi og ambulance, for pludselig stod der en masse mennesker i uniformer.

Da de slog døren ind, hulkede jeg, og tårende brændte sig fast som et ar i mine kinder.
Jeg vidste det var forbi....

Fik samlet mig, og vidste jeg måtte være stærk for at være til mest mulig hjælp.
Jeg måtte hjælpe med at besvare alle de spørgsmål, der nu fløj om ørene på mig fra mænd i uniformer og notesblokke.


Det vigtigste for mig var at hun ikke var blevet udsat for en forbrydelse.
Lægen sagde der ikke var noget der tyede på det.
Men det lød som om han troede på selvmord.
(NEJ! Forstå det nu!
Hvis Abelone var så træt af livet, ville jeg vide det. Hvis hun ville stoppe det, havde hun ikke lagt sig til at dø halvnøgen inden for døren.
Og vigtigst - hun ville have skrevet et brev. En kvinder der skriver så fantastisk smukt og rørende som hende, ville havde brugt det som et led i sin afsked.)

Var overrasket over hvor fattet jeg var. Men jeg vidste jo at jeg blev nødt til at være det. For Abelones skyld.
Hun sagde altid "Du er en stærk pige, Rikke!!"

Kom i tanke om hendes kat - der jo måtte være rædselslagen og alene.
Politiet sagde de ikke kunne finde den (!!) - og den nok var kravlet ud af et vindue og løbet bort.
(NEJ! Fatter I ikke noget? Abelone overtog den kat fra mig fordi jeg fik en kæreste der ikke kunne tåle den.Hun havde egentlig hverken tid eller overskud til det - men hun tog den til sig, for at hjælpe MIG!
Jeg kender den kat. Jeg ved at den elsker Abelone, for hun har passet den som var den hendes barn. Den ville aldrig gå fra hende - heller ikke selvom den havde været uden mad i en uge)

Politiet må havde opfattet mig som meget fattet. Måske mere fattet end jeg var. I hvert fald bad de mig ringe til hendes far og hendes arbejde.
Måske troede de jeg kendte dem bedre. Selvom sandheden var at jeg først havde lært dem at kende samme dag.
Men det var rart at tale med nogen om det, som jeg vidste delte den samme sorg som mig. Som kunne føle det, som jeg følte det.

Bagefter spurgte en af betjente mig om jeg var 100% sikker på det var hende.
Jeg svarede roligt, at det var jeg.
Kom til at snerre, da han spurgte
" Hvordan kan du se det? Hvilke kendetegn er der på, at det er hende?"

HUN ER JO FORHELVEDE MIN VENINDE GENNEM MANGE ÅR!

Han sagde, at han godt vidste der var hårdt - men de var nødt til at være helt sikre..
Jeg svarede at hvis han ville ha´jeg skulle se hende en´gang til - kunne jeg det godt!
Han så overrasket ud, men jeg mente det.
At se synet engang mere, ville ikke gøre noget som helst anderledes.
Og jeg vidste Abelone ville have det bedre med at jeg så hende ligge der´uden tøj - end hvis hendes far skulle overvære det...

De sagde jeg skulle holde mig fra næsen, - og spurgte 1000 gange om jeg var sikker på jeg kunne klare det. Hvis jeg ikke kunne, skulle jeg ikke.

Jeg var sikker..Jeg kunne godt!

Så hende, og kunne fremstamme "Ja - det er Abe´..."
En betjent tog min arm - og spurgte om jeg var okay.
Det var jeg...
Det hjalp at se hende, for det fik en masse ubesvarede spørgsmål til at gå op for mig.

Selvom ingen kan sige noget om hvordan hun er død endnu - ved jeg det efter at have set hende. For jeg kender min dejlige veninde.
Hun har ikke begået selvmord.
Hun har ikke været udsat for nogen forbrydelse.
Hun har været i bad, og er gledet på det glatte gulv da hun har ville tage tøj på.
Hendes forbandede klodsethed blev hendes død...

Betjentene spurgte om jeg kendte katten. Den sad ude på taget, men når de prøvede at tage den - bed, hvæsede og kradsede den.

Da katten genkendte mig miavede. Den så skræmt på mig med frygt i øjnene. Jeg var næsten ved at falde ud af vinduet, da jeg greb ud efter den. Men det var vigtigt for mig at passe på den.
Ved at Abelone ville have ønsket der blev taget sig af den.
Den er hos mig nu, men vil ikke komme frem. Den har ligget under min seng siden vi kom hjem.
Den savner hende også...

Ringede til hendes telefon lige før. Bare for at høre hendes stemme en sidste gang.
Måtte bare lige sige farvel.
Græd hele vejen gennem mine ord - men på en måde føltes det bare så befriende...

Kigger på billeder af hende, og græder over at sådan en smuk pige skulle tages herfra så ung.
Jeg har grædt så meget at mine øjne er helt ødelagte. Og jeg er også helt ødelagt inden i.
Har en sorg så dyb at den ikke er til at beskrive...
JEG ELSKER HENDE JO FOR HELVEDE!!!! Så kan hun da ikke bare dø! Hun må ikke forlade mig, for hun skulle have været i mit liv til vi blev gamle.
Vi har så tit snakket om at vi ville sidde som to gamle koner på samme plejehjem og snakker om fortiden.
Vi skulle opleve verden sammen, og skrive bøger og blive de bedste!

Vi havde så mange projekter, drømme og håb sammen....

Men...
Vi kom aldrig til Paris.
Hun blev aldrig forfatter.
Den læge hun var hemmeligt forelsket i, kommer aldrig til at vide det.

Jeg kommer aldrig til at se hendes smukke smil igen og høre hendes latter.
Aldrig mere skal hun komme med gode råd når jeg aller mest behøver det.


Hvornår stopper der med at ske dårlige ting for alle dem jeg holder af?
Er det en forbandelse at være ven,kæreste eller i familie med mig?

Mon hun vidste hvor højt jeg elskede hende? Sådan RIGTIGT?
Ved hun at der ikke vil gå en´dag hvor jeg ikke skænker hende en tanke, og mit hjerte bløder fordi det her er så uretfærdigt?

Måtte læse mit indlæg "Abelone - min skytsengel" for rigtig at mærke hende.

Hun må aldrig blive glemt - og jeg vil blive ved og ved med at sende hendes digtsamling ind til et forlag, til der en nogen der vil have det...
Læste nogen af hendes digte, da jeg kom hjem. Græd hjerteskærende over dette:

Jeg vil være poet
Uden at betale hvad det koster

Send du bare min sårbarhed langt væk
Uden at ane hvem
modtageren er

Ser du mine egenskaber er billigt til salg
lad mig blive poet
Skriv mine anmeldelser
lad mig blive årets debutant
Og du skal slippe for
at høre mere vrøvl om poesi




Det nåede du aldrig, min kære Abelone. Men som Helle Højland & Jakob Weis sagde til dig på skriveskolen "Talent kan vi jo ikke lære dig. For det har du!"
Det har du, min mus.
Kan du ikke huske vi tit talte om, at hvis der skete en af os noget - ville den anden kæmpe videre for os begge?
Jeg kæmper min engel. Både for dig og for mig.
Jeg lover dig verden ikke vil glemme dig.
Jeg lover dig at alle skal kende dit navn OG dit talent!
Selveste Jonas Gülstorff sagde at dit digt gav ham lyst til at græde.
Dit manuns blev taget med til redaktions måde på gyldendal, for fanden! En af dem havde en dårlig dag - og mente ikke dine digte var nok. Men det er de! Det ved jeg de er.
Du bliver lige så stor som dit idol Dan Turell hvis bare de rigtige folk åbner øjnene...

Jeg savner dig....