En fuld fe kommer flyvende i en forfærdelig fart hen over en bakkedal, i landet mellem øre og næse. Det ser ud, som om hun har været for tæt på det sorte hul. Dette hul ligger i grænselandet, mellem 'Lykkedalen' og 'De triste bjerge'. Ryger man i det sorte hul ændrer det personen, det kan fylde selv det varmeste hjerte med mismod og negativitet. Mange væsner har været der igennem tiden, men alle er dog borte fra 'Lykkedalen', da dalen ikke tillader folk, hvis hjerter er korrumperede af mørket og mismodet.

På en balkon i byen sidder der en pige, som drømmer om prinsen på den hvide hest. Der sidder hun nu og spejder ud over landet, i håb om at hun måttet få øje på ham. Højt oppe fra luften, får den fulde fe synet af pigen, og lysten til at drille hende lidt, rammer feen direkte i hjertet. Feen flyver ned på balkonen og spørger, hvad hun dog kigger på. Pigen fortæller feen om sine drømme og ønsker for fremtiden, men feen griner bare ondskabsfuldt.

Feen: "Hvorfor skulle prinsen på den hvide hest, da have noget med dig at gøre? Du ser sgu da så grim ud."
   Feen tager sin tryllestav frem, og svinger med den. Feen rammer pigen lige i øjnene med støvet fra staven. Den griner igen, og forlader derefter pigen for at flyve videre. Feen fortsætter af sted mod nabolandet, der hvor folks munde vender anderledes, end dem fra lykkedalens. Snart er der intet at se af den tilbage.

Pigen løber hen til spejlet og ser på sig selv. Der ser hun noget af det mest afskyvækkende, der findes. Hun bliver meget ked af det, da hun ser at feen har ret. Derfor beslutter hun sig for at rejse væk. Hun ville ikke have, at de andre skulle kunne se hendes ansigt. Der bliver pakket i alt hast, i løbet af natten. Men bare for en sikkerheds skyld, viklede hun et klæde om sit ansigt. I ly af natten begiver hun sig af sted, mod et sted hun vidste andre ikke ville komme så tit. Glemt var drømmen om prinsen på den hvide hest, og væk var den lykke som tillod hende at blive i dalen.

Det blev morgen, og hun var endnu ikke nået helt ud til skoven. I sin rædsel så hun alle de folk, der begyndte at komme ud fra deres huse. Nogle få kiggede på hende, men de kunne ikke se hvem pigen var, da hun havde sit tørklæde på. Alligevel pegende et par stykker fingre af hende, som hun vidste de ville. Endelig nåede hun skoven, der kunne hun være alene og helt undgå, at folk kiggede på hende. Hun gik straks i gang, med at bygge sin egen lille hytte, dybt inde i den fortryllede skov. Den blev da også snart færdig, nu havde hun et sted at sørge over det, hun havde tabt, og det hun aldrig ville opnå.

Pigen:
   "Jeg ville ønske, jeg ikke var så grim, så jeg havde en mulighed for at finde prinsen på den hvide hest. Men på grund af mit udseende, vil han jo nok ikke have mig."

Sådan gik den ene dag efter den anden, og snart havde hun boet længe i skoven. Hun lærte hurtigt at overleve i skoven, ved hjælp af simple våben. Men hendes lykke var og blev borte med ansigtet, og derfor var troen på. at hendes liv ville ende godt, ligeså lille som hendes glæde.

Men et andet sted, satte en prins sig op på sin hvide hest, en, som han havde købt for et par dage siden. Den skulle bringe ham rundt i verden, det satte han sin fulde lid til. Der sad han noget så fint, og fik snart vendt hestens mule mod skoven. Han håbede den kunne guide ham sikkert igennem den, så han ikke endte oppe ved søen, som han plejede. Han havde jo travet rundt i en evighed, bare for at finde hjem.

Prinsen:
   "Bare jeg dog kunne finde tilbage til 'Lykkeland', der var jo så rart at være. Måske ligger den på den anden side af skoven, Men det er svært at sige, for jeg har jo gået i rundkreds så mange gange. Men måske kommer jeg denne gang ud af den fortryllede skov, og på den anden side af landet. Måske vil jeg snart se 'Lykkedalen' igen, og mærke glæden der findes der. Bare min hest dog kunne guide mig i den rigtige retning."

Da prinsen er kommet dybt ind i skoven, begynder han at høre lyde lidt længere borte. Han standser op for at se, hvad det dog er der siger denne underlige lyd. Pludselig er der en stor næbet fugl, der angriber ham. Han trækker sit sværd, men har dog svært ved at ramme andet end den tykke luft, der er omkring ham. En blodig kamp er i gang, og fuglen bider ham med næbbet. Alt imens hugger prinsen vildt omkring sig med sit sværd, men han sigter bedre, end han rammer.

Men i et rent lykketræf, ser pigen det hele på afstand. Hun spænder sin medbragte slangebøsse, og skyder efter fuglen med en lille sten. Hun rammer den, og flere røde fjer falder til jorden. Fuglen bliver for alvor bange, og flyver i al hast væk. Prinsen spejder efter, hvem der kom ham til undsætning. Han får hurtig øje på pigen, men bemærker også, at hun har et klæde for ansigtet. Pigen løber i al hast væk, hun vil ikke møde prinsen på hesten, da hun frygter, at han vil blive skuffet over hendes ansigt. Da prinsen gerne vil takke hende for hjælpen, sætter han efter hende på sin hest. Men væk er hun, for hun har gemt sig godt mellem nogle træer. Prinsen ridder videre gennem skoven, og pigen render hjem til sit hus, hvor hun igen sætter sig til at sukke, efter prinsen på den hvide hest.
   Kunne hun da bare vise sig for ham, uden at han ville føle afsky ved hendes ansigt, tænker hun.

Nu er det bare sådan, at prinsen heldigvis får øje på huset. Han bliver nysgerrig og beslutter sig for, at ride hen og banke på. Pigen åbner døren, selv om hun ikke har lyst, men med sløret på føler hun sig alligevel mere sikker. Da døren bliver åbnet, og prinsen ser på pigen, takker han hende mange gange for redningen. Han spørger til hendes hovedbeklædning, om han ikke måtte se hendes ansigt. Men pigen fortæller om sin tragiske historie og om, at det nok er bedst, hun beholder det på. Men prinsen vil bare se hendes ansigt, så han befaler hende at fjerne klædet. Da hun ikke vil modsige sig prinsen, tager hun klædet af. Et bredt smil breder sig på læben, og et kys følger efter. Prinsen forelsker sig straks i pigen og pigen i prinsen, hvor kunne de næsten andet.

Hvorfor følte han ikke afsky, da han så på mig? tænkte hun. Noget underligt sker inde i hende, og hun kigger sig selv i spejlet. Der ser hun den pige, som hun engang var, og nu stadig er. Støvet, som feen havde lagt i ansigtet på pigen, er væk. Prinsen ser ingen forskel hos hende, hun er, som hun var fra første øjekast. Men pigen er lykkelig på ny, og glædes over gensynet af sig selv.

Han beder straks om hendes hånd, da han mangler en prinsesse til sit kongerige. Og der gik ikke lang tid inden hun sagde 'ja', som i alle gode eventyr. Derefter skulle der jo være bryllup. Sådan et af de fine, hvor tøjet er overdådigt og maden næsten er ligeså dyr at se på, som den er at spise. Folk kom fra nær og fjer, for at ønske dem tillykke. Der var liv og glade dage den aften, og næste dag var også ganske speciel.

Festen blev meget dyr med alt det stads, der jo skulle være med til et ordentligt bryllup. Af den grund solgte prinsen sin hvide hest efter bryllupsdagen, bare for at have nok penge til det hele. Desværre går der ikke lang tid, inden glansen er gået af det. Pigen ser på ham, men kan ikke længere se den prins, hun forelskede sig i. Det er som om, han ikke længere er prinsen på den hvide hest, ham som hun havde sukket efter dag ud og dag ind. For en prins uden en hvid hest, er ikke en ordentlig prins. Derfor bliver de atter skilt , men af juridiske årsager beholder hun det halve af kongeriget. Prinsen tager derfor af sted på sin rejse igen efter 'Lykkedalen', men denne gang til fods. Hvad angår pigen, så tog hun hjem til sit gamle hus. Ja, og sådan slutter et lykkeligt eventyr, om I så vil tro mig eller ej.