Luften i køkkenet er fyldt med en dyb summen fra store fluer, en fin skinger svirren fra små fluer, og et par tørre brummende støn fra de døende fluer i vindueskammene.
Jeg hører lyden af livet, der passerer og lyden af tiden der går.
En dråbe lækkert rødt syltetøj, fra hendes mad, drypper ned på bordet. Jeg rør ved dets klæbrige konsistens og kan dufte dets sødme fra de sommermodne bær, det er lavet af. Jeg smager på det og nyder smagen et øjeblik, så sætter jeg mig på en stol og betragter pigen. Hun vasker sin tallerken ren og slår, med dovne bevægelser, ud efter de fluer, der kommer i vejen. Hun hæver hånden og smækker den i bordet, hvor en flue sad for bare et sekund siden. Den undslap og jeg ånder lettet op. Uskyldige fluer har ikke fortjent at dø, det har jeg prøvet at fortælle hende, men hun hører ikke.
Hun følger den undslupne flue rundt i rummet med øjnene, mens hun finder en fluesmækker frem. Den smælder mod vægen. Fluens lille krop er smadret, så dens indvolde får frit løb. Jeg gyser ved synet. Alle de måder at slå ihjel og fluesmækkeren er ikke den værste, den kan fluen, hvis den er heldig, undgå.
Et anden måde, hun holder af, at udrydde fluer på, er ved hjælp af fluepapir, som er veldigt effektivt, det er en pinefuld død for fluerne. De sidder fast og er tvunget til at se tiden gå forbi, indtil de enten sulter ihjel eller mærker deres sidste timer komme snigende. Det ser ulækkert og uhyggeligt ud, hvis man kommer forbi et fyldt fluepapir. En kirkegård for levende.
Pigen holder af at jagte fluer. Hun nyder at se dem lide, når de sider klistret fast til fluepapir eller hvis hun rammer forkert med fluesmækkeren og lader fluen ligge tilbage, kvæstet. For hende er fluen en ligegyldighed. Hun slår alle fluer ihjel, døgnfluer, vårfluer, oksefluer, svirrefluer, spyfluer, bananfluer. For hende er det ligegyldigt hvilken slags, de er alle fluer, en fællesbetegnelse for et lille dumt dyr, der stikker, larmer og er fulde af bakterier og sygdomme. Hun vil helst af med dem, "tage to fluer med et smæk."
Pigen åbner en moden gul banan og lader halvdelen lægge tilbage på køkkenbordet, da hun går hen til køleskabet efter et glas mælk. Et par bananfluer har opdaget den halve banan og spiser grådigt. Jeg er selv ret sulten, når jeg mærker efter. Jeg kan ikke dy mig selv for at rykke tættere på bananen. Tættere på dets søde duft. Pigen kommer tilbage med et glas mælk i hånden og vifter bananfluerne væk med den anden. Hun får øje på mig og kniber øjnene sammen. Hun hæver hånden og slår den mod vægen. Jeg ser håndfladen komme imod mig i slowmotion og jeg når ikke at lette.
Her sidder jeg, der er nu kun 23 minutter til at mine to døgn er ovre. Hvis jeg skal flueknippe er der faktisk 23 minutter og 27 sekunder, men det betyder nok ikke noget.
Jeg skal dø.
En døgnflue uden lagte æg, et ubetydeligt liv.
Hånden klasker tungt mod vægen og et sidste sum forlader min lille snabel.