Jeg har slået dem ihjel. Jeg er en morder. En morder...
Jeg har hevet benene af fluer, da jeg var helt lille, og derefter vingerne.
Fluerne har været hjælpeløse og bange. Jeg har grint. Kaninen har min mor holdt i bagbenene, mens jeg har slået den bevidstløs med et koben, kraniet har knast og blodet har flødet ud af dens næse og mund. Den har været så fin og hvid, som sne, nu indsmurt i blod og det var min skyld. Jeg har hugget hovedet af vores kat. Den har set op på mig med udspilede øjne. Min far har holdt den fast. Angsten i dens sidste miav, har været hjerteskærende, men øksen har alligevel knækket nakkehvirvlerne og gjort katten stille. Jeg holdte af den kat. Undskyld.
Jeg har elsket dyr. Jeg fik de dyr, som jeg pegede på. Jeg har haft det godt. Det har min far sagt. Jeg har haft det godt, men jeg var et dårligt barn. Jeg var grim, syntes min mor. Jeg var klodset, syntes min far. Jeg var dum, syntes min lære. Jeg havde ingen venner og det fortjente jeg heller ikke, syntes de. Jeg har fortjent at blive straffet. Jeg har fortjent at dø, det sagde mine forældre. Men du er vores barn og vi elsker dig, derfor lader vi dig ikke dø, sagde de. En dag, hvor jeg har haft glemt at fodre min kanin, sagde min mor, at der ingen grund var til at den levede, når jeg alligevel ikke passede den. Det har været den samme straf hver gang jeg har gjort noget forkert. Jeg har sættet med de blødende kroppe i skødet. Jeg har stirret ud i luften. Jeg har været bange.
De er alle døde nu. Mine dyr og mine forældre, endelig.
De fik mig til at hæve øksen, lade den falde og ramme min hund. De lod mig sidde alene med dens krop og det størknede blod på mine hænder. Jeg kom ind i huset, bærende på hundens livløse krop. Min far sad med ryggen til i lænestolen. Jeg lod den døde krop dumpe ned på gulvet. Jeg gik forbi køkkenet og greb en kniv på min vej. Blodet sprøjtede ud af min fars strube. Det var varmt... og rart. Det var rart. Jeg lo og gjorde det samme ved min mor, da hun kom hjem og så min fars slagtede krop og blodet på gulvet.
I mine to kummefrysere ligger de, som en udstilling af kroppe uden øjne, for dem har jeg prikket ud og lagt i glas. De slipper ikke væk. De er mine venner og jeg bestemmer over dem. Hvis de siger noget til mig, som jeg ikke bryder mig om, bliver de straffet. Jeg stikker knive i deres ankler eller skærer huden op langs deres rygsøjle, hvis de har være rigtig lede. De fortjener det.
Det er sommerferie og varmen tiltrækker fluer, der svirrer mellem glassene. De er pæne de glas. Jeg har sorteret dem i størrelse og farver. Øjnene holder øje med mig, men kan ikke fortælle nogen noget, det fryder mig og jeg griner nervøst i den klæbende stilhed. I ny og næ køber jeg nye kæledyr, men deres liv er korte. De begynder efter noget tid at hviske, Du har slået ihjel. Du er en morder. En morder... Deres stemmer hæver sig og råber. Mit hoved sprænges, hvis jeg ikke gør dem stille. De to kummefrysere er snart fyldt. så jeg er begyndt at bruge køleskabet. Når her bliver for ensomt, tager jeg min hund op og aer dens pels. Jeg har gevet den bad og blodet er næsten væk, kun et par størknede klumper sidder ved dens øre. Jeg har siddet med den på skødet i lænestolen og hovedet har været faldet af. Jeg måtte sy den sammen og lægge den pænt tilbage i fryseren. jeg kan godt lide min hund, den siger aldrig noget ondt.
Jeg hører en banken på døren. Det er en lille pige. Hun har en kuffert ved hånden. Tillykke med fødselsdagen, siger hun. Jeg har fødselsdag. Jeg er 15 nu. 15 år. Hun går forbi mig ind i huset. Her stinker af råddent kød, siger hun og kigger spørgende på mig. Bag hende hænger et lille billede af min mor og far, der holder rundt om hende mens jeg står ved siden af, med et tomt blik. Hun er min søster. Jeg kan ikke huske hende. "Ja, det har været en god ferie, hvor er mor og far?" spørger hun prøvende. Hun er fremmed. Hun går ind i stuen og ser det størknede blod på gulvet, gardinerne, lænestolen og de mange knive, der ligger uvasket på bordet. Reolen med øjne i glas, får hende til at skrige og hendes ansigt stivner og får samme udtryk som dyrenes, lige før jeg dræber dem. Mit hoved er ved at springes. Hendes øjne er blå, som himlen, de er smukke, og hendes krop er ung og let.
Jeg nynner og sætter glasset op på hylden ved siden af mine forældres.
Det gamle ur på vægen går med ét i stå.
Hendes blå øjne lyser op og ser levende ud blandt dyreøjnene.
Jeg er tilfreds og tørrer blodet af i gardinet.